Ja, vi skal markant opruste Forsvaret. Sikkerhed er en forudsætning for frihed. Verden er blevet mere uforudsigelig, og Danmark skal kunne tage større ansvar for egen sikkerhed og for NATO-samarbejdet. Men procentmålet må ikke blive symbolpolitik. Hvis vi når 5 % af BNP, skal pengene gå til reel forsvarskapacitet: flere soldater, bedre materiel, ammunition, luftforsvar, cyberforsvar og operative enheder. Ikke til voksende administration og bureaukrati. Det afgørende er ikke tallet alene – men at vi får et stærkere, mere slagkraftigt forsvar, der faktisk kan forsvare Danmark og bidrage troværdigt internationalt.

Jeg er enig i, at pensionsalderen fortsat bør følge levealderen. Vi lever længere, og hvis vores velfærdssamfund skal hænge økonomisk sammen, kræver det, at flere bliver lidt længere på arbejdsmarkedet. Men det skal kombineres med større frihed. Derfor vil vi indføre en FriPension, hvor man i højere grad kan spare op selv og trække sig tilbage for egne midler. Dem, der ønsker og har mulighed for at gå tidligere, skal have bedre muligheder for det. Det handler om både ansvar og frihed: En bæredygtig økonomi – og større individuel valgfrihed.

Jeg mener ikke, at vi skal “købe” Grønlands tilknytning til rigsfællesskabet gennem massive investeringer. Grønlands fremtid skal bygge på respekt og frivillighed – ikke økonomisk pres. Men Danmark skal fortsat investere i rigsfællesskabet og tage et stærkt medansvar for udvikling, uddannelse, erhverv og ikke mindst sikkerheden i Arktis. Den geopolitiske situation gør det afgørende, at vi står sammen og styrker vores tilstedeværelse i området. Relationen til Grønland skal være et partnerskab mellem ligeværdige parter – baseret på samarbejde, fælles interesser og gensidig respekt.

Jeg er helt enig. Danmark bør investere i atomkraft som en del af en seriøs og teknologisk ansvarlig klimapolitik. Hvis vi vil være CO₂-neutrale og samtidig sikre stabil og billig energi til borgere og virksomheder, kan vi ikke udelukke en dokumenteret, CO₂-fri energikilde på forhånd. Moderne atomkraft er langt sikrere end tidligere generationer, og mange lande omkring os investerer massivt i teknologien. Det bør vi også undersøge aktivt – både af hensyn til klimaet, energisikkerheden og vores konkurrenceevne. Grøn omstilling skal bygge på teknologi og realisme – ikke ideologi.

Jeg er helt enig. Europa har brug for en mere ansvarlig og konsekvent asylpolitik. Et modtagercenter uden for Europa kan være en del af løsningen, så asylansøgninger behandles uden for EU’s grænser. Det vil mindske incitamentet til farlige og menneskesmuglerstyrede rejser over Middelhavet og skabe mere kontrol og retfærdighed i systemet. Samtidig skal vi naturligvis overholde internationale konventioner og sikre ordentlige forhold. Vi skal hjælpe mennesker i nød – men på en måde, der er bæredygtig og ikke underminerer sammenhængskraften i vores egne samfund.

Ja, Danmark skal være CO₂-neutralt – og 2045 er en realistisk ambition. Men klimamål må ikke være symbolpolitik. Det afgørende er, at vejen dertil er teknologisk og økonomisk ansvarlig. Vi skal reducere udledninger dér, hvor det giver mest effekt – uden at svække konkurrenceevnen eller flytte arbejdspladser ud af landet. Derfor skal vi investere i innovation, Power-to-X, CCS og ikke mindst tage atomkraft seriøst som en stabil, CO₂-fri energikilde. Højere ambitioner kan være fine, men kun hvis løsningerne er gennemførbare. Grøn omstilling skal bygge på teknologi, markedsdrevne løsninger og sund fornuft – ikke på ønsketænkning.

