Gå til indhold
Del kandidaten
Lasse Mandal
Adm. Direktør
Liberal Alliance

Derfor stiller jeg op til valget

Stem på mig - Lasse Mandal – hvis du vil have en ny liberal stemme på rådhuset som ligner dig selv. Jeg kommer fra det private og stiller op for første gang. Jeg er derfor ikke viklet ind i de mange rævekager og kassetænkning som præger det nuværende rådhus i København. Jeg er det friske pust og min hverdag ligner din hverdag. Jeg er familiefar, bil- og boligejer. Jeg har ting jeg skal nå og en travl hverdag. Derfor har jeg et stramt fokus på, at kommunen skal stoppe med spænde ben for dig og din families hverdag. Trafikken skal glide, skoler og børnepasning skal være i topklasse og der skal ske meget mindre politisk nudging og detailstyring af din hverdag fra rådhusets politikere. Kort sagt: Kommunen skal gøre din hverdag lettere!

Tillidsposter
2016-2020 · Lægdommer / Domsmand · Københavns Byret
Erhvervskarriere
2012-nu · Adm. direktør · Cektos Ved Psykologerne Pia Callesen ApS
2008-2012 · Kommunikationskonsulent · Venstres Pressetjeneste / Venstres CKP
2006-2008 · Journalist · Tv Køge
2004-2005 · Journalistpraktikant · TV 2 / ØSTJYLLAND
2001-2004 · Teknisk Supporter · TDC Bredbånd Hotline
1
Københavns Kommune skal prioritere flere grønne områder – også hvis det koster parkeringspladser
Lasse Mandal uddyber:
Jeg går ind for en grønnere by med flere træer på gader og stræder. Indimellem vil et nyt træ muligvis koste en p-plads hist og her. Men vi skal i videst muligst omfang genskabe pladserne andre steder i området. Fx ved at tegne p-pladser op som skråparkering eller fjerne særlige restriktioner på nogle pladser som i dag er reserveret til el-delebiler osv.
2
Diesel- og benzinbiler skal forbydes i flere bydele
Lasse Mandal uddyber:
Jeg siger nej til den slags håbløs symbolpolitik. For det første så går den grønne omstilling af danske biler over al forventning. Elbilerne vælter ud på vejene. For det andet så stammer over 90% af luftforureningen i København fra kilder udenfor kommunen, som blæser ind over byen. Et bilforbud vil stort set ikke kunne måles og sådanne zoner vil i stedet skabe trængsel og bøvl i andre bydele, hvor bilerne nu skal køre store omveje rundt om zonerne. Den vedtagne zone på Vesterbro vil eksempelvis betyde 10.000 kilometer ekstra omvejskørsel og co2-udslip hver eneste døgn! Kommunen skal gøre din hverdag lettere!
3
København skal have mere metro – også selvom Københavns Kommune selv skal finansiere en stor del af det
Lasse Mandal uddyber:
Metro er meget dyrt at bygge og drive. Men metro er også den suverænt bedste form for kollektiv transport i storbyen. Den er hurtig, den har høj kapacitet og den fylder ikke op på gader, veje og pladser som vi i stedet kan bruge til andre gode formål. Jeg er klar på at skaffe den kommunale finansiering via grundsalg, Lynetteholm og hvad der ellers kræves for at vi kan bygge mere metro.
4
Der skal indføres en betalingsring rundt om København
Lasse Mandal uddyber:
Vi har tidligere haft debatten om en betalingsring omkring København. Jeg er meget imod. Bilen er vigtig din og min hverdag for at børn, arbejde, fritid osv. kan gå op i en højere enhed. Vi er allerede hårdt beskattet via registreringsafgift, grønne afgifter, afgifter på benzin, diesel og elektricitet for ikke at tale om høje timepriser på parkering i byen. Vi skal ikke have endnu en skat på vores hverdag. Kommunen skal gøre din hverdag lettere! Din hverdag skal ikke være dyrere og sværere som en betalingsring vil gøre.
5
København skal øge antallet af parkeringspladser til biler - også hvis det koster cykelstier eller byrum
Lasse Mandal uddyber:
At byen har nok parkeringspladser er vigtigt for både os der bor i byen og dem der besøger os. De suverænt billigste pladser at anlægge er dem vi slet ikke nedlægger langs kantstenene. I de seneste år er hundredvis af p-pladser blevet nedlagt i København uden at der er anlagt bedre ting på arealerne. Det er både nemt og meget billigt, hvis vi atter tillader biler at parkere på de pladser og det vil mindske trængslen, forbedre handelslivet og gøre hverdagen lettere for os der bor eller arbejder i de områder.
