Gå til indhold
Del kandidaten
Ludwig Heldt
Lægestuderende
Socialdemokratiet

Derfor stiller jeg op til valget

Jeg går til valg på tre mærkesager: 1: Flere speciallæger i hele Region Østdanmark! Der uddannes mange læger i disse år, men for få speciallæger. Årsagen er, at der ikke er nok pladser til videreuddannelse. Derfor kæmper jeg for at løse flaskehalsproblemet og udvide antallet af uddannelsesstillinger. Det er nødvendigt, hvis vi skal have flere speciallæger i hele Region Østdanmark. 2: Uddannelse i verdensklasse! Region Østdanmark skal være et af de bedste steder at uddanne sig. Ingen sygeplejestuderende, lægestuderende eller SOSU-elever må falde fra på grund af et praktik- eller klinikophold. Derfor kæmper jeg for trivsel, vejledning og uddannelse i verdensklasse. Det skylder vi fremtidens personale! 3: Billig og bedre offentlig transport! En endnu større region kræver, at vi udvikler den offentlige transport. Derfor kæmper jeg for nye investeringer, stoppesteder og stationer tæt på hospitalerne og for at sikre, at de generelle billetpriser er så lave som muligt.

Tillidsposter
2025-nu · Formand · DSU København Nord
2024-2025 · Medlem af repræsentantskabet · Foreningen af danske Lægestuderende København
Erhvervskarriere
2024-nu · Sygeplejevikar · FADLS Vagtbureau
2023-2024 · Klinikmedhjælper · AALBORG TANDPLEJETEAM ApS
2020-2022 · Apotekerbud · Vejgaard Apotek Aalborg v/Rinette Rohde
Uddannelse
2024-nu · Lægestuderende · Københavns Universitet
1
Det er i orden, at der er relativt stor forskel på, hvor hurtigt ambulancerne er fremme i landområderne i forhold til i byerne ved livstruende kørsler.
Ludwig Heldt uddyber:
Selvfølgelig vil der altid være forskel på grund af afstandene, men som tidligere nævnt: Etableringen af Region Østdanmark er en historisk mulighed for at forsøge at gøre op med den store ulighed i sundhed, herunder de store geografiske forskelle i adgangen til god og hurtig behandling. Et stærkt akutberedskab i de områder, hvor der er langt til hospitaler og skadestuer, er afgørende. I sidste ende kan det være et spørgsmål om liv og død, men det handler også om tryghed. Man skal kunne stole på, at hjælpen når frem, når man har brug for den, også selvom man bor langt fra et hospital. Lighed i sundhed koster!
2
Der bør indføres et gebyr på 100 kr. på besøg hos praktiserende læge for at finansiere andre udgifter i sundhedssystemet.
Ludwig Heldt uddyber:
Det skal ikke koste penge at gå til lægen i Danmark. Punktum.
3
En større andel af konsultationer med praktiserende læger og med lægevagten skal foregå over video eller telefon.
Ludwig Heldt uddyber:
En større andel af konsultationer over video eller telefon er selvfølgelig ikke et mål i sig selv, men det kan i mange tilfælde være hensigtsmæssigt både for patient og læge. Hvis man er utryg ved det, skal man have muligheden for fysisk fremmøde.
4
Det er vigtigt at holde fast i de mindre syge- og sundhedshuse, selv hvis det koster på specialiseringen på de enkelte sygehuse.
Ludwig Heldt uddyber:
Når afstandene bliver så store, som det vil være tilfældet i Region Østdanmark, skal vi holde fast i de mindre sygehuse. Alternativet er, at den geografiske ulighed vil blive endnu mere udpræget, hvilket vi netop skal forhindre og begrænse med etableringen af den nye region. Meget specialiserede tilbud kan samles.
5
Regionen skal opprioritere akutberedskabet i yderområderne, selv om det vil ske på bekostning af andre områder.
Ludwig Heldt uddyber:
Etableringen af Region Østdanmark er en historisk mulighed for at forsøge at gøre op med den store ulighed i sundhed, herunder de store geografiske forskelle i adgangen til god og hurtig behandling. Et stærkt akutberedskab i de områder, hvor der er langt til hospitaler og skadestuer, er afgørende. I sidste ende kan det være et spørgsmål om liv og død, men det handler også om tryghed. Man skal kunne stole på, at hjælpen når frem, når man har brug for den, også selvom man bor langt fra et hospital. Lighed i sundhed koster!
6
Buslinjer med få passagerer skal nedprioriteres, så der kan sættes flere busser ind på linjer med mange passagerer.
Ludwig Heldt uddyber:
Hvis en endnu større region skal hænge sammen, skal vi sikre en ordentlig offentlig transport, også steder med et mere snævert passagergrundlag. Lighed i sundhed koster!
7
Regionen skal bruge flere penge på psykiatrien på bekostning af andre sundhedsområder.
Ludwig Heldt uddyber:
