Gå til indhold
Del kandidaten
Niels Bünemann
Konsulent
Venstre

Derfor stiller jeg op til valget

LOKAL FORANKRING, EUROPÆISK UDSYN I mit lokalsamfund vil jeg arbejde for at styrke erhvervslivet og skabe arbejdspladser. I Nordjylland vil jeg arbejde for at sikre energiforsyningen, så den grønne omstilling bliver en chance og ikke en hæmsko. I Danmark vil jeg arbejde for en fornuftig brug af borgernes skattekroner, så vi sikrer en solid finansiering af vefærdssamfundet. I Europa vil jeg arbejde for, at vores fælles kontinent bliver et økonomisk og kulturelt kraftcenter med global gennemslagskraft.

Mine vigtigste temaer
Sundhed
Økonomi og skattepolitik
Udenrigs- og forsvarspolitik
Børnepasning og folkeskoler
Erhvervspolitik og beskæftigelse
Klima, miljø og energi
Udlændinge
Ældre
Uddannelse
Kultur og fritid
Tillidsposter
2022-nu · Bestyrelsesmedlem · Venstre (Frederikshavn)
2020-nu · Kasserer · Skagen Musik & Teaterforening 1944
2019-nu · Kasserer · Hulsig og Omegns Borgerforening og Forsamlingshus
2018-nu · Medlem af Distriktsrådet · Frederikshavn Kommune
2023-2026 · Bestyrelsesmedlem · LAG Vendsyssel
Erhvervskarriere
2020-nu · Selvstændig konsulent · NHB Communications
1
Det er rimeligt at bruge 5 procent af bruttonationalproduktet på Forsvaret.
Niels Bünemann uddyber:
Vi må se i øjnene, at USA ikke ønsker at påtage sig ansvaret for Europs territoriale forsvar. Alle lande i Europa er i gang med en oprustning, som desværre er både dyr og nødvendig. Den mest effektive udnyttelse af de penge, vi bruger på forsvaret vil indebære en intensivering af forsvarssamarbejdet mellem de europæiske NATO-lande og i EU.
2
Store bededag bør genindføres som helligdag.
Niels Bünemann uddyber:
Vi har i forvejen flere helligdage og længere ferier end i de fleste europæiske lande. Det kan vi ikke tillade os, hvis vi samtidig forlanger an opretholdelse og videre udviklling af velfærdssamfundet.
3
Danskernes generelle pensionsalder bør fortsætte med at stige sammen med levealderen.
Niels Bünemann uddyber:
Den generelle pensionsalder skal ikke nødvendigvis stige til over 70 år. Men det skal være både muligt og attraktivt at forlænge arbejdstilværelsen udover den generelle pensionsalder.
4
Danmark bør investere massivt i Grønland for at overbevise grønlænderne om at blive i rigsfællesskabet i stedet for at beslutte sig for selvstændighed.
Niels Bünemann uddyber:
Vi investerer i forvejen massivt i Grønland i kraft af det årlige bloktilskud på ca. 5 mia. kr. Det ydre pres på Grønland har efter alt at dømme ført til, at der i Grønland er et udbredt ønske om at forblive i rigsfællesskabet i den overskuelige fremtid. Hvis Grønland i fremntiden vælger selvstændigheden frem for rigsfællesskabet, så er der en fastlagt procedure for det.
5
Danmark bør investere i atomkraft.
Niels Bünemann uddyber:
Den teknologiske udvikling af nye reaktortyper gør det gamle forbud mod atomkraft irrelevant. Det bør ophæves snarest muligt. Det betyder ikke, at vi næste år eller året efter får atomkraft i Danmark, men det danske firma Copenhagen Atomics er på vej mod at færdigudvikle relativt små, modulare thorium-baserede atomreaktorer. Denne teknologi kan blive en vigtig del af vores samlede energiforsyning på mellemlangt sigt.
6
Den næste regering bør igen bestå af partier hen over midten.
Niels Bünemann uddyber:
Alt afhænger naturligvis af de mulige flertalskombinationer efter valget. SMV-regeringen har - trods kritik fra både højre og venstre - gennemført vigtige reformer, og i den vanskelige udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation er kontinuitet en værdi i sig selv.
7
Det er en god løsning, at der oprettes et modtagecenter for asylansøgere uden for Europa.
Niels Bünemann uddyber:
I princippet er det en god løsning, men den praktiske udførelse er meget vanskelig. Det har de hidtidige erfaringer vist. Det er vigtigere at vi bruger ressourcer på at styrke sikringen af EUs ydre grænser.