6
Kollektiv trafik skal være gratis
Lasse Mandal uddyber:
Der findes ikke noget der er gratis. Hvis du ikke betaler for din busbillet, så skal nogle andre gøre det. Chaufførerne skal stadig have løn og busserne skal købes og serviceres. Det vil være en enorm skatteregning, hvis alle de nuværende billetindtægter til busser og tog skal betales over skatten. Her synes jeg det er mest rimeligt, at bussen og toget betales af dem, der rent faktisk kører med dem og ikke af alle dem der ikke kører med dem.
7
Københavns Kommune skal afskaffe forældrebetalingen i kommunale daginstitutioner
Lasse Mandal uddyber:
Som liberal har jeg bemærket, at Socialdemokratiet i København mener at man godt kan spare 800 mio. kr. på administrationen og de kolde hænder på rådhuset. Det lyder som en rigtig god idé og jeg vil gerne arbejde for yderligere besparelser på administrationen. Men jeg mener ikke de sparede penge bedst bruges på at gøre børnepasning gratis for byens velhavende børnefamilier. I dag har de svageste familier allerede adgang til stærkt reducerede takster eller endda helt gratis fripladser til børnepasning. De sparede penge vil derfor være bedre brugt på at indhente efterslæb på andre budgetter og så naturligvis lavere generelle skatter på byens borgere.
8
Andelen af almene boliger i nybyggeri skal øges markant
Lasse Mandal uddyber:
Boligpriserne i København er skyhøje fordi 80% af danskerne ønsker at eje deres egen bolig. I København er det dog kun 22% af alle boliger som er ejerboliger. Resten er forskellige former for leje- og andelsboliger. Jeg gør ikke dig og din familie en tjeneste ved at bygge almene lejligheder med store skattetilskud hvor du så i resten af dit liv kan smide store dele af din løn ned i et sort huslejehul. Det bedste for dig og din familie vil være, at der bliver bygget masser af nye ejerlejligheder. Også lejligheder i mindre størrelser end der bygges i dag, så du kan få foden ind på boligmarkedet. På den måde vil du nemlig spare penge op til dig selv hver måned i stedet for bare at betale en endeløs husleje. Kommunen skal gøre din hverdag lettere!
9
Projektet med Lynetteholmen skal skrottes
Lasse Mandal uddyber:
Lynetteholm-byggeriet er allerede meget fremskredent og det kan ikke stoppes nu. Hvis det skulle ske vil både have spildt mange milliarder skattekroner, men vi vil også stå uden den nødvendige stormflodssikring af København, som Lynetteholm vil skabe. Desuden vil hele M5-metrolinjen mangle penge og boligpriserne i København vil eksplodere, fordi der pludselig ikke bliver bygget de mange nye boliger til alle dem, der gerne vil bo i København.
10
Rygning skal forbydes på kommunale pladser og i parker
Lasse Mandal uddyber:
Jeg bryder mig ikke om flere forbud og folk må gerne ryge, hvis de giver dem glæde at gøre det. Men rygningen skal også finde sted på en måde, hvor dem der ikke ønsker at indånde røg kan slippe for det. Jeg vil foretrække hvis vi kan blive enige om, at rygning ikke foregår indenfor i offentlige bygninger og at der ikke ryges i indgangsarealer og lignende steder, hvor alle skal kunne passere uden at blive påduttet andres røg.
11
Kommunens serviceniveau må gerne øges, også hvis det kræver højere kommuneskat.
Lasse Mandal uddyber:
I København er dette en ganske teoretisk diskussion. København udnytter nemlig fuldt ud lovgivningens rammer for hvor mange penge der må bruges på service. Selvom man eventuelt hævede skatten, så må kommunen altså ikke bruge flere penge.
12
Der skal spares på de kommunale budgetter, så kommuneskatten kan sættes ned.
Lasse Mandal uddyber:
I København er økonomien så god, at kommunen allerede indkræver mange flere skattekroner end kommunen ifølge loven må bruge på velfærd og byggeri. Det er derfor slet ikke nødvendigt at spare på budgetterne for at kunne sætte skaterne ned.
13
Det skal være økonomisk mere attraktivt at sidde i byrådet/kommunalbestyrelsen, så flere bliver interesserede i at stille op.
