I en tid med krig i Europa og et mere aggressivt Rusland er et markant stærkere forsvar ikke luksus – det er en forsikring. 5% af BNP kan være rimeligt, hvis pengene bruges rigtigt: mere kampkraft, mere beredskab, bedre materiel og flere soldater. Danmark skal kunne forsvare sig selv og tage ansvar i NATO – ikke bare håbe på, at andre gør det for os.

Store Bededag bør genindføres. Det handler ikke kun om en fridag, men om respekt for tradition, sammenhæng og dansk kulturarv. Når staten kan finde milliarder til meget andet, kan den også undvære den symbolske “arbejd-mere”-manøvre, der blev trukket ned over befolkningen. Væk med overgrebet – tilbage med helligdagen.

Pensionsalderen må ikke være en automat, der bare skruer op, hver gang statistikken ændrer sig. Levealder er ikke det samme som flere raske år – og mange med fysisk hårde job kan ikke bare “arbejde lidt længere”. Der skal være plads til værdig tilbagetrækning, fleksible ordninger og tidligere pension for dem, der har slidt mest og bidraget længst.

Rigsfællesskabet skal være et fællesskab – ikke et bestikkelsesprojekt. Selvfølgelig skal Danmark investere i Grønland, hvor det giver mening for udvikling, uddannelse og infrastruktur. Men hvis “massive investeringer” primært bruges for at købe loyalitet, skaber det mistillid og gør forholdet usundt. Det rigtige svar er respekt, ligeværd og et stærkt samarbejde – ikke penge som argument.

Atomkraft bør være en mulighed at tage alvorligt, hvis Danmark vil have stabil og billig strøm – også når vinden ikke blæser. Det kan gøre os mindre afhængige af andre lande og give mere sikker energiforsyning. Men det skal ske ansvarligt og med høj sikkerhed, så det giver tryghed i befolkningen.

En regering hen over midten handler ofte mindre om politik og mere om at holde fast i ministerbilerne. Når modpoler låser hinanden sammen, bliver den vigtigste fællesnævner at bevare magten – ikke at løse problemerne. Resultatet er studehandler, sløret ansvar og beslutninger, der først og fremmest skal sikre ro i regeringen, ikke retning for Danmark.

Et modtagecenter uden for Europa er en mere menneskelig og mere ordentlig løsning, fordi ingen skal lokkes ud på farlige ruter mod Danmark. Sagerne behandles dér, og beskyttelse gives dér eller i et sikkert nærområde – ikke i Danmark. Så hjælper man dem, der har behov, uden at gøre Danmark til destinationen.

At skrue målet længere frem gør næsten intet for klimaet, hvis udledningerne bare flytter ud af Danmark. Når produktion og job presses væk af dyre krav, bliver varerne importeret i stedet – ofte med højere udledning. Det sænker danske tal på papiret, men ændrer ikke den globale CO₂. Fokus bør være teknologi og løsninger, der faktisk kan skaleres internationalt.

Der er reelle problemer med sociale medier for børn: afhængighed, seksualiseret indhold og et konstant pres. Men et generelt forbud under 16 risikerer at blive ren symbolpolitik, fordi det er svært at håndhæve og let at omgå. Fokus bør være på at give forældre og skoler mere kontrol og på at stille platformene langt hårdere til ansvar.

Ulven skal ikke have forrang over trygheden i hverdagen. Når den skaber utryghed for familier, friluftsliv og især husdyrhold, skal der være mulighed for hurtigere og mere konsekvent regulering. Danmark er tæt befolket, og vild natur er begrænset – og derfor bør ulvebestanden holdes nede.

Det skal ikke være lettere at komme hertil og arbejde som udlænding. Danmark har brug for at beskytte lønninger, arbejdsvilkår og sammenhængskraft – ikke åbne for mere pres udefra. Manglen på arbejdskraft bør først løses ved at få flere herhjemme i job og uddannelse, og ved at gøre det mere fordelagtigt at arbejde i Danmark for dem, der allerede bor her.

Samarbejdet med USA og NATO er en grundpille i Danmarks sikkerhed, men det må aldrig blive en blankofuldmagt på dansk jord. Aftaler om baser skal være stramt afgrænsede, fuldt under dansk kontrol og kunne suspenderes, hvis USA begynder at modarbejde eller true danske interesser. Sikkerhed ja – naivitet nej.

Psykiatrien er alt for længe blevet behandlet som en sidevogn til resten af sundhedsvæsenet, og det rammer både den enkelte og familierne omkring. Flere penge kan give kortere ventetider, mere behandling og bedre hjælp, før problemerne vokser sig store. Men det skal bruges på flere fagfolk og bedre forløb – ikke flere lag af administration.

