Der må efter min mening HØJST være en times kørsel til nærmeste akuthospital - uanset hvor i regionen, man bor. I de områder, hvor der er mange borgere, som har op mod en times kørsel til akuthospital, skal dækningen med lægeambulancer med nødvendigt livsreddende udstyr være god og sikker.

Sundhedsvæsenet skal efter min mening fortsat være skattefinansieret. Mere brugerbetaling vil altid ramme dem med de mindste indkomster hårdest og vil drive sundhedsvæsenet i den stik modsatte retning af, hvad der er målet med den nye sundhedsreform.

Jeg synes det er en god ide på frivillig basis at afprøve, om der kunne være flere fjernkonsultationer for nogle typer af symptomer, patientforløb og patienter. En borger skal dog ALTID kunne kræve at komme til en personlig konsultation ansigt til ansigt med (egen) læge.

Langt de fleste af os vil foretrække at blive behandlet på de dygtigste, ofte mest specialiserede afdelinger med det bedst uddannede personale - også når hospitalet ligger måske 75 - 100 km eller længere væk. Der er imidlertid også en hel del mere enkle behandlinger, som sagtens vil kunne finde sted på mindre syge- og sundhedshuse, bare det rigtige udstyr og evt. efteruddannelse er på plads. Fordelene herved er bl.a. mindre vente- og transporttid.

Jeg støtter den aktuelle politik, som placerer døgnåbne akutafdelinger på udvalgte sygehuse spredt ud over regionen. Det handler for mig om, at akutfunktionerne om noget skal have det bedste, mest opdaterede udstyr og den bedste - og fuldt tilstrækkelige - bemanding uanset tidspunkt. På andre sygehuse skal der være akutklinikker, der kan tage imod patienter med mindre skader i dagtimerne.

Det bør ikke være et enten-eller her. Hvis vi fortsat vil have at der bor mennesker på landet, så skal den kollektive transport OGSÅ styrkes her. Jeg vil gerne være med til at vurdere, om midlerne og støtten anvendes bedst muligt, herunder om der skal være et skifte fra en kollektiv transportform til en anden, afhængig af kundegrundlag mm. Men vi har ikke brug for, at der kommer flere 'sorte pletter' på landkortet, som ikke kan nås med kollektiv trafik. Med ny teknologi og stadig mere effektive el-køretøjer, så vil mulighederne for mere effektiv kollektiv trafik i landdistrikterne og mellem mindre byer antagelig blive bedre og bedre. Det skal vi som samfund investere i og udnytte.

Der er generelt brug for flere penge til sundhedsvæsenet, hvis sundhedsreformen skal lykkes og uligheden i sundhed og trivsel mindskes. Psykiatrien skal som noget af det vigtigste klart styrkes, men det behøver ikke - og bør ikke - være på bekostning af andre sygdomsbehandlinger.

Regionerne har udviklet sig til at være en langt større succes, end mange havde forventet, da de blev skabt, næsten som en slags nødløsning, i 2007. Det danske sundhedsvæsen er efterhånden i europæisk topklasse og de mange investeringer i nye sygehuse, kræftplaner mm. har ført til gode resultater. Alternativet og jeg er store tilhængere af regionerne, som vi mener er en vigtig del af vores demokrati. Vi ser dem gerne styrket og mener, at der er opgaver inden for fysisk planlægning, energi, trafik, klimasikring, miljø og natur mm., som regionerne i fremtiden bør varetage. Sundhedsvæsenet fylder næsten 10 pct. af vores samlede økonomi og er en hjørnesten i det danske velfærdssamfund. Så vigtig en sektor skal styres demokratisk, med folkevalgte, som har det som deres primære opgave og som kan samarbejde tæt med kommunerne i regionen. Et statsligt sundhedsvæsen vil skære alle fire regioner (og deres kommuner) over en kam og øge risikoen for ansvarsforflygtigelse.

Det bedste - og på sigt billigste - er at sikre, at vi har nok kapacitet på de offentlige sygehuse. Jeg er skeptisk overfor at give privathospitalerne flere opgaver, fordi det øger konkurrencen om det sundhedsfaglige personale - især sygeplejersker og læger, som vi i forvejen kæmper for at fastholde og rekruttere til det offentlige sundhedsvæsen.