Lasse Mandal uddyber:
Jeg stiller op for første gang og har derfor ikke erfaring med om det beløb man modtager i vederlag ved at sidde i borgerrepræsentationen står mål med arbejdsbyrden. En mere gennemsigtig model, med vederlag der svarer mere til en fuldtidsstilling kunne måske godt hjælpe på de mange historier om ”gode ben”, bestyrelsesposter og lignende, som mange må forhandle sig til, da det kan være svært ellers at passe et almindeligt arbejde ved siden af.
14
Skolerne skal i højere grad hjælpe særligt udfordrede børn, også selvom det vil ske på bekostning af hjælpen til de øvrige elever.
Lasse Mandal uddyber:
København har heldigvis allerede satset stort på specialskoler til de børn der ikke passer ind i almindelige klasser. Jeg har selv en søn i en af kommunens specialskoler og han trives godt. Det arbejde skal vi fortsætte men vi bør have endnu mere fokus på at være ambitiøse med det enkelte barn. Uanset hvad dit udgangspunkt er, så kan du altid blive bedre med den rette træning.
15
Der er p.t. for få ansatte i forhold til antallet af børn i daginstitutionerne i min kommune.
Lasse Mandal uddyber:
I min søns børnehave på Amager er der en fin normering, lavt sygefravær og altid en god stemning. Jeg mener at kvaliteten i en børneinstitution primært handler om hvordan leder, forældrebestyrelsen og personalet prioriterer deres ressourcer. Vi bør gøre langt flere institutioner i København selvejende eller private og lade dem selv håndtere deres budgetter uden politisk indblanding. Den frihed til selv at styre vil skabe en langt bedre kvalitet og engagement i daginstitutionerne.
16
Klassernes størrelse i folkeskolen skal ned - også hvis andre områder må spare.
Lasse Mandal uddyber:
Det er mit indtryk at klasserne i byens skoler generelt fungerer godt som de er nu. Konkrete problemer i enkelte klasser skal naturligvis løses
17
Der skal prioriteres flere varme hænder frem for mere velfærdsteknologi i ældreplejen.
18
Mere konkurrence fra private aktører i ældreplejen vil forbedre serviceniveauet.
Lasse Mandal uddyber:
Konkurrence er ubetinget godt! Konkurrence skaber innovation, bedre kvalitet og lavere priser. Monopoler – uanset om de er offentlige eller private gør det stik modsatte. Derfor skal pengene altid følge borgeren og vi skal selv kunne vælge hvilke leverandører og services vi ønsker af vores ældrepleje.
19
Hjemmeplejen må aldrig udskifte en hjemmehjælpers støvsugning hos en ældre med en robotstøvsuger, med mindre det er den ældres eget ønske.
Lasse Mandal uddyber:
Robotstøvsugere kan ofte være en god idé. Men kun hvis den frigjorte tid stadig bruges hos den ældre. Fx til at tørre støv af hylder og billederammer eller samvær og omsorg.
20
Der bør bruges flere penge på genoptræning, selvom det indebærer, at andre kommunale sundhedsområder (som for eksempel forebyggelse) får færre penge.
Lasse Mandal uddyber:
Det bør være en topprioritet at hjælpe folk tilbage til et værdigt og forhåbentligt normalt liv efter sygdom eller ulykke. Det er det rigtige at gøre og kommunen sparer næppe penge, hvis folk i stedet får brug for kommunal hjælp resten af livet i stedet for genoptræning.
21
Kommunen skal i højere grad sikre fredelige bymidter ved at forbyde gennemkørende trafik og parkering langs gaderne.
Lasse Mandal uddyber:
En by er kendetegnet ved at være et punkt på et kort, hvor folk mødes, taler sammen, skaber kultur, handel og vækst. For at det kan lykkedes kræver det en åben by, hvor mennesker og varer let kan komme ind og ud. Vi skal ikke spærre byen af eller lukke den omkring sig selv. Hvis vi gør det, så dør byen til sidst. Hvis der er decideret gennemkørende trafik som ingen ærinder har i byen, så bør vi lave omfartsveje såsom Motorring 3 og den kommende Østlig Omfartsvej der vil gå i tunnel under havnen og ud til lufthavnen. Kommunen skal gøre din hverdag lettere!
22
Kommunen skal i højere grad fortætte byerne i stedet for at udlægge nye områder til boliger eller erhvev.
