Gå til indhold
Del kandidaten
Mathilde Frank
Bedemands assistent
Moderaterne

Derfor stiller jeg op til valget

Jeg stiller op, fordi jeg ønsker et Odense, hvor ingen står alene. Et fællesskab, hvor vi investerer i mental trivsel, bekæmper ensomhed og løfter foreningslivet. Politik skal handle om mennesker – ikke prestigeprojekter og betonklodser. Vi skal skabe en by, hvor man føler sig hjemme, ikke presset. Jeg tror på, at forandringer skabes i øjenhøjde, og at ærlig, jordnær politik gør en forskel. Jeg har boet i Odense det meste af mit liv og kender byen indefra. Jeg er ikke en professionel politiker – og det ser jeg som en styrke. Jeg lytter, samarbejder og tør tage ansvar. Derfor håber jeg på din stemme.

Politisk karriere
2025-nu · Kandidat
Tillidsposter
2025-nu · Formand · Brydeklubben Odin
2024-2025 · Bestyrelsesmedlem · Brydeklubben Odin
2018-2020 · Bestyrelsesmedlem · Den selvejende institution børnehuset troldhøj
2009-2011 · Frivillig · Kirkens Korshær Varmestuerne
Erhvervskarriere
2022-nu · Bedemands assistent · Fyn · Begravelse Danmark A/S
1
I udvalgte områder af Odense skal der være begrænset adgang for benzin- og dieselbiler, og i stedet skal adgang for elbiler og klimavenlige transportmidler prioriteres.
Mathilde Frank uddyber:
Det giver god mening at prioritere grøn transport – men vi må ikke glemme dem, der ikke har råd til at skifte bil. Mange kører i ældre benzinbiler, fordi det er, hvad økonomien rækker til. Hvis vi laver begrænsninger, skal der følge reelle alternativer med – ellers skaber vi ulighed.
2
Odense skal udvide antallet af busbaner på større indfaldsveje for at forbedre fremkommeligheden i den offentlige transport – også selvom det kan gøre det mere besværligt at komme frem i bil.
Mathilde Frank uddyber:
Jeg er træt af halvbagte løsninger som busbanen på Sdr. Boulevard. Den har skabt kaos, lange køer og spærrer mere eller mindre den ene adgangen til sygehuset. Vi skal ikke kopiere storbyløsninger, der ikke passer til Odense. Grøn transport kræver omtanke – ikke symbolpolitik på bekostning af hverdagen.
3
Letbanens etape 2 skal ikke gå til Vollsmose/Seden, som ellers er planlagt, men i stedet forbinde andre bydele, fx Dalum (Odense Zoo), som også har været i spil tidligere.
Mathilde Frank uddyber:
Letbanen burde aldrig være valgt – flexbusser havde været en bedre og billigere løsning. Vi kan ikke klemme letbane, busbane, cykelsti og biltrafik ind samme sted, fx ved Dalum og Zoo. Når det er sagt, forstår jeg godt idéen om at binde Vollsmose og Seden bedre sammen – det skal være attraktivt at komme rundt. Nu hvor letbanen er tilvalgt skal vi også udnytte dens potentiale, men vi må også være realistiske omkring den fysiske plads.
4
Boligudviklingen i kommunen bør fokusere på tæt bebyggelse i midtbyen frem for parcelhuse i forstæderne.
Mathilde Frank uddyber:
Om vi bygger tæt eller bredt er ikke det vigtigste for mig. Det, der bekymrer mig, er, hvordan vi bygger. Alt for meget nybyggeri er grimt og klodset – det trækker sjælen ud af byen. Vi skal stille krav til æstetik og arkitektonisk kvalitet.
5
Odense C vokser. Der skal derfor etableres en ny folkeskole i centrum for at imødekomme befolkningstilvækst fremfor at udvide eksisterende folkeskoler andre steder i byen.
