Jeg sætter hverken eller. København skal være en grøn by, men vi må også erkende, at bilen stadig spiller en vigtig rolle i mange menneskers hverdag. Det handler ikke om at vælge mellem parkeringspladser og grønne områder, men om at planlægge byen klogt. Vi skal skabe plads til begge dele – grønne åndehuller, træer og bynatur, samtidig med at der findes ordentlige parkeringsmuligheder for dem, der har brug for bilen.

Det giver mening at bevæge sig i retning af færre diesel- og benzinbiler, men der skal være en realistisk tidshorisont. Vi kan starte med at udfase dieselbilerne, men det skal ske gradvist og med omtanke. Mange borgere og virksomheder er afhængige af bilen i deres hverdag, og vi skal give folk tid til at omstille sig. Hvis vi handler for hurtigt, risikerer vi at ramme både beboere og erhvervsliv urimeligt hårdt. Det handler om grøn omstilling med fornuft – ikke symbolpolitik.

Metroen er Københavns puls – den, der får byen til at hænge sammen under jorden, mens livet summer ovenpå. Den skaber forbindelser, muligheder og bevægelse på tværs af bydele og mennesker. Hver ny linje binder byen tættere sammen og gør København mere levende, mere grøn og mere tilgængelig. Investeringerne er mulige, og vi har allerede vist vejen. Tænk engang – den første metro åbnede for over 20 år siden, og siden da har den ændret byen for altid. Det er sådan, vi bygger fremtidens København: med mod, fremsyn og investeringer, der betaler sig i livskvalitet, bæredygtighed og sammenhængskraft.

En betalingsring rundt om København er ikke vejen frem. Den rammer helt skævt og vil især gå ud over dem, der pendler til arbejde. Mange har ikke realistiske alternativer til bilen, og en betalingsring vil bare skabe mere bureaukrati og ulighed. I stedet skal vi satse på bedre kollektiv transport, flere parkeringsmuligheder ved indfaldsvejene og en gradvis overgang til grønne biler. Det handler om at få byen til at fungere – ikke at straffe dem, der skal have hverdagen til at hænge sammen.

København har et reelt parkeringsproblem, som politikerne selv har været med til at skabe. For mange københavnere er bilen en nødvendighed, ikke et luksusgode, og det er urimeligt at betale for en parkeringslicens uden at kunne finde en plads. Gadeparkering skal først og fremmest være for dem, der bruger bilen i hverdagen – til arbejde, familie og praktiske ærinder. Kommunen bør forpligtes til at skabe nye parkeringspladser, når antallet af licenser overstiger pladserne i området, og vi skal samarbejde med virksomheder og institutioner om at åbne deres pladser for beboere om aftenen og i weekenden. Samtidig skal vi indrette byen klogt, så der både er plads til biler, grønne områder og byliv. Det handler om balance og sund fornuft – ikke symbolpolitik.

Gratis kollektiv trafik lyder som en smuk tanke, og jeg deler ønsket om, at flere vælger bussen, metroen og toget. Men vi skal også være realistiske – det her koster mange penge, og samtidig ønsker vi at udbygge metroen og forbedre den kollektive transport. Det kræver store investeringer. Jeg vil i stedet arbejde for lavere priser og bedre sammenhæng i systemet, så den kollektive trafik bliver et naturligt og attraktivt valg for flere. Målet skal være, at det altid kan betale sig – både økonomisk og miljømæssigt – at tage den kollektive vej gennem byen.

Det er blevet dyrt at bo i København, og børnefamilier mærker det tydeligt. Derfor er tiden kommet til at afskaffe forældrebetalingen i de kommunale daginstitutioner. Velfærdssamfundet blev bygget på idéen om lige muligheder for alle – og det begynder med vores børn. Gratis daginstitutioner handler ikke kun om økonomi, men om frihed og tryghed. Det skal ikke være forældrenes indkomst, der afgør, om et barn får en god start på livet. Når boligudgifterne stiger, må vi som samfund tage ansvar for, at børnefamilier stadig kan få hverdagen til at hænge sammen. Vi har gjort det før – gratis hospitaler, skolegang og folkepension var også store beslutninger, der skabte et mere retfærdigt Danmark. Nu er det daginstitutionernes tur. Det er en investering i fremtiden, i fællesskabet og i et København, hvor alle børn har lige muligheder.

