Er du enig med Klaus Kristensen?

Del kandidaten

Klaus Kristensen

Selvstændig

Liberal Alliance

Derfor stiller jeg op til valget

Jeg stiller op, fordi vi har brug for et sundhedsvæsen, der sætter patienten først – ikke systemet. Regionerne har spillet fallit med dyre IT-fiaskoer som Sundhedsplatformen, voksende ventelister og for meget papirarbejde. Jeg vil lukke regionerne, indføre ét landsdækkende digitalt system og give patienterne frit valg mellem offentlige og private tilbud. Pengene skal følge patienten, ikke mursten og administration. Jeg bringer 35+ års erfaring som IT-leder og direktør, vant til at skabe resultater gennem data, effektivisering og teknologiske løsninger. Jeg kender både kommunale og regionale udfordringer og ser fordelen i at forene indsatsen. Vi skal bruge ressourcerne dér, hvor de gør mest gavn: flere praktiserende læger, bedre psykiatri, hurtigere diagnosticering og reel behandling frem for ventetid. Stem på mig for analytisk sans, ledelseserfaring og teknologisk indsigt – og for et sundhedsvæsen med mere frihed, mere behandling og mindre system.

Politisk karriere

2024-nu · Kommunalbestyrelsesmedlem · Lejre Kommune

2021-2024 · Kommunalbestyrelsesmedlem · Lejre Kommune

2024-nu · Kommunalbetyrelsesmedlem

Tillidsposter

2024-nu · Bestyrelsemedlem · Startup Borgen

2010-2014 · Formand · VL-Com

Erhvervskarriere

2017-nu · Ledelseskonsulent, Direktør · KK Business Consulting

Det er i orden, at der er relativt stor forskel på, hvor hurtigt ambulancerne er fremme i landområderne i forhold til i byerne ved livstruende kørsler.

Klaus Kristensen uddyber:

Når man får hjertestop eller blodprop, tæller hvert minut – her må geografi ikke være en dødsdom. Hvis vi samler specialer på færre sygehuse, er det afgørende, at ambulancedækningen styrkes i yderområderne. Det kræver flere stationer, bedre responstid og avanceret udstyr i bilerne. Lighed i akut hjælp er et grundprincip: borgernes postnummer må ikke afgøre chancen for at overleve et livstruende tilfælde.

Der bør indføres et gebyr på 100 kr. på besøg hos praktiserende læge for at finansiere andre udgifter i sundhedssystemet.

Klaus Kristensen uddyber:

Jeg er helt uenig i et generelt gebyr på 100 kr. for alle lægebesøg. Vi skal ikke skabe en økonomisk barriere for helt almindelige patienter, der har brug for hjælp. Men vi bør indføre et gebyr for “no-shows” – altså udeblivelser uden afbud – som både er respektløst over for lægens tid og stjæler tid fra andre patienter. Et rimeligt gebyr her vil skabe bedre udnyttelse af kapaciteten og mindske spild. Det handler ikke om at straffe sygdom, men om at få flere til at melde afbud i tide, så tiden kan bruges på de patienter, der har behovet.

En større andel af konsultationer med praktiserende læger og med lægevagten skal foregå over video eller telefon.

Klaus Kristensen uddyber:

Video- og telefonkonsultationer kan frigøre tid og give hurtigere adgang til hjælp – især til simple opfølgninger, medicinfornyelse og rådgivning. Det kan gavne ældre og borgere i yderområder, hvor transport er en barriere. Men det må aldrig erstatte fysisk møde, når det er nødvendigt for kvalitet og sikkerhed. Lægerne skal vurdere, hvornår en fysisk undersøgelse er påkrævet. Patienterne skal også lære at bruge løsningerne og give samtykke – fx med hjælp fra hjemmeplejen i starten. For patienter med komplekse eller psykiske sygdomme er nærvær afgørende. Video og telefon skal være et fleksibelt supplement, ikke en spareøvelse. Brugt rigtigt kan det forkorte ventetiden og frigøre lægetid til dem, der virkelig har brug for at blive set.