Mathilde Frank uddyber:
Odense C vokser, og det giver god mening at kigge på, om der skal bygges en ny skole. Det kan sagtens være en god løsning – men kun hvis vi har styr på personalet, rammerne og økonomien. Vi skal ikke bygge for syns skyld, men fordi det giver mening for børnene. Jeg er bekymret for, om vi får flere bygninger uden at kunne bemande dem ordentligt. Derfor er det vigtigt at undersøge, hvad der reelt er behov for, før man beslutter noget. Det vigtigste for mig er, at børnene møder en skole med overskuelige rammer, ordentlige fysiske forhold og voksne, der har tid til dem.
6
Odense Kommune skal i højere grad trække på frivillige og civilsamfundet til opgaver i ældreplejen.
Mathilde Frank uddyber:
Civilsamfundet løfter allerede meget og kan sagtens bidrage mere – især omkring trivsel og fællesskab. Men kommunen må ikke bruge frivillighed som en sovepude. Meget i ældreplejen kræver faglighed og ansvar. Der skal være en bund, vi ikke går under.
7
Odense Kommune skal bruge flere ressourcer på at få flere borgere i arbejde – med særligt fokus på ikke-vestlige indvandrere, så færre ender på førtidspension eller andre overførselsindkomster.
Mathilde Frank uddyber:
Vi skal gøre mere for at få flere i arbejde – også blandt ikke-vestlige indvandrere. Men det kræver mere end bare aktivering og systemtænkning. Sociale og kulturelle forskelle spiller en rolle, og derfor er brobygning vigtigt. Vi skal skabe rum for dialog og relationer – ikke bare presse folk ned i kasser. Først dér opstår det samarbejde, der gør en reel forskel – både for den enkelte og for fællesskabet.
8
Odense skal understøtte flere store kultur- og sportsbegivenheder økonomisk for at styrke byens udvikling og synlighed.
Mathilde Frank uddyber:
Sport og kultur skaber stærke fællesskaber og løfter socialt. Mange foreninger gør en forskel, kommunen ikke selv kunne løfte. Dem skal vi bakke op – også økonomisk.
9
Hvis Danmark skal have atomkraft, bør der placeres et atomkraftværk i Odense.
Mathilde Frank uddyber:
Jeg er ikke modstander af atomkraft – det kan være en ren og stabil energikilde. Men Odense er en tæt bebygget by, jeg syntes det er svært at se, hvor et værk kunne placeres uden at ligge for tæt på boliger. Det her handler ikke om modstand mod teknologien, men om sund fornuft og lokal realitet. Jeg tror ikke mange borgere i byen ønsker et sådan værk i baghaven, hvis jeg skal være ærlig.
10
Kommunens serviceniveau må gerne øges, også hvis det kræver højere kommuneskat.
Mathilde Frank uddyber:
Odense har i forvejen en af landets højeste kommuneskatter, den skal ikke hæves yderligere. Jeg tror på, at vi kan frigive midler gennem frisættelse, nytænkning og nedbringelse af bureaukrati. Bedre service handler ikke altid om flere penge – men om at bruge dem klogt.
11
Der skal spares på de kommunale budgetter, så kommuneskatten kan sættes ned.
Mathilde Frank uddyber:
Vi er i en brydningstid med mange vigtige fokusområder og flere borgere. Jeg synes, kommuneskatten er på et passende niveau nu. Men budgetterne skal gentænkes, pengene skal bruges klogere, så flere mærker værdien af dem. Effektivitet først – så kan vi tale skat.
12
Det skal være økonomisk mere attraktivt at sidde i byrådet/kommunalbestyrelsen, så flere bliver interesserede i at stille op.
Mathilde Frank uddyber:
Man skal ikke stille op til byrådet for pengenes skyld, men fordi man vil gøre en forskel. Odense har i forvejen en af landets højest lønnede borgmestre, og det koster borgerne rigeligt. Vi skal ikke bruge flere penge på politikere – vi skal bruge dem på byen og fællesskabet.
13
Skolerne skal i højere grad hjælpe særligt udfordrede børn, også selvom det vil ske på bekostning af hjælpen til de øvrige elever.
