Jeg stiller op, fordi vi har brug for modige beslutninger – ikke flere halve løsninger. Lokalpolitik kan og skal være drivkraft for bæredygtig udvikling og social retfærdighed. Mine rødder er aktivistiske: Jeg har organiseret mig i fagbevægelsen, stået i græsrodsbevægelser og arbejdet frivilligt for forandring. Jeg kæmper for ren luft, levende natur og børn og unge, der ikke skal presses ind i systemer, men gives plads til at gro. Jeg er vokset op på landet og har boet i Aarhus – jeg kender både oplandets udfordringer og byens muligheder. Derfor arbejder jeg for en kommune, der ikke glemmer dem uden for Ringgaden. Samtidig har jeg øje for erhvervslivet – fra de små lokale producenter og iværksættere, der styrker lokalsamfundet, til de store internationale virksomheder, der har musklerne til at rykke på bæredygtighed. Hvis vi skal lykkes, skal alle med. Forandring sker nedefra – og vi skaber den bedst, når vi gør det sammen.