Den prioritering af pladser og behandling er jeg sikker på allerede finder sted i dag. Alle patienter skal, uanset sygdom, mødes af et sundhedsvæsen, som tilbyder den bedst tilgængelige behandling, som systemet råder over. Det er samtidig klart, at der selvfølgelig er grænser for, hvor mange eksperter og penge, der kan uddannes og anvendes på meget sjældne sygdomme, men der bør under alle omstændigheder være en vis forskning og opsamling af viden i forhold til at alle kendte sygdomme.

Der er generelt brug for flere penge til sundhedsvæsenet, hvis sundhedsreformen skal lykkes og uligheden i sundhed og trivsel mindskes. Børne og unge-psykiatrien skal som noget af det vigtigste klart styrkes, også selvom det medfører lavere prioritering af andre ting. Men det handler ikke kun om psykiatrien. Den tidlige indsats i forhold til børn og unge med begyndende mentale problemer, angst, skolevægring mm. skal også styrkes - bl.a. i form af gratis mulighed for psykologisk rådgivning og andre forebyggende indsatser.

For at få taget ordentlig hul på opgaven med at mindske ulighed i sundhed og trivsel i region Østdanmark, kan det være nødvendigt i en periode at arbejde med løntillæg eller bonusser. Men målet må klart være, at arbejds- og levevilkår for vores sundhedspersonale bliver så attraktive overalt i regionen, at vi på sigt ikke har behov for særlige økonomiske belønninger.

Jeg ønsker fokus på mennesker og at læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale bruger tiden på borgerne, ikke på detailstyring og dokumentationskrav, som ikke er sundhedsfagligt begrundede. Jeg ønsker et inkluderende sundhedsvæsen, hvor det hele menneske er i fokus og hvor læger og sygeplejersker har tid til at samarbejde med patient og pårørende om den bedst mulige behandling og omsorg. Det kræver mere tillid og mere frihed fra bureaukrati til de sundhedsfaglige medarbejdere.

Jeg er tilhænger af den danske familielæge-model, som bygger på den private alment praktiserende læge. Derfor mener jeg, at man skal være meget forsigtig med at etablere regionsklinikker, som vil være i direkte konkurrence med en eller flere private praksisser - en konkurrence, som både kan handle om pris, antal klienter og klienttyper. Når det er sagt, så er der og kan der fortsat være behov for at oprette og drive regionsklinikker ind til, at det er muligt at sikre det nødvendige antal private lægepraksisser.

Kræft kan ramme os alle og samtidig ved vi, at den hurtige og rigtige behandling i stigende grad redder liv og leveår. Der er imidlertid også andre sygdoms- og sundhedsområder - fx psykiatrien, funktionelle lidelser, diverse sjældne sygdomme og hele forebyggelsen - som har brug for at blive prioriteret højere. Derfor skal der tilføres flere penge til sundhedsvæsenet generelt.

Det er absolut det vigtigste mål med sundhedsreformen og med den nye region Østdanmark at sikre en god almen lægedækning for alle, uanset hvor i regionen de bor. Der bliver med reformen også tilført flere penge til sundhedsområdet og den største del af disse nye penge bør efter min mening bruges på at sikre en mere ligelig lægedækning. Jeg tror imidlertid også, at vi kan komme et langt stykke ad vejen gennem frivillige tiltag, flytning af investeringer og langsigtet planlægning.

Jeg mener, at regionerne skal arbejde videre med at reducere den ret store klimabelastning, som vores sygehuse og det øvrige sundhedsvæsen står for. Som udgangspunkt må og skal det arbejde kunne fortsætte indenfor de budgetter, som regionerne allerede har. Jeg er dog også klart tilhænger af, at vi som samfund bruger langt flere penge på omstilling til et bæredygtigt og klimaneutralt samfund. Og når der politisk er enighed om, at det er den vej vi skal, så skal regionerne også tilføres flere penge til dette formål.

Vi har brug for at udnytte sundhedsvæsenet, sygehusene og personalet så godt som muligt for at mindske ventelister mm. Der kan selvfølgelig være årsager til afbud, som ikke skal koste patienten noget. Der skal også skeles til patientens betalingsevne, men ellers bør udeblivelse, som ikke har tvingende årsag, udløse en (mindre) bøde.