Hvis vi vil bevare København som en blandet by, skal andelen af almene boliger i nybyggeri øges markant. Jeg vil arbejde for at hæve prismaksimum for alment byggeri, så det rent faktisk kan lade sig gøre at opføre almene lejeboliger i hovedstaden. De almene boliger skaber stabile og omkostningsbaserede huslejer, som holder boligmarkedet i balance og giver plads til folk med almindelige indkomster. Men vi skal også huske, at byen har brug for flere ejerboliger. Ikke alle ønsker at bo alment, og København skal rumme forskellige boligformer, så vi bevarer en mangfoldig og levende by.

Lynetteholm er ikke blot et byggeprojekt, men et langsigtet greb for at sikre København mod stormflod og skabe plads til byens udvikling. Der kommer flere københavnere, og hvis vi ikke bygger, risikerer vi, at boligpriserne fortsætter med at stige og presser almindelige mennesker ud af byen. I aftalen er det vurderet, at Lynetteholm vil reducere boligpriserne i brokvartererne med 8-9 procent – det er en reel social gevinst. Der er dem, der mener, vi bare kan bygge i omegnskommunerne, men erfaringen viser, at det ikke har samme effekt på boligpriserne i København. Boligmarkedet hænger sammen, men hvis vi vil skabe balance, skal der bygges både i og omkring byen. Lynetteholm giver os den mulighed – samtidig med at vi beskytter os mod klimaforandringer. Jeg mener, vi skal samarbejde med omegnskommunerne om en samlet udvikling af hovedstadsområdet, men København skal tage sin del af ansvaret. Lynetteholm er en investering i fremtiden – i boliger, sikkerhed og grøn byudvikling.

Det er fornuftigt at skabe flere røgfri miljøer, især dér, hvor mange børn og familier færdes, men jeg er i tvivl om, hvordan et forbud på kommunale pladser og i parker skal håndhæves i praksis. Det må ikke blive symbolpolitik, hvor man laver regler, der ikke kan følges op på. Jeg synes, vi i stedet skal arbejde med adfærdsændringer, information og gode alternativer, så folk naturligt vælger at lade cigaretten blive i lommen frem for at blive mødt af endnu et forbud.

København er en rig kommune, og jeg er stolt af det serviceniveau, vi allerede leverer – og ikke mindst af de mange dygtige medarbejdere, der får hverdagen til at fungere. Selvfølgelig kan tingene altid blive bedre, men jeg tror på, at vi kan løfte kvaliteten inden for de nuværende rammer ved at prioritere klogt og arbejde mere effektivt. Det handler ikke nødvendigvis om flere penge, men om at bruge dem rigtigt – med fokus på borgerne og velfærden i hverdagen.

København får allerede Danmarks laveste kommuneskat i 2026, så der er ingen grund til at skære i budgetterne for at presse skatten yderligere ned. Vi skal i stedet fokusere på at bruge pengene klogt og sikre, at velfærden fungerer i hverdagen.

Det er en mere kompleks diskussion, for det handler ikke kun om penge. At sidde i byrådet kræver tid, engagement og et ønske om at tage ansvar for fællesskabet. Selvfølgelig skal der være en rimelig økonomisk kompensation, så det er muligt at kombinere politisk arbejde med familie og job, men motivationen skal ikke være lønnen alene.

Det kommer helt an på, hvad vi mener med særligt udfordrede børn. Hvis det handler om børn, der har faglige vanskeligheder som ordblindhed eller brug for ekstra støtte for at kunne følge med, så skal de selvfølgelig have hjælp. Men hvis der er tale om børn, der gentagne gange forstyrrer undervisningen og trivslen for resten af klassen, mener jeg, at der efter et forløb skal laves en plan for, hvordan de kan få et andet tilbud, hvor der er de rette kompetencer og rammer. Det handler om at hjælpe alle børn bedst muligt – uden at nogen bliver tabt på vejen.