8
Den nuværende ambition om at blive CO2-neutral i 2045 er for uambitiøs.
Niels Bünemann uddyber:
Det er godt hvis vi kan blive CO2-neutrale inden 2045. Men vi skal også være realistiske og ikke smide barnet ud med badevandet. CO2-neutralitet i Danmark nytter ikke noget, hvis vi i processen destruerer arbejdspladser og velstand.
9
Der skal indføres forbud mod brug af sociale medier for børn under 16 år.
Niels Bünemann uddyber:
Det er ikke nødvendigvis politikernes opgave at udstede et sådant forbud. I stedet bør man forpligte udbyderne af sociale medier - under trussel om sanktioner - til at indrette deres sociale medier på en måde, som ikke er skadelige for børn og unge.
10
Vi skal have færre ulve i Danmark.
Niels Bünemann uddyber:
Antalet af ulve er vokset eksponentielt i de senere år. Det skaber utryghed i de berørte områder. Det er derfor positivt, at der fornylig er indført bedre mulighed for at regulere ulvebestanden.
11
Det skal være lettere at komme til Danmark og arbejde som udlænding.
Niels Bünemann uddyber:
Den demografiske udvikling betyder, at vi får brug for mere udenlandsk arbejdskraft for at kunne opretholde og videre udbygge vores velfærdssamfund. Det nemmeste ville være at satse på indvandring fra vestlige lande tæt på vores egen kulturkreds. Men de fleste af disse lande har samme demografiske udfordring som vi, så vi må også være åbne for en vis, afmålt indvandring fra ikke-vestlige lande. Det vil dog altid være en betingelse for opholds- og arbejdstilladelse, at hver indvandrer med sin arbejdskraft bidrager til det danske samfund.
12
Danmark skal opsige aftale med USA om baser på dansk jord.
Niels Bünemann uddyber:
Uanset hvad man mener om den nuværende amerikanske regering, så er USA en vigtig allieret i NATO. Samarbejdet med det amerikanske militær kan vi ikke undvære på kort eller mellemlangt sigt, og det indebærer også muligheden for at stationere amerikanske soldater på dansk jord.
13
Sundhed
Der skal bruges flere penge på psykiatriområdet.
Niels Bünemann uddyber:
Under sundhedsminister Sophie Løhde er der allerede afsat 10 mia. kr. til styrkelse af psykiatrien. For disse penge kan vi få en mærkbar forbedring, men det er muligt, at der skal gøre sendnu mere for at nedbringe ventetiden på psykiatrisk behandling, specielt for de mange børn og unge, der rammes af psykiatriske lidelser.
14
Sundhed
Der er brug for at give personalet i landets sundhedsvæsen en højere løn.
Niels Bünemann uddyber:
Det er nemt at love særlige grupper mere i løn, men svært at gøre det på en måde, der er retfærdig overfor andre grupper. I de senere har har store dele af vores sundhedspersonale fået et mærkbart lønløft, og det har allerede vist en postiv virkning i form af tilgang til disse fag.
15
Sundhed
Staten skal finansiere overvægtiges slankemedicin.
Niels Bünemann uddyber:
Ligesom ved andre typer af medikamenter beror det på en lægelig vurdering, om behandling af overvægt skal være (med)finansieret af Sygesikringen.
16
Sundhed
Abortgrænsen bør sænkes fra 18. til 12. uge.
Niels Bünemann uddyber:
Jeg baserer mig på ekspert-udsagn og etisk rådgivning i dette spørgsmål. I mange lande er grænsen på 18 uger, og det tror jeg er et fornuftigt leje.
17
Sundhed
Terminale patienter skal have ret til aktiv dødshjælp.
Niels Bünemann uddyber:
Definitionen af hvad der er aktiv og hvad der er passiv dødshjælp er ikke klar nok til, at vi på nuværende tidspunkt kan ændre på lovgivningen på dette område.
18
Økonomi og skattepolitik
Skatterne bør sættes ned.
Niels Bünemann uddyber:
Vi har et skattefinansieret velfærdssamfund, og det skal vi passe godt på. Det er derfor ikke ansvarligt at love massive skattelettelser, men vi skal hele tiden være på udkig efter skatter, der forstyrrer den økonomiske ligevægt - eksempelvis ved at reducere arbejdsudbuddet. Derfor: ja til lavere skat på arbejde, nej til et løfte om generelle skattenedsættelser.
19
Økonomi og skattepolitik
Den økonomiske lighed i samfundet skal styrkes.
