Jeg stiller op til regionsrådet, fordi jeg gerne vil bidrage med et praktisk og jordnært blik på vores sundhedsvæsen. Jeg har ikke arbejdet med regionspolitik før, men jeg kender hverdagen i mødet mellem borgere, erhverv og myndigheder – og ved, hvor meget det betyder, når tingene fungerer i praksis. Jeg tror på, at de bedste løsninger skabes tæt på mennesker og gennem samarbejde. Derfor vil jeg arbejde for et sundhedsvæsen med mere nærhed, sammenhæng og tillid – både for patienter og personale. Der skal være kortere ventetider, bedre koordinering mellem hospitaler, læger og kommuner og plads til faglighed i stedet for unødigt bureaukrati. Jeg går til politik med nysgerrighed, respekt og et ønske om at forstå – og finde fælles løsninger, der virker i virkeligheden. For mig handler det ikke om store ord, men om resultater, man kan mærke i hverdagen. Et sundhedsvæsen, der fungerer for mennesker – ikke omvendt.