Der er i dag for få ansatte i forhold til antallet af børn i daginstitutionerne, og det skal vi tage alvorligt. Vi skal skabe ordentlige forhold for pædagogerne, så de har lyst til at arbejde i København. Det handler om bedre normeringer, ordentlige arbejdsvilkår og en løn, der afspejler det ansvar og den faglighed, de bærer hver dag. Samtidig skal de kunne finde en bolig, de har råd til, og have en hverdag, der hænger sammen – fx med prioriteret parkering for dem, der kommer langvejs fra. Hvis vi vil tiltrække og fastholde dygtige pædagoger, må vi vise, at vi værdsætter deres arbejde både i ord og handling.

Klassestørrelsen betyder noget, men det vigtigste er, at der er nok faglærte lærere og pædagoger til at skabe en tryg og lærerig skolehverdag. En mindre klasse hjælper ikke meget, hvis der mangler kvalificerede voksne til at løfte opgaven. Vi skal fokusere på kvalitet frem for kvantitet – på dygtige lærere, ordentlige arbejdsforhold og støtte, så børnene får den undervisning og omsorg, de har brug for.

Vi har brug for flere varme hænder i ældreplejen – nærvær, tid og menneskelig kontakt kan aldrig erstattes af teknologi. Men jeg mener også, at velfærdsteknologi kan være et redskab til netop at frigive tid, så personalet kan bruge mere energi på det menneskelige.

Som socialdemokrat mener jeg ikke, at konkurrence i sig selv skaber bedre ældrepleje. Vores velfærd skal ikke drives af profit, men af ansvar, faglighed og fællesskab. Erfaringen viser, at når pleje overlades for meget til markedet, går det ofte ud over kvaliteten – vi har set eksempler på private leverandører, der har svigtet de ældre, fordi økonomien fik lov at veje tungere end omsorgen. Men jeg anerkender, at nogle private aktører kan spille en konstruktiv rolle, hvis de arbejder tæt sammen med kommunen og under ordentligt tilsyn. Det handler ikke om at udelukke det private, men om at sætte fællesskabets interesser først. Velfærd skal ikke være en forretning – det skal være en tillidssag mellem samfundet og borgerne.

For mig handler det ikke om, hvorvidt støvsugningen udføres af en person eller en robot, men om kvaliteten af hjælpen og den samlede oplevelse for den ældre. Hvis teknologien kan frigive tid til mere nærvær og omsorg, så er det en fordel. Jeg er ikke teknologi-skræmt – det handler om at bruge nye løsninger med omtanke, så borgerne får både effektivitet og menneskelig kontakt. Det ene bør ikke udelukke det andet.

Genoptræning er utrolig vigtig for mange borgere, men det samme gælder forebyggelse. Det giver ikke mening at sætte de to områder op imod hinanden, for de hænger tæt sammen. En god forebyggende indsats kan faktisk mindske behovet for genoptræning senere. Jeg mener derfor, at kommunen skal tænke helhedsorienteret og sikre balance mellem indsats og forebyggelse – ikke flytte penge frem og tilbage, men bruge dem mere klogt på tværs af hele sundhedsområdet.

Jeg mener, at vi skal arbejde for fredeligere bymidter med mindre gennemkørende trafik og flere bilfrie gader, hvor det giver mening. Men det kræver, at vi samtidig skaber ordentlige alternativer – som parkeringshuse og en god ringvej, der leder trafikken uden om de tætte byområder. Bilen skal ikke dominere byrummet, men den skal heller ikke forsvinde. Vi skal planlægge byen, så der er plads til både byliv, grønne områder og en fungerende infrastruktur.