Det er vigtigt at holde fast i de mindre syge- og sundhedshuse, selv hvis det koster på specialiseringen på de enkelte sygehuse.

Klaus Kristensen uddyber:

Små sygehuse med lav aktivitet kan ikke opretholde den nødvendige rutine og erfaring, og det går ud over patientsikkerheden. Sundhedsdata viser, at jo oftere et team udfører en behandling, jo bedre bliver resultaterne – og jo færre fejl. Nærhed kan føles trygt for raske, men for en syg patient er det vigtigste kompetence og kvalitet. Vi skal ikke fastholde funktioner, der kun eksisterer for at “holde liv” i et lokalt hus. Det giver bedre behandling at samle ekspertisen på færre, større sygehuse – også selvom det kræver længere transport. Men de mindre huse kan spille en rolle for forebyggelse, kontrolbesøg og rehabilitering, hvor der ikke kræves specialiserede teams. Vi må hellere investere i ambulanceberedskabet, så patienten hurtigt kommer frem til rette sted, fremfor at fastholde forældede strukturer.

Regionen skal opprioritere akutberedskabet i yderområderne, selv om det vil ske på bekostning af andre områder.

Klaus Kristensen uddyber:

Bor man i yderområder, skal man kunne føle sig tryg ved, at hjælpen når frem i tide – også selvom det koster ekstra. Derfor giver det mening at styrke akutberedskabet, men det må ikke ske uden at vi ser på, hvor behovet er størst og hvor responstiderne er længst. Det kræver mere end blot flere ambulancer: bedre planlægning, bedre udnyttelse af akutlægebiler og hurtigere visitering fra 112. Vi skal bruge data til at prioritere, så de ressourcer vi har, skaber mest tryghed og redder flest liv. Vi må ikke skære i andre kritiske funktioner uden en grundig faglig vurdering, men sikre, at de rigtige hænder er til stede dér, hvor minutterne er afgørende.

Buslinjer med få passagerer skal nedprioriteres, så der kan sættes flere busser ind på linjer med mange passagerer.

Klaus Kristensen uddyber:

Fordi ressourcerne bør følge behovet: tomme busser gavner ingen. I byområder med mange passagerer kan flere afgange forbedre hverdagen for mange. Men i landområder er kollektiv trafik ofte det eneste alternativ til bilen for dem uden kørekort. Her skal nedlæggelse af buslinjer følges af bedre flextrafik og lokale samkørselsløsninger. Data om passagertal skal danne grundlag for beslutningerne, ikke mavefornemmelser. Vi skal prioritere effektivitet, men samtidig sikre, at ældre og unge i tyndt befolkede områder ikke bliver isoleret. Smart planlægning kan sikre bedre service dér, hvor folk reelt bruger den, uden at efterlade andre uden transportmuligheder.

Regionen skal bruge flere penge på psykiatrien på bekostning af andre sundhedsområder.

Klaus Kristensen uddyber:

Psykiatrien skal løftes til samme niveau som det somatiske område. I dag venter alt for mange børn og voksne urimeligt længe på udredning og behandling, og ventetid kan forværre sygdommen og skabe livslange følgevirkninger. Vi skal styrke sengepladser, ambulante tilbud og lokale akuttilbud tættere på borgerne, så færre ender i dyre indlæggelser. Psykiatrien skal have et reelt løft – ikke bare symbolsk, men økonomisk, så behandling og kvalitet kommer på linje med resten af sundhedsvæsenet.

Regionerne bør nedlægges og opgaverne lægges ind under kommuner og stat.

Klaus Kristensen uddyber:

Jeg mener, at regionerne bør nedlægges. Danmark er med 5,9 mio. indbyggere omtrent på størrelse med Hamborg eller Barcelona – men vi har fire regioner med hvert sit IT-system, patientjournaler og regler. Det er ineffektivt og dyrt. Ét nationalt system for sundhedsvæsenet vil give bedre udnyttelse af ressourcer, ensartet kvalitet og lettere mobilitet for personalet. Vi skal have samme EPJ og samme standarder, så en læge fra Aalborg uden problemer kan arbejde i Køge. Regionerne er et unødigt administrativt mellemled, der ikke tilfører værdi til patienterne – de bør afskaffes, og pengene bruges på behandling og personale.