Mathilde Frank uddyber:
Vi skal selvfølgelig hjælpe børn, der har det svært – men ikke ved at lade hele klassens niveau falde. Der skal afsættes midler til støttepersoner, så undervisningen kan tilpasses uden at gå ud over resten. Børnene er vores fremtid. Alle fortjener en god start.
14
Der er p.t. for få ansatte i forhold til antallet af børn i daginstitutionerne i min kommune.
Mathilde Frank uddyber:
Ja – vores pædagoger løber alt for stærkt, og det går ud over både dem og børnene. Børnene mister nærvær og tryghed, og pædagogerne kan ikke holde til det i længden. Vi skal investere i bedre normeringer – det er en investering i fremtiden og i arbejdsglæde. Ja, vores pædagoger løber alt for stærkt, og det går ud over både dem og børnene. Børnene mister nærvær og tryghed. Vi skal investere i bedre normeringer – det er en investering i fremtiden og i arbejdsglæde.
15
Klassernes størrelse i folkeskolen skal ned - også hvis andre områder må spare.
Mathilde Frank uddyber:
Børnene i byen er vores fremtid. Vi er forpligtet til at investere i dem. For store klasser skaber uro og dårlige rammer for læring. Det går ud over både børn og lærere. Hvis vi vil have trivsel og faglighed i folkeskolen, må vi prioritere det, også økonomisk.
16
Der skal prioriteres flere varme hænder frem for mere velfærdsteknologi i ældreplejen.
Mathilde Frank uddyber:
Vi skal droppe udtrykket “varme hænder” – det forenkler et fagområde, der kræver høj professionalisme. Teknologi kan være meningsfuld, fx ved rengøring eller dosering af medicin. Men nærvær, samtale og tryghed kan aldrig digitaliseres. Det handler om kvalitet, ikke kvantitet.
17
Mere konkurrence fra private aktører i ældreplejen vil forbedre serviceniveauet.
Mathilde Frank uddyber:
Private aktører kan sagtens bidrage, især med praktiske opgaver som mad og rengøring. Men tryghed og kvalitet for de ældre skal være i centrum. Det må ikke være et kapløb om pris. Konkurrence må ikke føre til, at vi går på kompromis med nærvær og kontinuitet i plejen.
18
Hjemmeplejen må aldrig udskifte en hjemmehjælpers støvsugning hos en ældre med en robotstøvsuger, med mindre det er den ældres eget ønske.
Mathilde Frank uddyber:
Det er kun borgeren selv, der skal bestemme, hvordan der bliver gjort rent i deres hjem. Hvis de ønsker en robotstøvsuger frem for kommunens hjælp, er det helt deres valg. Det må aldrig blive en automatisk kommunal løsning. Det handler om respekt og selvbestemmelse.
19
Der bør bruges flere penge på genoptræning, selvom det indebærer, at andre kommunale sundhedsområder (som for eksempel forebyggelse) får færre penge.
Mathilde Frank uddyber:
Genoptræning er vigtigt, det kan øge livskvaliteten og forebygge nye helbredsproblemer. Men det kræver et fagligt grundlag at vurdere, hvordan vi bedst prioriterer midlerne i sundhedsområdet. Der skal være balance, og vi må ikke skære blindt i forebyggelse.
20
Kommunen skal i højere grad sikre fredelige bymidter ved at forbyde gennemkørende trafik og parkering langs gaderne.
Mathilde Frank uddyber:
Vi skal være realistiske, mange kommer til byen i bil, og det skal vi kunne rumme. Der kommer ca. 2.000 nye biler til i Odense hvert år. Et totalt forbud mod gennemkørsel og parkering giver ikke mening. Oaser og ro er godt, men folk skal kunne komme derind, ellers dør byen.
21
Kommunen skal i højere grad fortætte byerne i stedet for at udlægge nye områder til boliger eller erhvev.
Mathilde Frank uddyber:
En god blanding er vejen frem. Vi skal ikke bare bygge ud, men vi skal heller ikke proppe byen tæt uden omtanke. Fortætning kan give mening, men det kræver arkitektoniske rammer og respekt for bylivet. Vi må ikke forvandle Odense til en betonørken uden sjæl.
