Forskellene er blevet for store, når det er kommet til at der er flest læger, hvor mennesker er mest raske, og omvendt færrest læger, hvor folk er mest syge. Derfor går jeg til valg på at sikre en markant bedre fordeling af læger, så alle har adgang til egen læge, der hvor man bor. De mindre hospitaler og sygehuse skal ligeledes have flere speciallæger, så mere kan klares lokalt. Det er også afgørende for mig, at vi får skabt en større sammenhæng i behandlingen. Alt for mange oplever at forløbet er svært at overskue, der er for mange genindlæggelser og ventetider kan være lange. Vi skal samarbejde meget tættere de kommende år hospitaler, kommuner, praktiserende læger og civilsamfund. Jeg har god erfaring som regionsrådsformand, ved at jeg både kan samle bredt, og træffe svære beslutninger. Det er nødvendig ballast, hvis man vil stå i spidsen for den nye Region Østdanmark. Jeg er klar til ansvaret for et mere nært, mere sammenhængende og mere retfærdigt sundhedsvæsen.