Regionen skal systematisk bruge private hospitaler for at nedbringe ventetider – også selvom det er dyrere pr. behandling.

Klaus Kristensen uddyber:

Ventetiden er en af de største udfordringer i sundhedsvæsenet. Det er uacceptabelt, at operationsstuer står tomme hos private, mens patienter venter i det offentlige. Selv hvis enkelte behandlinger er lidt dyrere, er det billigere for samfundet at få folk hurtigere raske og tilbage på arbejde. Vi skal bruge kapaciteten dér, hvor den er – offentligt eller privat – og lade pengene følge patienten. Samarbejdet skal være tillidsbaseret og kvalitetsdrevet, ikke kvælt af bureaukrati og særskilte regler. Patienterne har ret til hurtig hjælp, og vi har en pligt til at udnytte alle ressourcer effektivt, fremfor at lade ideologi stå i vejen for sund fornuft.

Regionen skal prioritere kapacitet til de mest udbredte sygdomme frem for meget dyre, sjældne behandlinger.

Klaus Kristensen uddyber:

Vi skal prioritere kapacitet til de mest udbredte sygdomme som kræft, hjerte-kar og diabetes, da det giver størst samlet sundhedsgevinst. Men vi må aldrig svigte patienter med sjældne sygdomme. De har ofte livstruende eller invaliderende forløb og kræver specialiseret behandling. Beslutninger skal være fagligt forankrede og gennemsigtige, så patienter og pårørende forstår, hvorfor ressourcerne prioriteres som de gør. Det skaber tillid og retfærdighed.

Der skal tilføres flere penge til børne- og ungdomspsykiatrien, selv hvis det betyder lavere prioritering af andre områder.

Klaus Kristensen uddyber:

Vi har alt for længe underprioriteret børn og unges mentale trivsel. Ventetiderne til børne- og ungdomspsykiatrien er uacceptable, og for mange unge bliver først hjulpet, når problemerne er blevet alvorlige. Tidlig indsats er både bedre for barnet og billigere for samfundet – et barn med angst eller spiseforstyrrelse har langt bedre chancer for at komme sig hurtigt med hurtig hjælp. Vi skal derfor styrke kapaciteten markant med flere sengepladser, flere børne- og ungepsykiatere, psykologer og tværfaglige teams i samarbejde med kommunerne. Samtidig bør vi investere i opsøgende indsatser, så mistrivsel opdages tidligt i skoler og dagtilbud. Hvis det kræver omprioritering fra andre områder, er det nødvendigt – for vi skylder vores børn at gribe ind tidligt og give dem et trygt liv med mindst mulig sygdomsbyrde senere.

Regionen bør give højere tillæg for at rekruttere personale til særligt pressede afdelinger – også hvis det skaber lønforskelle.

Klaus Kristensen uddyber:

Vi bliver nødt til at betale, hvor presset er størst – men ikke kun med de klassiske ledelsestillæg. Løn skal i højere grad følge kompetencer, specialviden og arbejdsbelastning, så dygtige medarbejdere på fx akutte og hårdt pressede afdelinger belønnes bedre. Det kan give forskelle, men alternativet er mangel på personale dér, hvor det brænder mest på. Det handler om at fastholde og tiltrække dem, der tager de svære vagter, og sikre patienterne ordentlig behandling.

Dokumentationskrav og bureaukrati i sundhedsvæsenet skal reduceres.

Klaus Kristensen uddyber:

Vi skal have mindre bureaukrati, men især smartere bureaukrati. Sundhedspersonalet skal kunne bruge tale som almindelig prosa, mens AI-baserede sprogmodeller automatisk placerer notaterne i journalen det rette sted. Det vil frigive tusindvis af timer fra skærm til patient, øge arbejdsglæden og mindske fejl. Vi skal fjerne unødige registreringskrav, men fastholde den fagligt værdifulde dokumentation – blot gjort enklere og digitalt understøttet.

