Langeland Kommune har brug for en klar bosætningsstrategi, hvor man fokuserer på kommunen som en helhed. Derfor er vi nødt til at have skoler og institutioner både i nord, midt og syd samt på Strynø. Der skal byggemodnes industrigrunde, så firmaer har mulighed for at slå sig ned på Langeland, eller udvide en allerede eksisterende virksomhed. Derud over skal der byggemodnes grunde til husbyggeri, så folk der ønsker at slå sig ned på øen, rent faktisk har mulighed for at bygge et hus. Jeg vil arbejde for at vores skoler kan levere de tilbud, som er nødvendige for, at vi kan tiltrække børnefamilier. Derud over går jeg ind for en stram økonomistyring, hvor de kommunale ledere har indblik i og ansvar for, at budgetterne overholdes i deres afdelinger. Vi skal ikke fortsætte med at give uendelige efterbevilginger, hver gang et budget er skredet.