Lasse Mandal uddyber:
I København skal vi gøre begge dele. Vi skal bygge tættere og højere i de nye byområder og vi skal udlægge gamle industriarealer til nye by- og boligområder primært med ejerboliger i størrelser der passer både til singlen, parret uden børn og familien 1,2, 3 børn. Gør vi ikke begge dele så vil boligpriserne eksplodere endnu mere end de allerede gør og byen vil blive uopnåedelig for mange almindelige familier.
23
Kommunen skal udlægge mere plads til vindmøller og solceller, også tættere på beboelse end i dag.
Lasse Mandal uddyber:
Solceller på tagene med batteri kan være et godt supplement til enkelte bygningers drift. Men Danmark har i øjeblikket alt for meget ustabil vejrafhængig strøm i vores net. Vi har i stedet brug for stabil grøn energi og fjernvarme. I Danmark vil den mest oplagte teknologi være moderne atomkraft.
24
Alle kommunale byggerier skal have lavt CO2-aftryk - også hvis det gør projekter dyrere.
Lasse Mandal uddyber:
Kommunen skal bygge præcis som det gældende bygningsreglement foreskriver. Hverken mere eller mindre. Derudover bør kommunen prioritere, at kommunens nye bygninger bygger i en god og langtidsholdbar kvalitet. Det vil det mest klimavenlige, hvis bygningerne kan stå i flere hundrede år i stedet for at være billigt skrammelbyggeri der skal rives ned efter 30 år.
25
Politikerne skal fortsat have fuld fokus på vækst - også selvom det blandt andet betyder mere trafik og pres på skoler og daginstitutioner
Lasse Mandal uddyber:
I 80’erne og 90’erne var København en fattig, beskidt, nedslidt, grimt og usund by. Alt det er nu fortid fordi det er lykkedes os at skabe liv og vækst i byen. Husene er sat i stand. Lejlighederne er renoveret, metroen er bygget og byen er nu et sted hvor folk ønsker at bo i stedet for en by, hvor folk flygtede så snart de havde muligheden. Den udvikling skal fortsætte og derfor skal vi fortsat har stort fokus på vækst og udvikling i København. Ingen gider nemlig at bo i en by uden vækst, udvikling og fremtid.
26
Beskyttelse af grønne områder i kommunen bliver prioriteret for højt i forhold til nye erhvervs- og boligbyggerier.
Lasse Mandal uddyber:
Københavns kommunes areal er småt og tæt bebygget. Der er ikke meget natur udover Amager Fælled og Utterslev Mose. Her skal ikke bygges mere! Men i resten af byen, på gamle havne-, jernbane- og industriarealer skal vi bygge så meget vi kan, så der bliver plads til alle dem der gerne vil bo i København og så priserne kan holdes i ro.
27
Politikerne i min kommune er gode til at lytte til indsigelser fra borgere og tager deres input med i lokal- og kommuneplaner.
Lasse Mandal uddyber:
Jeg oplever ikke at de nuværende politikere på rådhuset bekymrer sig tilstrækkeligt om konsekvenserne af deres beslutninger for den enkelte borger. Jeg går til valg på, at kommunen skal gøre din hverdag lettere.
28
Kommunen skal være mere aktivistisk og eksempelvis boykotte varer fra Israel.
Lasse Mandal uddyber:
Kommunen hverken skal eller må bedrive udenrigspolitik. Som politikere på Københavns Rådhus skal vores fulde fokus være på at skabe den bedst mulige by for os der bor her.
29
Det er en vigtig kommunal opgave at understøtte det lokale kunst- og kulturliv økonomisk.
Lasse Mandal uddyber:
Det ér en kommunal opgave at understøtte kulturlivet. Men jeg mener ikke det er den vigtigste opgave. Kunstnere må i højere grad forsørge sig selv med deres kunst eller eventuelt et almindeligt arbejde ved siden af.
30
Flygtninge og indvandrere udgør en ressource frem for et problem for lokalsamfundet.
Lasse Mandal uddyber:
I de seneste årtier har vi desværre haft ganske dårlige erfaringer med flygtninge og indvandrere fra dele af verden hvor kulturforskellene simpelthen har været for store og hvor de positive bidrag til det danske samfund har været for små. Folk fra lande med et mere vestligt mindset bør vi dog stadig byde velkomne, da vi mangler arbejdskraft i Danmark. Vi bør være markant mere kritiske med hvem vi lukker ind og det skal altid være et krav at folk skal rejse hjem, hvis de ikke arbejder eller dømmes for kriminalitet. Ligeledes bør vi kun lukke folk ind fra lande der garantere os, at de vil modtage egne statsborgere, hvis vi udviser dem.