Regionen skal oprette regionsklinikker, hvor der mangler praktiserende læger – også hvis det konkurrerer med private praksisser.

Klaus Kristensen uddyber:

Regionen skal ikke oprette egne regionsklinikker som konkurrent til de praktiserende læger. Det løser ikke lægemanglen og kan tværtimod underminere det frie erhverv, som er kernen i almen praksis. PLO påpeger, at problemet ikke er manglende offentlige klinikker, men for få praktiserende læger og for dårlig tiltrækning i yderområderne. Vi bør i stedet styrke incitamenterne: økonomiske bonusser, fleksible vilkår og partnerskabsklinikker, hvor læger får støtte til at etablere sig lokalt. Det sikrer kontinuitet og ansvar, som patienterne værdsætter, og fastholder almen praksis som det bærende fundament for det nære sundhedsvæsen.

Prioriteringen af behandlingen af kræftsygdomme i sundhedsvæsenet er kommet til at fylde for meget i forhold til behandlingen af andre sygdomme.

Klaus Kristensen uddyber:

Kræft skal fortsat prioriteres højt – vi ligger stadig bag fx Sverige på overlevelse, og mange kræftpatienter får ikke hurtig nok udredning. Men vi må ikke overse andre dødelige sygdomme som hjerte-kar- og KOL-sygdomme, hvor tidlig indsats redder liv og aflaster hospitalerne. Fokus bør være proportionalt med sygdomsbyrden: kræft skal have stor vægt, men ikke på bekostning af de områder, hvor få midler kan redde mange liv.

Regionen skal sikre god almen lægedækning i hele regionens område - uanset prisen.

Klaus Kristensen uddyber:

Alle borgere skal have adgang til en praktiserende læge tæt på – også i yderområderne. Men løsningen er ikke at udvide det offentlige, men at styrke de privatdrevne praksisser. Vi skal bruge målrettede bonusser, fleksible vilkår og bedre etableringsstøtte, så lægerne selv vælger at åbne klinik dér, hvor behovet er størst. Regionen skal skabe attraktive rammer – ikke drive klinikkerne selv.

Regionen skal prioritere flere midler til og arbejde mere målrettet for at blive klimaneutral - med fx energi fra solceller, mere cirkulær genanvendelse og bedre naturbeskyttelse.

Klaus Kristensen uddyber:

Klimaindsatsen skal bygge på fakta – ikke symbolpolitik. Før vi kaster flere skattekroner efter projekter, må vi vide, hvor regionens CO₂-udslip reelt er størst. Mange forslag som solceller på hospitalernes tage har høj pris men begrænset effekt. Vi bør investere i fremtidens teknologier, fx SMR-kraft, der kan levere grøn strøm uden at plastre landskabet til med vindmøller. Samtidig bør regionen gå forrest med bedre cirkulær genanvendelse og bruge data til at prioritere de indsatser, der faktisk gør en målbar forskel for både klima og økonomi.

Hvis en borger uden at give besked udebliver fra en aftale på hospital/klinik, skal vedkommende afkræves et gebyr på f.eks. 200 kroner.

Klaus Kristensen uddyber:

Udeblivelser uden afbud koster hvert år millioner og spilder både personalets tid og andres mulighed for hurtigere behandling. Når en patient ikke møder op, kunne tiden være brugt på en anden, der har brug for hjælp. Et gebyr på fx 200 kr. ved ”no-show” er rimeligt – det handler ikke om straf, men om ansvar og respekt for fællesskabets ressourcer. Selvfølgelig skal der være undtagelser ved akut sygdom eller manglende transport. Vi bør kombinere gebyret med bedre påmindelser via SMS, apps og e-mail, så udeblivelser forebygges. Det er en enkel og retfærdig måde at frigøre kapacitet og reducere ventetider.