Jeg stiller op til kommunalvalget i Lemvig, fordi jeg vil være med til at skabe en kommune med plads til alle – uanset hvem man er, eller hvem man elsker. Som tilflytter har jeg mærket både det stærke lokale fællesskab og de steder, hvor vi kan blive bedre til at rumme hinanden. Jeg bringer mange års erfaring fra både det private og offentlige – IT, salg, kundeservice og socialpædagogik – hvor jeg har arbejdet med mennesker, relationer og løsninger i virkeligheden. Jeg ved, at forandring kræver dialog, mod og respekt. Jeg kæmper for ligestilling, trivsel og lige muligheder for alle – også for dem, der ofte ikke bliver hørt. Som en del af LGBTQ-miljøet står jeg fast på, at ingen skal mødes med fordomme eller uretfærdighed. Jeg ønsker et Lemvig, hvor forskellighed er en styrke, og hvor vi sammen skaber fremtiden med ansvar, varme og nytænkning.