22
Kommunen skal udlægge mere plads til vindmøller og solceller, også tættere på beboelse end i dag.
Mathilde Frank uddyber:
Grøn omstilling er vigtig, men ikke hvis det betyder skyggekast, støj eller gener tæt på boliger. Jeg mener, vi skal tænke klogt og placere vindmøller og solceller nær erhvervs- og industriområder – ikke i folks baghaver. Det handler om både klima og hensyn.
23
Alle kommunale byggerier skal have lavt CO2-aftryk - også hvis det gør projekter dyrere.
Mathilde Frank uddyber:
Det er ikke en mærkesag for mig, men jeg anerkender, at klima er vigtigt. Når vi bygger nyt, bør vi tænke grønt – men ikke blindt betale overpris for symbolpolitik. Det skal give mening i helheden. Vi kan sagtens tænke i CO2-reduktion uden at miste økonomisk ansvarlighed.
24
Politikerne skal fortsat have fuld fokus på vækst - også selvom det blandt andet betyder mere trafik og pres på skoler og daginstitutioner
Mathilde Frank uddyber:
Odense skal ikke vokse for enhver pris. Vi skal være en by, man vælger til – fordi her er rart at leve og man føler sig hørt, ikke fordi vi bygger højt og flot. Vækst må aldrig ske på bekostning af trivsel og fællesskab – så mister vi det, der gør byen værd at bo i. Odense skal ikke vokse for enhver pris. Vi skal være en by, man vælger til – fordi her er rart at leve og man føler sig hørt, ikke fordi vi bygger højt og flot. Vækst må aldrig ske på bekostning af trivsel og fællesskab, så mister vi det, der gør byen værd at bo i.
25
Beskyttelse af grønne områder i kommunen bliver prioriteret for højt i forhold til nye erhvervs- og boligbyggerier.
Mathilde Frank uddyber:
Vi skal værne om den natur, vi har – det er ikke noget, vi bare kan "bygge" op igen. Men jeg forstår også behovet for nye boliger og erhverv. Det handler om at bygge med respekt for naturen, ikke imod den. Udvikling skal ske i balance – ikke med asfalt som standardløsning.
26
Politikerne i min kommune er gode til at lytte til indsigelser fra borgere og tager deres input med i lokal- og kommuneplaner.
Mathilde Frank uddyber:
Jeg synes generelt, vores politikere gør det godt – men jeg stiller selv op, fordi jeg tror, jeg kan gøre en forskel. Jeg har boet i Odense næsten hele mit liv, og jeg vil bidrage med nye perspektiver, stærke mærkesager og en anden stemme. Og ja – der er altså også for få kvinder.
27
Kommunen skal være mere aktivistisk og eksempelvis boykotte varer fra Israel.
Mathilde Frank uddyber:
Jeg mener ikke, at den slags udenrigspolitik hører hjemme i byrådssalen. Det er ikke fordi jeg er pro-Israel, men fordi vi som lokalpolitikere skal fokusere på Odense og borgernes hverdag. Udenrigspolitik hører hjemme på Christiansborg – ikke i kommunen.
28
Det er en vigtig kommunal opgave at understøtte det lokale kunst- og kulturliv økonomisk.
Mathilde Frank uddyber:
Kulturen i Odense er blevet for elitær – jeg ønsker, at den bliver for alle. Et kulturpas kan sikre adgang, uanset økonomisk baggrund. Kommunen skal støtte lokalt kulturliv, men ikke kun de store institutioner.Vi skal skabe kultur, der samler og favner bredt.
29
Flygtninge og indvandrere udgør en ressource frem for et problem for lokalsamfundet.
Mathilde Frank uddyber:
Mange flygtninge og indvandrere er en stor ressource, når de ønsker at være en del af fællesskabet. Det handler ikke om oprindelse, men om viljen til at bidrage. Der findes borgere fra alle grupper, som skaber udfordringer – det må vi turde sige højt uden at generalisere.