AGF er en uerstattelig del af Aarhus. Jeg er selv GF-fan og har været det hele mit liv. Byens hold er en del af, hvem vi er som aarhusianere. Det er her, vi mødes hele året rundt. Når det regner og blæser, og når solen skinner. Når vi ligger nummer ét, og når det ser skidt ud. Jo flere vi er, jo større er stemningen, og jo stærkere er sammenholdet i Aarhus. Når man står på stadion, kan man mærke, hvad det vil sige at være aarhusianer. Det er noget helt særligt. Og ja, det må sgu gerne koste noget. Det må ikke koste uendeligt, men det må koste det, der skal til. Nu er vi i gang med at skabe Danmarks bedste stadion, og det arbejde skal vi gøre færdigt uden at gå på kompromis med kvaliteten. Det vil betale sig på den lange bane, både for byens hold og for os alle sammen. Og så skal vi huske, at det nye stadion ikke kun er for fodboldfans. Det bliver et samlingspunkt for hele byen, med koncerter, events og liv. Et sted, hvor Aarhus mødes. Det skal vi prioritere.

Når vi gør pladsen fri fra gennemkørende trafik, skaber vi et byrum, hvor mennesker kan opholde sig, mødes og nyde Aarhus på en anden måde. Det handler ikke om at genere bilister, men om at skabe en by, hvor der er mere liv. Erfaringer fra andre steder viser, at når bilerne forsvinder, følger bylivet med. Vesterbro Torv skal være et grønt, levende samlingspunkt, ikke et trafikknudepunkt. Derudover sikrer det også, at busserne kommer markant hurtigere frem.

Vi skal turde investere mere i folkeskolen, ikke skære den til, eller omprioritere internt. En fælles frokostordning er ikke et spørgsmål om luksus, men om fællesskab, sundhed og lighed. Alle børn skal kunne få et ordentligt måltid midt på dagen, uanset forældrenes økonomi. Det er en investering i børnene, og i vores fælles folkeskole. Det betaler sig.

Vi skal i mål med den grønne omstilling, og vindmøller er en helt central del af, at vi lykkes. Når vi opstiller vindmøller, er det altid svært at finde steder, der ikke generer nogen, det har vi senest set med vindmøllerne på Vosnæs. Derfor er industrihavnen et oplagt sted. Her står møllerne, hvor infrastrukturen allerede findes, og hvor de generer mindst muligt. Og så skal vi eje dem sammen. Vindmøllerne skal være borgerejede, så de forankres lokalt. Når aarhusianerne selv ejer dem, bakker vi alle op, for så bliver de ikke bare en øjenbæ, men et symbol på vores fælles indsats for klimaet. Helt konkret, ville fire nye vindmøller på havnen kunne levere strøm til omkring 50.000 aarhusianere og spare tusindvis af tons CO2 hver år. Det er konkret klimahandling, og et fælles projekt, vi kan være stolte af som aarhusianere.

Som en klog kvinde engang sagde: “Det er ikke New York. Det er Aarhus!” Aarhus er en smuk by, og det skal vi passe på. De seneste år er der opført for mange højhuse, især omkring Sydhavnen, som ikke passer ind i byens udtryk. De store erhvervsbyggerier skaber mere trafik og udvisker byens identitet. Hvis vi bygger højt, skal det ske med respekt for Aarhus, og være boliger, ikke prestigeprojekter.

Bedre normeringer er noget af det vigtigste, vi kan investere i. Det handler om børns trivsel, tryghed og udvikling, og om at give pædagogerne tid til at være nærværende. Når én voksen står alene med for mange børn, går både kvaliteten og arbejdsglæden tabt. Vi skal investere i mennesker, ikke tro at vi kan effektivisere dem væk. For når vi sikrer gode normeringer, skaber vi stærkere fællesskaber, gladere børn og mindre stress blandt de ansatte.