Jeg mener ikke, at staten skal forbyde sociale medier for børn under 15 år. Det er i første omgang et forældreansvar – ikke et statsligt. Familier er forskellige, og forældre er bedst til at vurdere, hvad deres børn er modne til. Det betyder ikke, at vi skal ignorere problemer som digital mistrivsel eller afhængighed. Platformene har et ansvar for at beskytte børn bedre, og vi skal stille krav til gennemsigtighed og sikkerhed. Men løsningen er ikke flere forbud og mere statslig detailstyring. Vi skal styrke forældrenes ansvar og give dem bedre redskaber – frem for at lade staten overtage opdragelsen.

Jeg mener ikke, at målet i sig selv skal være færre ulve i Danmark. Ulven er kommet for at blive, og det skal vi håndtere ansvarligt. Men forvaltningen skal være realistisk og tage hensyn til mennesker og lokalsamfund. Det skal være nemmere og hurtigere at regulere problemulve – særligt dem, der gentagne gange opsøger beboede områder eller mister deres naturlige skyhed over for mennesker. Når ulve skaber utryghed eller udgør en reel risiko, skal myndighederne kunne handle konsekvent. Vi skal kunne beskytte både naturen og de mennesker, der lever tæt på den.

Danmark skal være bedre til at tiltrække kvalificeret international arbejdskraft – særligt inden for områder, hvor vi mangler hænder og kompetencer. Det styrker vores virksomheder, vækst og velfærd. Men det skal ske ansvarligt og målrettet. Vi bør prioritere faglærte og specialister fra lande, vi har gode erfaringer med, og sikre klare krav til arbejde og selvforsørgelse. Som udgangspunkt bør opholdene være midlertidige og knyttet til beskæftigelse. Det handler om at kombinere åbenhed med ordentlig styring – så vi både styrker økonomien og bevarer sammenhængskraften.

Nej, aftalen om amerikansk militær tilstedeværelse i Danmark bør ikke opsiges. I 2023 stemte vi for L188 om forsvarssamarbejde mellem Danmark og USA, fordi et tæt samarbejde med vores vigtigste allierede styrker Danmarks sikkerhed. Verden er blevet mere usikker, og NATO-samarbejdet er afgørende for vores tryghed. Amerikansk tilstedeværelse bidrager til afskrækkelse og fælles forsvar – også i Østersøområdet. Det betyder ikke, at vi afgiver suverænitet uden debat. Men i en tid med øgede trusler er det ansvarligt at stå fast på stærke alliancer frem for at svække dem.

Psykiatrien skal prioriteres højere, men løsningen er ikke automatisk flere penge. I dag forsvinder for mange ressourcer i administration og bureaukrati i stedet for at nå ud til patienterne. Vi skal sikre, at midlerne bruges bedre – med kortere ventetider, flere behandlere og mere sammenhæng i forløbene. Det kræver bedre organisering og ledelse, ikke kun større budgetter. Hvis der skal tilføres midler, skal det gå direkte til kernevelfærd og behandling. Målet er bedre hjælp til mennesker med psykiske lidelser – ikke flere systemer.

Sundhedspersonalet løfter en afgørende opgave, og løn og arbejdsvilkår skal være attraktive. Men løn bør ikke fastsættes politisk fra Christiansborg. Det er arbejdsmarkedets parter, der forhandler overenskomsterne, og den model har tjent Danmark godt. Vi er åbne for højere løn, hvis parterne bliver enige om det – og hvis økonomien kan bære det. Samtidig skal vi sikre bedre arbejdsvilkår, mindre bureaukrati og mere faglig frihed. Det handler ikke kun om løn, men om at gøre det attraktivt at blive og arbejde i sundhedsvæsenet.

Som udgangspunkt mener jeg, at den enkelte selv har ansvar for at betale for slankemedicin. Sundhedsvæsenets ressourcer er begrænsede, og vi skal prioritere behandling af sygdom frem for generelle livsstilsrelaterede udfordringer. Når det er sagt, kan der være særlige tilfælde, hvor overvægt er tæt knyttet til alvorlig sygdom, og hvor medicinsk behandling er en del af et samlet behandlingsforløb. Her skal der naturligvis være en faglig vurdering. Jeg mener, at vi skal fremme forebyggelse, ansvar og oplysning – og bruge fællesskabets midler der, hvor behovet er størst.