København er allerede tæt bebygget, og der er ganske få byggefelter tilbage. Derfor udvikler vi nu områder som Jernbanebyen, Stejlepladsen, Refshaleøen og Lynetteholm. Jeg går ind for klassisk karrebyggeri, som passer til byens ånd og skaber grønne gårdrum og fællesskab. Men der kan naturligvis være enkelte steder, hvor byfortætning giver mening, hvis det gøres med omtanke og respekt for lokalområdet. Det vigtigste er, at vi bygger klogt – ikke bare tættere.

København skal udnytte sit potentiale for solenergi langt bedre, men fokus skal være på tage og facader – ikke på grønne arealer. Solceller på bygninger er en klog måde at udnytte den eksisterende by på uden at beslaglægge plads, der kan bruges til natur eller fællesskab.

Det er vigtigt, at kommunale byggerier har et lavt CO₂-aftryk, men det må ikke ske på bekostning af kvalitet og holdbarhed. Jeg mener, at bæredygtighed også handler om at bygge ordentligt – med godt håndværk, solide materialer og løsninger, der holder i mange år. Et byggeri, der står stærkt i 100 år, er i sidste ende mere klimavenligt end et, der skal repareres efter 20. Vi skal tænke grønt, men også tænke langsigtet og ansvarligt.

Vækst er en forudsætning for, at vi kan finansiere velfærden, skabe arbejdspladser og sikre et stærkt Danmark – også i fremtiden. København spiller en afgørende rolle som motor for hele landets økonomi, og vi skal fortsætte med at skabe rammer, der tiltrækker investeringer, innovation og dygtige mennesker. Men vækst skal ske med omtanke. Vi skal udvikle byen, så der også er plads til børn, natur og fællesskab. Trafik, skolepladser og daginstitutioner skal følge med, så væksten bliver bæredygtig – socialt, økonomisk og miljømæssigt. Vækst og velfærd hænger sammen, og jeg tror på, at vi kan skabe begge dele, hvis vi planlægger klogt og investerer i fremtiden.

Jeg synes, København har fundet en fornuftig balance mellem byudvikling og hensynet til de grønne områder. Der bliver bygget flittigt i byen, og samtidig tages der rimelige hensyn til natur, parker og byrum. De grønne områder er en vigtig del af byens identitet og livskvalitet, og de skal beskyttes – men det betyder ikke, at udviklingen skal stå stille. Det handler om at bygge klogt, så vi både får flere boliger og bevarer det grønne København, som gør byen værd at leve i.

Udenrigspolitik kan og skal ikke føres på kommunalt niveau. Kommunens opgave er at skabe gode rammer for borgerne – ikke at føre internationale boykotter. Det er regeringens og Folketingets ansvar at håndtere udenrigspolitikken på et samlet, demokratisk grundlag. Hvis hver kommune begyndte at føre sin egen udenrigspolitik, ville det skabe kaos og underminere Danmarks fælles linje. København skal være en by, der står for dialog, samarbejde og fred.

Det lokale kunst- og kulturliv er en del af byens sjæl og fællesskab, og det skal vi værne om. Kunst og kultur skaber sammenhæng, identitet og liv mellem murstenene – det er dér, mennesker mødes, inspireres og forstår hinanden på nye måder. Derfor skal kommunen understøtte de lokale initiativer økonomisk og give plads til både det etablerede og det spirende. Jeg støtter også ideen om et kulturpas til unge, så flere får adgang til byens mange oplevelser og fællesskaber.

Jeg mener, at flygtninge og indvandrere kan være en ressource for lokalsamfundet, men det kræver, at integrationen fungerer. Mange bidrager positivt – de driver virksomheder, arbejder i velfærden og beriger vores kultur og byliv. Men vi må også være ærlige om, at der har været udfordringer med integrationen, især når det gælder sprog, uddannelse og deltagelse i fællesskabet. Danmark har haft svært ved at finde den rette balance mellem åbenhed og sammenhængskraft. Jeg tror på, at vi kan lykkes, hvis vi stiller klare krav, men også møder folk med respekt og forventningen om, at de bliver en del af fællesskabet.