Jeg ønsker færre biler i midtbyen, men løsningen er ikke en betalingsring. Det vil først og fremmest ramme dem, der ikke har råd til alternativer. I stedet skal vi gøre det nemmere og billigere at vælge bussen, cyklen eller fødderne. Når offentlig transport bliver billig og effektiv, vælger flere den frivilligt. Vi skal skabe en midtby, hvor biltrafikken fylder mindre, men med grønne incitamenter, ikke med straf.

Kunst gør Aarhus smukkere. Det gør os klogere og giver Aarhus mere liv. Kunst provokerer, skaber samtale og fællesskab, alt det, der binder en by sammen. Og det er også velfærd. Selvfølgelig skal vi først og fremmest sikre kernevelfærden, men kultur og kunst er også en del af det gode liv. Vi skal kunne prioritere begge dele og drømme om et Aarhus, der er endnu mere levende. Derfor hverken eller, fordi det kommer an på det aktuelle budget.

Politik handler om at finde de bedste løsninger på de udfordringer, vi står med som kommune. Udvidelsen af Aarhus Havn har aldrig været den bedste løsning på manglen på plads på havnen, og det skal vi turde erkende. Derfor bør det midlertidige stop gøres permanent. Samtidig er det usikkert, om vi overhovedet kan udvide havnen på en måde, der respekterer havmiljøet i Aarhus bugten. Vi skal gøre langt mere for at sikre, at der også er liv i bugten om 10, 20 og 30 år. Udledningerne fra anlægsarbejdet ville desuden gøre det næsten umuligt at nå vores klimamål om CO2-neutralitet i 2030. Til sidst må vi også stille os selv det grundlæggende spørgsmål, om det overhovedet er bæredygtigt, at vi fortsat importerer så mange varer fra udlandet? Jeg drømmer om et samfund, hvor vi forbruger mindre og producerer mere lokalt, og dermed slet ikke har behov for en udvidelse af havnen.

Letbanen er et vigtigt redskab til at løse Aarhus’ trængselsproblemer, men ikke den eneste løsning. Vi skal udbygge letbanen, så flere bydele får glæde af den, men det skal ske sammen med markante investeringer i busnettet. Mange aarhusianere bor stadig steder, hvor letbanen ikke kommer ud. En effektiv, billig og sammenhængende kollektiv trafik med både bus og letbane er den reelle vej til mindre trængsel, ikke flere vejbaner til biler.

Vi skal helt grundlæggende turde at investere i mennesker. I velfærd. For det betaler sig altid. Det koster penge, og de penge er svære at finde i et allerede presset kommunalt budget. Derfor mener jeg, at det giver mening at hæve skatten en smule, så vi kan sikre, at vores investeringer i mennesker ikke bliver færre de kommende år.

Vi skal ikke spare for at sænke skatten, vi skal derimod investere i mennesker. Vores velfærd er under pres, og færre penge betyder dårligere skoler, ringere pleje og mindre grøn omstilling. En lavere skat gavner kun kortsigtet, mens konsekvenserne mærkes længe. Vi skal turde prioritere fællesskabet og sikre, at pengene bruges klogt, men ikke på bekostning af velfærden.

Man skal ikke stille op for pengenes skyld, men fordi man vil gøre en forskel. Samtidig må vi heller ikke ende dér, hvor kun dem med god økonomi har råd til at engagere sig. Byrådsarbejdet kræver meget tid og ansvar, og det skal anerkendes ordentligt, men uden at det nødvendigvis bliver en levevej. Derfor handler det ikke om højere løn, men om bedre vilkår, så flere helt almindelige aarhusianere kan og vil stille op.

Alle børn har ret til den hjælp, de har brug for, men det må aldrig blive et nulsumsspil, hvor nogle taber, fordi andre får mere. Vi skal styrke folkeskolens samlede ressourcer, så lærere og pædagoger har tid og støtte til både de børn, der kæmper mest, og dem, der trives. Det kræver investeringer i to-lærer-ordninger, specialpædagogisk støtte og tidligere indsats. Det skal ikke prioriteres op mod hinanden.