Jeg er i tvivl. Abortspørgsmålet er dybt etisk og personligt. Den nuværende grænse på 18 uger er resultatet af en politisk beslutning, men enhver ændring – op eller ned – kræver en grundig etisk og lægefaglig vurdering. For mig er det afgørende, at kvinder har selvbestemmelse, samtidig med at vi tager hensyn til de etiske dilemmaer, der følger med. Det er ikke et spørgsmål, der bør reduceres til slagord. Det kræver omtanke, respekt og seriøs debat.

Terminale patienter bør have ret til aktiv dødshjælp under klare, strenge og retssikre rammer. Når et menneske står over for uhelbredelig sygdom og uudholdelig lidelse, bør det have ret til selv at bestemme over sin egen afslutning. Det handler om selvbestemmelse, værdighed og respekt for det enkelte menneskes valg. Beslutningen skal være frivillig, velovervejet og truffet på et oplyst grundlag – og med stærke kontrolmekanismer. Samtidig skal vi sikre høj kvalitet i den palliative indsats. Ingen skal føle sig presset til at vælge døden, fordi omsorgen svigter.

Målet for politik bør ikke være større økonomisk lighed, men større muligheder for den enkelte. Et frit samfund belønner dem, der yder en indsats, tager ansvar og skaber værdi. Forskelle i indkomst er ikke i sig selv et problem, hvis alle har mulighed for at uddanne sig, arbejde og skabe et bedre liv. Vi skal bekæmpe fattigdom og sikre lige muligheder – ikke jagte ensartede resultater. Fokus skal være på vækst, arbejdspladser og frihed. Når flere får mulighed for at lykkes, styrker det både individet og fællesskabet.

At sænke momsen på fødevarer vil gøre momssystemet mere kompliceret og skabe nyt bureaukrati med forskellige satser og grænsetilfælde. Vi har brug for et enkelt og gennemskueligt skattesystem – ikke flere særordninger. Hvis vi vil lette presset på danskernes økonomi, er det bedre at sænke skatter og afgifter bredt, så alle får glæde af det. Derfor prioriterer vi eksempelvis at sænke elafgiften permanent. Det giver en reel og varig lettelse uden at gøre systemet mere tungt og administrativt.

Vi skal engagere os mere i EU dér, hvor udfordringerne er grænseoverskridende – som klima, forsvar, energisikkerhed og det indre marked. Her står Danmark stærkere i fællesskab end alene. Men EU skal ikke blande sig unødigt i nationale forhold. Beslutninger bør træffes så tæt på borgerne som muligt, og EU skal fokusere på kerneopgaverne frem for detailregulering. Mere samarbejde dér, hvor det giver mening. Mindre indblanding dér, hvor landene selv kan løse opgaven bedst.

Jeg er helt enig. Danmark skal fortsat være blandt de lande, der yder mest støtte til Ukraines kamp mod Rusland målt pr. indbygger. Ukraines kamp er ikke kun deres egen – den handler om Europas sikkerhed, frihed og ret til selvbestemmelse. Hvis Rusland lykkes med aggression, svækkes hele den internationale retsorden. Støtten skal være både militær, økonomisk og humanitær – og den skal være vedholdende. Det er ikke tiden til tøven. Det er tiden til ansvar og solidaritet med et land, der forsvarer vores fælles værdier.

Jeg mener ikke, at alle skoler skal pålægges at tilbyde skolemad. Det er ikke en opgave for staten at centralstyre den slags beslutninger. Skoler og forældre er forskellige, og de skal have frihed til selv at finde de løsninger, der passer bedst lokalt. Nogle steder giver en madordning mening, andre steder foretrækker forældre selv at stå for madpakken. Jeg ønsker mindre detailstyring fra Christiansborg og mere lokal frihed. Det giver bedre løsninger – og mere ansvar tættere på børnene.

Mindre klassestørrelser kan være en god idé, særligt i de yngste klasser, hvor behovet for ro og nærvær er stort. Men det bør ikke være staten, der fastsætter et centralt loft på 14 elever. Skoler og kommuner er forskellige, og de kender deres egne behov bedst. Nogle steder giver små klasser mening, andre steder kan ressourcerne bruges bedre på flere lærere, tolærerordninger eller specialpædagogisk støtte. Vi skal give frihed lokalt – ikke styre detaljerne fra Christiansborg.