Det må ikke blive et spørgsmål om enten eller. Flere penge til psykiatrien kan virke forebyggende og aflastende på andre sundhedsområder, så der også frigøres ressourcer hér. På den måde bliver det ikke det ene på bekostning af det andet.
8
Regionerne bør nedlægges og opgaverne lægges ind under kommuner og stat.
Ludwig Heldt uddyber:
Regionerne er en garanti for, at de beslutninger, der træffes på sundhedsområdet, også har demokratisk og lokal involvering. Dette vil ligeledes styrkes ved etableringen af de nye sundhedsråd. Vi skal dog undersøge, om vi kan skabe bedre samarbejde på tværs af regionerne, så vi ikke har 4 forskellige sundhedsvæsner, men mulighed for gnidningsfrit at overføre patienter og personale regionerne imellem.
9
Regionen skal systematisk bruge private hospitaler for at nedbringe ventetider – også selvom det er dyrere pr. behandling.
Ludwig Heldt uddyber:
Mit mål er, at der på sigt uddannes flere speciallæger, så vi helt naturligt selv får nedbragt ventetiderne i det offentlige. Indtil da må vi bruge de muligheder, der er.
10
Regionen skal prioritere kapacitet til de mest udbredte sygdomme frem for meget dyre, sjældne behandlinger.
Ludwig Heldt uddyber:
Det handler om at finde den rette balance. Det må ikke blive enten eller.
11
Der skal tilføres flere penge til børne- og ungdomspsykiatrien, selv hvis det betyder lavere prioritering af andre områder.
Ludwig Heldt uddyber:
En investering i børne- og ungdomspsykiatrien er vigtig: Det giver muligheden for, at de unge kan komme videre med deres liv, både socialt og i forhold til uddannelse. Det skylder vi først og fremmest de unge, men det kan også virke forebyggende og aflastende på andre sundhedsområder. Derfor vil en investering i børne- og ungdomspsykiatrien i sidste ende ikke ske på bekostning af andre områder.
12
Regionen bør give højere tillæg for at rekruttere personale til særligt pressede afdelinger – også hvis det skaber lønforskelle.
Ludwig Heldt uddyber:
Det kan være ét af flere værktøjer til at udligne forskellene i lægedækningen i regionen. Det vigtigste er at få uddannet nok speciallæger.
13
Dokumentationskrav og bureaukrati i sundhedsvæsenet skal reduceres.
Ludwig Heldt uddyber:
Oprettelsen af Region Østdanmark giver os en særlig mulighed for at gentænke vores organisering og arbejdsgange. Det skal føre til mindre bureaukrati!
14
Regionen skal oprette regionsklinikker, hvor der mangler praktiserende læger – også hvis det konkurrerer med private praksisser.
Ludwig Heldt uddyber:
Vi skal ikke udkonkurrere vores praktiserende læger, men i stedet gøre det mere attraktivt at arbejde i de områder, hvor der mangler. Og så skal der selvfølgelig uddannes praktiserende læger nok.
15
Prioriteringen af behandlingen af kræftsygdomme i sundhedsvæsenet er kommet til at fylde for meget i forhold til behandlingen af andre sygdomme.
Ludwig Heldt uddyber:
Kræftbehandlingen i Danmark er generelt meget god, og det skal den selvfølgelig fortsat være. I enkelte tilfælde bør man på baggrund af en meget klar faglig vurdering kunne frigøre nogle ressourcer ved at undgå at hastebehandle ikke-akutte tilfælde.
16
Regionen skal sikre god almen lægedækning i hele regionens område - uanset prisen.
Ludwig Heldt uddyber:
Almen lægedækning i hele regionens område er noget af det vigtigste. Vi kan godt samle mere specialiserede tilbud bestemte steder, men det skal være muligt at komme til sin praktiserende læge forholdsvis nemt.
17
Regionen skal prioritere flere midler til og arbejde mere målrettet for at blive klimaneutral - med fx energi fra solceller, mere cirkulær genanvendelse og bedre naturbeskyttelse.
Ludwig Heldt uddyber:
Regionen råder over en stor bygningsmasse og mange kvadratmeter, og det er nærliggende at undersøge, om vi kan blive bedre til at energirenovere, opsætte solceller og øge genanvendelsen. Det betyder, at vi på sigt kan spare penge og vigtigst af alt, at vi kan passe bedre på klimaet!
18
Hvis en borger uden at give besked udebliver fra en aftale på hospital/klinik, skal vedkommende afkræves et gebyr på f.eks. 200 kroner.
Ludwig Heldt uddyber:
Det vil ramme skævt og primært gå ud over folk med ordblindhed, læsevanskeligheder eller folk, der har svært ved at navigere i digital post. Det risikerer også at ramme nogle folk med psykiske vanskeligheder særligt hårdt. Det er ikke løsningen at begynde at straffe økonomisk. Vi skal i stedet blive bedre til at kommunikere og eventuelt revurdere, hvordan vi kan gøre indkaldelser og lignende så overskuelige som muligt; og på den måde minimere antallet af udeblivelser.