Der er brug for at løfte lønnen for dele af personalet, fordi ansvar og belastning er vokset, mens anerkendelsen ikke er fulgt med. Men det skal ske med respekt for den danske model: løn og vilkår skal forhandles af parterne – ikke detailstyres fra Christiansborg. Bedre løn skal gå hånd i hånd med bedre arbejdsvilkår og mindre bureaukrati, så flere bliver i faget.

For svært overvægtige kan det være en effektiv behandling, der mindsker risikoen for diabetes, hjerte-kar-sygdom og følgesygdomme – og det kan på sigt spare sundhedsvæsenet for store udgifter.

Abort er et svært etisk spørgsmål, og der bør være større respekt for, at der også er et spirende liv på spil. En grænse ved 12. uge er mere i tråd med den oprindelige danske balance mellem selvbestemmelse og hensynet til barnet.

Der kan være helt særlige tilfælde, hvor lidelsen er ubærlig og uafvendelig. Men aktiv dødshjælp rummer en alvorlig risiko: at grænsen flytter sig, og at sårbare mennesker – direkte eller indirekte – kan føle et pres for at “vælge fra”. Derfor bør udgangspunktet være nej, med kun en meget snæver undtagelse og ekstremt stramme værn. Samtidig skal smertelindring og værdig omsorg styrkes, så ingen ender dér af mangel på hjælp.

Skatter og afgifter skal ned, så almindelige mennesker får mere frihed og mere luft i hverdagen. Det er urimeligt, at staten tager en ekstra bid af helt nødvendige ting som mad, benzin og diesel. Registreringsafgiften gør en almindelig bil til en luksus, og momsen på fødevarer rammer især familier og folk med stram økonomi. Lavere skatter skal kunne mærkes – i indkøbskurven, ved tanken og i hverdagslivet.

Målet bør ikke være lighed for lighedens skyld, men at almindelige mennesker får mere ud af deres arbejde og kan leve et trygt liv. Hvis lighed “styrkes” ved højere skatter og mere omfordeling, kan det kvæle initiativ og gøre alle mere afhængige af staten. Men et samfund skal heller ikke splittes i A- og B-hold. Fokus bør være lavere afgifter, bedre mulighed for at arbejde sig op – og et sikkerhedsnet, der hjælper dem, der reelt falder.

Mad er en nødvendighed, ikke en luksus. Når momsen på fødevarer er høj, mærkes det hver uge ved kassen – og det rammer især børnefamilier og mennesker med stram økonomi. En lavere moms vil give en direkte lettelse i hverdagen og gøre det billigere at fylde køleskabet op.

Det offentlige skal ikke vokse for sin egen skyld. Der bør skæres dér, hvor pengene går til administration, kontrol og papirarbejde i stedet for kerneopgaver. Flere hænder tæt på borgerne – færre på kontorerne. Målet er en slankere stat med mere plads til velfærd, tryghed og sund fornuft.

Danmark skal samarbejde i Europa, hvor det giver konkret mening – men “mere EU” er ikke et mål i sig selv. Mere engagement ender ofte med mere indblanding, flere regler og mindre dansk selvbestemmelse.

Støtten til Ukraine er vigtig, fordi Ruslands agression skal stoppes. Men Danmark behøver ikke altid ligge helt i toppen pr. indbygger for at gøre en forskel. Støtten skal være solid og målrettet – og balanceres med, at Danmarks eget forsvar, beredskab og økonomi også skal kunne følge med. Hjælp ja, men med ansvarlige proportioner.

Skolemad kan være en god idé for trivsel og ro i skoledagen – men det skal være almindelig, genkendelig dansk mad, der mætter, ikke et politisk projekt. Ingen “rigtige holdninger” på tallerkenen og ingen central detailstyring fra Christiansborg. En enkel ordning, lokalt tilpasset, med fokus på sund fornuft og gode råvarer.

Små klasser i de yngste år gør en reel forskel: mere ro, mere tid til den enkelte og bedre mulighed for at fange problemer tidligt, før de vokser sig store. Men der er mange andre problemer i folkeskolen, som vi er nødt til at håndtere og tage alvorligt. Herunder vold og utryghed i visse skoler.

Det skal kunne betale sig at arbejde. Når forskellen mellem løn og ydelser bliver for lille, undergraves både ansvarsfølelse og retfærdighedsfølelse hos dem, der står op hver morgen. Ydelser skal være et sikkerhedsnet – ikke et alternativ. Samtidig skal reglerne være rimelige for dem, der reelt ikke kan arbejde.