Der er ingen tvivl om, at der mangler hænder i daginstitutionerne. For lave normeringer betyder mindre tid til det enkelte barn, mere stress for personalet og ringere kvalitet i hverdagen. Det går ud over både børn og pædagoger. Vi skal investere i bedre normeringer og sikre, at der er tid til nærvær, leg og udvikling. Det er en investering i børnene og i Aarhus’ fremtid.

Mindre klasser kan styrke trivsel og nærvær, men jeg tror, pengene er bedre brugt på to-lærerordninger og andre initiativer, der giver mere tid til den enkelte elev. Det handler ikke kun om, hvor mange elever der sidder i klassen, men om hvor mange voksne der er til stede. Vi skal skabe en folkeskole med plads til forskellighed og tid til at se hvert barn.

Teknologi kan være et godt supplement, men den må aldrig erstatte menneskelig omsorg. Mange ældre har mere brug for nærvær end endnu en skærm eller sensor. Samtidig skal vi bruge teknologien dér, hvor den faktisk frigør tid til de varme hænder, ikke som en spareøvelse. Derfor skal prioriteten være flere medarbejdere tæt på borgerne, men med klog brug af teknologi som understøtter dem, men ikke som erstatning.

Konkurrence skaber ikke bedre omsorg. Når private aktører driver ældrepleje, går en del af pengene til profit i stedet for til varme hænder. Det udhuler økonomien i de kommunale tilbud og skaber ulighed mellem dem, der har råd til private løsninger, og dem, der ikke har. Vi skal bruge kræfterne på at styrke de kommunale plejehjem og hjemmeplejen, for det er dér, hvor fællesskabets ressourcer gør mest gavn.

Teknologi kan frigøre tid til det, der virkelig betyder noget, og det er omsorg og nærvær. Hvis en robotstøvsuger kan tage det praktiske arbejde, så hjemmehjælperen i stedet får mere tid til samtale og personlig pleje, er det en gevinst for begge. Men det skal altid ske med respekt for den ældres ønsker, og man har som borger altid lov til at sige nej til et tilbud.

Genoptræning er vigtigt, men det er forebyggelse også, og de to hænger tæt sammen. Hvis vi investerer i forebyggelse, mindsker vi behovet for genoptræning senere. Derfor skal vi tænke helhedsorienteret og skabe et sundhedsvæsen, der både forebygger og genoptræner effektivt. At tage midler fra det ene for at styrke det andet er kortsigtet. Vi skal styrke begge dele, ikke sætte dem op imod hinanden.

Aarhus skal være en by, hvor mennesker fylder mere end biler. I dag optager gennemkørende trafik og parkering langs bymidternes gader alt for meget plads, der i stedet kunne bruges til udeservering, grønne områder og trygge cykelstier. Hvis vi for alvor vil skabe en levende, fredelig og tilgængelig midtby, skal vi begrænse biltrafikken, ikke forbyde den helt, men flytte den ud af centrum. Når vi fjerner gennemkørende trafik, skaber vi byrum, hvor folk opholder sig, frem for at køre igennem. Det giver bedre luft, mindre støj og mere liv. Erfaringer fra andre byer viser, at handel og byliv blomstrer, når biler ikke dominerer gadebilledet. Det kræver dog, at vi samtidig gør det markant nemmere og billigere at tage bussen, cyklen eller bruge fødderne, og at vi har gode parkeringsmuligheder ved indfaldsvejene eller væk fra gaderne. Men hvis vi lykkes med det, får vi et Aarhus, der hænger bedre sammen og er rarere at være i for alle, ikke kun dem med bil.