Selskabsskatten bør sænkes. Hvis vi vil have flere investeringer, flere arbejdspladser og højere lønninger, skal det være mere attraktivt at drive og udvikle virksomhed i Danmark. Kapital er mobil, og vi konkurrerer med andre lande om virksomheder og investeringer. En lavere selskabsskat styrker vores konkurrenceevne og gør det mere attraktivt at placere produktion, innovation og hovedsæder i Danmark. Det handler ikke om at favorisere virksomheder – men om at skabe vækst, som finansierer vores velfærd. Når virksomhederne vokser, gavner det hele samfundet.

Der skal være en tydelig økonomisk forskel på at være i arbejde og modtage offentlige ydelser. Det skal altid kunne betale sig at tage et job. I dag er gevinsten ved at arbejde ofte for lille, fordi ydelserne er høje, og fordi skatten på arbejde udhuler forskellen. Det svækker incitamentet til at tage ansvar og bidrage. Vi skal sænke skatten på arbejde og sikre, at overførsler ikke ligger så tæt på en lønindkomst, at forskellen forsvinder. Et samfund fungerer bedst, når det belønner indsats – og når det altid kan mærkes økonomisk at gå på arbejde.

Jeg mener, at seniorer skal have mere ud af at blive på arbejdsmarkedet. Ingen skal straffes økonomisk for at arbejde – heller ikke når man når pensionsalderen. I dag bliver gevinsten ved at tage ekstra timer eller blive nogle år længere ofte udhulet af skat og modregning. Det giver ikke mening. Jeg vil sænke skatten på arbejde og gøre pensionsreglerne mere fleksible, så det bedre kan betale sig at blive. Det handler både om respekt for den enkeltes indsats og om at sikre, at vi bruger den erfaring og arbejdskraft, vi har, klogt.

Jeg er ikke imod solceller, og jeg mener, at de kan være en del af energimixet. Men jeg mener også, at massiv opsætning på åbent land har konsekvenser for natur, landskab og landbrugsjord, som vi skal tage alvorligt. Jeg vil prioritere stabile, CO₂-fri energikilder, der fylder mindre og leverer strøm uafhængigt af vejret – herunder atomkraft. Det giver høj energisikkerhed og frigiver mere plads til natur. Jeg mener, at solceller i højere grad bør placeres på tage, parkeringsarealer og allerede udnyttede arealer frem for at beslaglægge store landområder. Den grønne omstilling skal ske med omtanke for både natur og forsyningssikkerhed.

Den grønne omstilling er vigtig, og vi skal have mere vedvarende energi – også vindmøller. Men det må ikke ske hen over hovedet på lokalsamfund. Naboer skal høres, og der skal være reel inddragelse. Lokal opbakning er afgørende for, at projekter lykkes på lang sigt. Hvis mennesker oplever, at beslutninger træffes uden respekt for deres hverdag og ejendom, skaber det modstand – også mod den grønne omstilling. Vi skal finde løsninger, der balancerer behovet for energi med hensynet til dem, der bor tæt på.

Vi står bag de naturnationalparker, der allerede er aftalt, og det er vigtigt, at vi styrker natur og biodiversitet i Danmark. Men nye naturnationalparker skal ikke presses igennem uden respekt for lodsejere og lokalsamfund. Ejendomsretten er grundlæggende, og inddragelse er afgørende for at skabe opbakning. Naturbeskyttelse skal ske i balance med mennesker, erhverv og lokalt engagement. Vi skal passe på naturen – men vi skal også passe på retssikkerhed og tillid.

Groft kriminelle udlændinge skal udvises af Danmark. Hvis internationale konventioner i praksis forhindrer os i at sende personer ud, der begår alvorlig kriminalitet, må vi være villige til at udfordre og genforhandle dem. Retten til at opholde sig i Danmark forudsætter, at man overholder landets love. Begår man grov kriminalitet, har man forbrudt sig mod det fællesskab, man er gæst i. Danmark skal respektere internationale aftaler – men de må ikke stå i vejen for grundlæggende retssikkerhed og tryghed for lovlydige borgere.

