Jeg stiller op til Regionsrådsvalget for at sikre at vi i fremtiden har et stærkt nært sundhedsvæsen, et sundhedsvæsen i verdensklasse. Jeg vil kæmpe for den nære sundhed, og for at borgerne møder et system der er let tilgængeligt, og med kvalificeret hjælp. Borgerne skal ikke opleve et uigennemskueligt system, men opleve et samlet sundhedstilbud hvor nærvær og kvalitet hænger sammen. Der er brug for større lighed i sundheden. Psykiatriske patienter skal behandles ligestillet med de somatiske, og vi skal tage psykiatrien lige som alvorligt som resten af sundhedsvæsenet. Vi skal have skarp fokus på mistrivsel blandt børn og unge med forebyggelse og tidlig indsats. Og helt lokalt, så bor jeg til dagligt i Grindsted, en by der er ramt af en omfattende generationsforurening, en forurening der kræver handling, oprensning og nye sundhedsmæssige undersøgelser, for klarhed om konsekvenser.