Fortætning kan være fornuftigt, hvis det sker med omtanke, men Aarhus er allerede blandt de tætteste byer i Danmark. Vi risikerer at miste grønne åndehuller, dagslys og trivsel, hvis vi bare bygger mere oven i det eksisterende. I stedet skal vi udvikle nye bydele med natur, luft og liv, som Lisbjerg og Nye, så væksten bliver bæredygtig og balanceret. Byudvikling må ikke ske på bekostning af livskvaliteten.

Vindmøller og solceller er rygraden i den grønne omstilling, men udviklingen er gået i stå. Det skal Aarhus være med til at ændre. Vi skal tage ansvar ved at opstille markant flere anlæg og skabe lokalt ejerskab omkring dem, så gevinsten bliver fælles. Derfor bør virksomheder betale skat i Aarhus af den fortjeneste, de får på lokale møller og solceller, det efterspørger branchen endda selv. Men at det nødvendigvis skal være tættere på beboelse end i dag, køber jeg simpelthen ikke. Vi har masser af plads i Aarhus.

Vi skal tænke klima ind i alt, vi bygger. Kommunen skal gå forrest og vise, at bæredygtigt byggeri kan lade sig gøre, også selvom det koster lidt mere. Et lavt CO₂-aftryk betaler sig på den lange bane, både økonomisk og miljømæssigt. Når vi bygger grønt fra start, sparer vi fremtidige udgifter til energi og renovering, og vi tager ansvar for det Aarhus, vi efterlader til de næste generationer.

Aarhus skal fortsat være en by i vækst, men det kræver, at væksten bliver bæredygtig og afbalanceret. Nye arbejdspladser, investeringer og udvikling er nødvendige for at finansiere velfærden og skabe et levende byliv. Men vækst må aldrig ske ukritisk. Når byen vokser, skal vi samtidig sikre, at infrastrukturen, daginstitutionerne og skolerne følger med, for ellers mister væksten sin værdi for os aarhusianere.

Vi kan ikke bygge os ud af alle udfordringer og samtidig bevare et grønt og levende Aarhus. Naturen er ikke et luksusgode, men en forudsætning for trivsel, biodiversitet og klimatilpasning. Grønne områder skal ikke stå i vejen for udvikling, men de skal derimod være en del af den. Når vi bygger nyt, skal naturen tænkes ind fra starten. Vi skal bevare og udvide vores grønne områder, ikke fjerne dem for at bygge.

I Aarhus engagerer borgerne sig massivt i høringer, og der kommer ofte hundredvis af svar. Alligevel ændres der sjældent meget, når beslutningerne træffes. Det skaber en oplevelse af, at borgerinddragelse mest er en formalitet. Hvis vi vil styrke tilliden mellem byrådet og aarhusianerne, skal borgernes input bruges langt mere aktivt og reelt præge de beslutninger, der former vores by.

Aarhus Kommune køber i forvejen ingen varer direkte fra Israel, men jeg mener, at kommunen godt kan være tydeligere i sine værdier. Vi skal turde tage stilling, når menneskerettigheder bliver krænket også gennem vores indkøbspolitik. Kommunen skal dog ikke drive udenrigspolitik, men vi kan bruge vores indflydelse ansvarligt og sikre, at offentlige midler ikke går til produkter fra besatte områder eller undertrykkende regimer.

Kunst og kultur gør Aarhus levende. Det skaber fællesskab, sammenhængskraft og giver os et sprog for alt det, der ikke kan måles i kroner og øre. Derfor skal kommunen understøtte det lokale kulturliv økonomisk, ikke kun de store institutioner, men også de små, spirende initiativer. Det er her, nye idéer og fællesskaber opstår, og det er her, Aarhus virkelig får sin sjæl.

Flygtninge og indvandrere kan være en stor ressource for Aarhus, men det kræver, at integrationen lykkes. Når mennesker lærer dansk, får et arbejde og et fællesskab, bidrager de positivt til byen, både socialt og økonomisk. Gør vi det forkert, opstår der splittelse. Gør vi det rigtigt, får vi et stærkere og mere mangfoldigt Aarhus.