Åbent land er ikke en tom flade, der bare venter på at blive plastret til med sorte plader. Det er landskab, natur, landbrug og hjemstavn – og det skal ikke ofres for hurtige, centrale mål. Grøn energi ja – men ikke ved at gøre Danmark grimmere og trænge lokalsamfundene længere tilbage.

Naboer og lokalsamfund skal ikke tromles, bare fordi der står “grøn omstilling” på overskriften. Vindmøller griber direkte ind i folks hjem, udsigt, støj og ejendomsværdi – derfor skal protester tages alvorligt, ikke ryddes af vejen med lettere regler. Omstillingen må ske med respekt og lokal opbakning, ellers mister den legitimitet.

Mere natur er fint, men flere naturnationalparker må ikke blive et projekt, hvor dyrevelfærd kommer i anden række. Når der sættes store dyr ud bag hegn, følger et ansvar: tæt tilsyn, foder i hårde vintre, hurtig indgriben ved sygdom og klare regler for aflivning, så dyr ikke lider for “vild natur”-romantik. Natur ja – men ikke på bekostning af dyr, tryghed og lokal fornuft.

Dansk lov og dansk sikkerhed skal komme først. Når udlændinge begår grov kriminalitet, bør de kunne udvises konsekvent – også hvis internationale konventioner spænder ben. Konventioner er ikke hellige tekster; de skal kunne ændres, opsiges eller fortolkes stramt, når de beskytter kriminelle frem for lovlydige borgere. Retfærdigheden skal ligge hos ofrene – ikke hos gerningsmændene.

Udlændingepolitikken skal ikke lempes – den skal strammes. Danmark har ret til at beskytte sit folk, sin tryghed og sin kultur. Der skal stilles hårdere krav, gives færre ophold, og afviste skal konsekvent ud. Kriminelle udlændinge skal udvises konsekvent og betingelsesløst. Hjælp kan ydes i nærområderne, men Danmark skal ikke være et mål for migration. Grænser virker – når de håndhæves.

Dansk statsborgerskab er ikke bare et dokument – det er et tilhørsforhold. Det kræver, at man kan sproget, forstår vores normer og lever i samklang med det danske fællesskab: frihed under ansvar, ligestilling, tillid og respekt for loven. Uden sprog og værdier bliver statsborgerskab tomt. Det skal ikke være lettere end i dag, hvor mange i forvejen får tildelt statsborgerskab uden sprog og værdier på plads. Selv kriminelle får desværre tildelt statsborgerskab i nogle tilfælde.

Teknologi kan være et godt supplement i ældreplejen, men den må aldrig blive en erstatning for menneskelig omsorg. Ældre har ret til værdighed og nærvær – ikke at blive “håndteret” af en skærm og en robot, fordi systemet mangler hænder. Pårørende skal kunne hjælpe af kærlighed, ikke af nødvendighed. Robotter kan aflaste praktiske opgaver, men ansvaret for plejen ligger hos det offentlige.

Ældrechecken kan godt forhøjes, så de pensionister med den strammeste økonomi får mere luft i hverdagen. Det er en enkel måde at give ekstra tryghed til dem, der har mindst.

Muligheden for en ungdomsuddannelse tæt på hjemmet betyder noget for flere unge – især i landdistrikter – fordi transporttid og udgifter ellers kan blive en reel barriere. Uddannelser skal ikke centraliseres så meget, at det kun er de stærkeste eller mest ressourcestærke, der får en fair chance. Samtidig skal kvaliteten være høj, uanset postnummer.

Danmark har brug for flere, der kan noget med hænder og faglighed i praksis – sygeplejersker, pædagoger, lærere, bygningskonstruktører og mange andre. I årevis er unge blevet skubbet mod universitetet som “det rigtige valg”, selv når de passer bedre til en profession. Der skal være mere prestige i at vælge en uddannelse, der fører til et konkret job – og uddannelsessystemet skal afspejle samfundets behov, ikke akademisk mode.

Der er ingen tvivl om, at hovedstaden naturligt samler mange kulturinstitutioner – og det er fint. Men kulturen må ikke blive et københavner-projekt, mens resten af landet får smuler. Målet bør være en bedre balance, hvor flere midler og aktiviteter når ud i hele Danmark, uden at man samtidig skal rive de nationale fyrtårne ned.

Naturen betyder noget for mange, og flere bør kunne komme ud og opleve skov og landskab – også uden at alt ejes af det offentlige. Men det skal ske med respekt for ejendomsretten, drift og privatliv. Adgangen bør derfor være enkel og rimelig, med klare regler og mulighed for at sige fra dér, hvor det giver problemer.