Når du har brug for hjælp, skal sundheden være nær Ingen skal vente urimeligt længe på behandling, eller bruge energi på at jagte en parkeringsplads, når man har nok at bekymre sig om. Som konservativ kandidat vil jeg sikre, at Region Øst giver plads til de nære sundhedstilbud i tæt samarbejde med kommunerne – og samtidig tager ansvar for rent drikkevand og klimasikring. Jeg har som sygeplejerske oplevet, hvordan patienter mister modet, når systemet ikke hænger sammen. Jeg vil arbejde for et sundhedsvæsen, hvor borgerne får en tryg og sammenhængende behandling. De ældre skal mødes med omsorg og nærvær. Men sundhed handler også om det, vi lever i. Om kælderen, der ikke skal stå under vand efter et skybrud. Om drikkevandet, der skal være rent – også om 50 år. Og om hospitaler, der kan drives grønnere, så vi både frigør ressourcer og passer på klimaet.