Jeg er helt uenig. Danmark skal føre en stram og konsekvent udlændingepolitik. Det er en forudsætning for sammenhængskraft, tryghed og tillid i samfundet. Vi skal stille klare krav om arbejde, selvforsørgelse og respekt for danske værdier. Ophold i Danmark er et privilegium – ikke en rettighed. Samtidig skal vi kunne tiltrække den arbejdskraft, vi har brug for, på ordnede og kontrollerede vilkår. Men asyl- og indvandringspolitikken skal være ansvarlig og fast. Kun sådan sikrer vi, at integrationen lykkes, og at vores velfærdssamfund hænger sammen.

Dansk statsborgerskab er noget af det mest værdifulde, vi kan give – og det skal ikke være nemmere at opnå. Tværtimod bør kravene være tydelige og konsekvente. Statsborgerskab forudsætter, at man kan forsørge sig selv, taler dansk, har respekt for danske værdier og ikke har begået kriminalitet. Det handler ikke om at holde mennesker ude, men om at værne om fællesskabet. Et statsborgerskab er et stærkt bånd til Danmark – og det skal være noget, man gør sig fortjent til.

Ældre skal mødes med værdighed, respekt og selvbestemmelse. Udgangspunktet må være, at man selv har indflydelse på, hvilken hjælp man ønsker i sit eget hjem. Samtidig skal vi være åbne for at bruge mere velfærdsteknologi og intelligente løsninger, der kan aflaste medarbejdere og frigive tid til den nære omsorg. Teknologi skal være et supplement – ikke en erstatning for menneskelig kontakt. Pårørende spiller allerede en vigtig rolle, men ansvaret må aldrig skubbes ensidigt over på familien. Målet er bedre kvalitet og mere frihed – ikke ringere omsorg.

Engangsydelser og tillæg løser sjældent de grundlæggende udfordringer. I stedet bør vi forbedre ældres vilkår gennem lavere skat, større valgfrihed og bedre muligheder for selv at spare op og disponere over egne midler. Det giver mere varig tryghed end midlertidige forhøjelser. Vi skal sikre en værdig alderdom – men løsningen er ikke nødvendigvis flere overførsler. Det handler om frihed, ansvar og en sund økonomi, der kan bære velfærden på lang sigt.

Unge skal have mulighed for at tage en ungdomsuddannelse i nærheden af deres bopæl. Det er vigtigt for trivsel, fællesskab og sammenhæng i hverdagen. Samtidig går jeg ind for mere frit gymnasievalg og mindre tvangsfordeling. Det skal ikke være systemet, der bestemmer, hvor unge må gå i skole – det skal de selv i samarbejde med deres forældre. Jeg ønsker et uddannelsessystem med frihed, kvalitet og ansvar. Nærhed og valgfrihed kan godt gå hånd i hånd.

Danmark har brug for flere, der vælger professionsuddannelser – fx inden for sundhed, undervisning og velfærd. De uddannelser er helt afgørende for vores samfund. Men det er ikke statens opgave at styre unges uddannelsesvalg. Den enkelte skal have frihed til at vælge den vej, der passer bedst til evner, interesser og ambitioner. Opgaven er at sikre høj kvalitet, gode vilkår og reel information om mulighederne – ikke at tvinge eller skubbe unge i en bestemt retning gennem politisk detailstyring.

Jeg mener ikke, at problemet først og fremmest er fordelingen mellem hovedstaden og resten af landet. Jeg mener, at staten generelt bruger for mange penge på kultur. Kultur kan have stor værdi – også økonomisk. Store kulturinstitutioner og events tiltrækker turister, skaber arbejdspladser og bidrager til vækst, både i København og i resten af landet. Det skal vi anerkende. Men jeg mener, at finansieringen i højere grad bør ske gennem brugerbetaling, fonde og private bidrag frem for stadig større offentlige tilskud. Staten skal fokusere på kerneopgaver – og lade mere plads til civilsamfund og marked.

Borgerne har allerede adgang til at færdes på stier og i private skove efter gældende regler. At udvide adgangen yderligere vil være et indgreb i den private ejendomsret. Ejendomsretten er en grundlæggende frihed i et retssamfund. Hvis staten ensidigt udvider offentlig adgang til privat jord, svækker det respekten for den enkeltes ret til at bestemme over egen ejendom. Vi skal værne om naturen og sikre gode muligheder for friluftsliv – men det skal ske med respekt for private lodsejere og frivillige aftaler, ikke gennem flere tvungne indgreb.