Niels Bünemann uddyber:
En stigende velstand bør komme alle til gode. I Danmark har vi en meget betydelig omfordeling af indkomst fra den bedst stillede del af befolkningen til den mindre velstillede del. Men der skal være en økonomisk gulerod til dem, der skaber mest værdi og dermed bidrager til at holde vores velfærdssamfund kørende.
20
Økonomi og skattepolitik
Momsen på fødevarer skal sættes ned.
Niels Bünemann uddyber:
Økonomisk og administrativt er en differentieret moms med lavere sats på enkelte varegrupper ikke optimalt. Man kan gøre det billigere at være forbruger i Danmark på andre og mere effektive metoder, for eksempel ved at gøre nedsættelsen af el-afgiften permanent.
21
Økonomi og skattepolitik
Antallet af offentligt ansatte skal reduceres.
Niels Bünemann uddyber:
Offentligt ansatte løser mange nødvendige opgaver, og på nogle områder bliver der brug for flere offentligt ansatte i fremtiden, eksempelvis til sundhed, ældrepleje, politi, skoler og daginstitutioner. På det administrative område skal man hele tiden være opmærksom på, om tingene kan gøre mere effektivt og med færre ansatte. Måske er der administrative eller regulerende opgaver, der helt kan bortfalde i forbindelse med forenkling af regler og forskrifter.
22
Udenrigs- og forsvarspolitik
Vi skal engagere os endnu mere i EU.
Niels Bünemann uddyber:
Ikke alene har vi som en lille, åben økonomi økonomisk fordel af EU-medlemskabet. Det er ganske enkelt en politisk nødvendighed at deltage i det europæiske samarbejde, og det er nødvendigt at intensivere dette samarbejde. EU er ikke perfekt, men det er en sammenslutning af nationer, der mere end noget andet sted i verden er i stand til at skabe livskvalitet for borgerne, samtidig med respekt for elementære menneskerettigheder som ytringsfrihed og deltagelse i et velfungerende demokrati. Specielt i en situation, hvor USA ikke længere kan anses for at være en sikker bastion for den frie verden, er det helt afgørende, at vi i Danmark er en del af et europæisk fællesskab, der forsvarer vores grundlæggende værdier.
23
Udenrigs- og forsvarspolitik
Danmark skal fortsætte med at være blandt de lande, som yder mest støtte til Ukraines kamp mod Rusland pr. indbygger.
Niels Bünemann uddyber:
Ukraine kæmper vores kamp for terriorial integritet og national suverænitet imod et aggressivt og imperialistisk Rusland. Det er derfor rigtigt, at Danmark som et land med en stærk økonomi også bidrager mere end de fleste til Ukraines kamp.
24
Børnepasning og folkeskoler
Alle skoler skal tilbyde skolemad til eleverne.
Niels Bünemann uddyber:
Sådanne beslutninger træffes bedst decentralt, under hensyntagen til lokale forhold. Jeg mener ikke, at man fra Christiansborg-politikernes side skal stille faste krav om dette.
25
Børnepasning og folkeskoler
Der bør maksimalt være 14 elever i folkeskolens yngste klasser.
Niels Bünemann uddyber:
En maksimal klassekvotient på 14 er ikke realistisk, og ifølge nogle sagkyndige end ikke pædagogisk rigtigt. Forslaget kan ikke realiseres i praksis, både fordi der ikke er klasseværelser nok, og fordi der ikke er lærere nok. Det ville være ekstremt dyrt og tidskrævende at muliggøre en maksimal klassekvotient på 14.
26
Erhvervspolitik og beskæftigelse
Selskabsskatten på 22 procent skal sænkes.
Niels Bünemann uddyber:
Det er helt afgørende for vores velstand, at virksomhederne har gode vilkår. Selskabsskatten er en international konkurrence-parameter, og der er i OECD en aftale om, at den skal være på mindst 15%. Dette niveau børe være pejlemærket for vores egen selskabsskat. For skatteprovenuet er indkomstskatten på personlig indkomst langt vigtigere end selskabsskatten, så hvis virksomhederne skaber flere arbejdspladser skæpper det godt i skattekassen, uanset selskabsskattens højde.
27
Erhvervspolitik og beskæftigelse
Der bør være større forskel på at være i arbejde og modtage offentlige ydelser.
Niels Bünemann uddyber:
Det er vigtigt, at arbejdsdygtige mennesker har et incitament til at bruge deres arbejdskraft på at forsørge sig selv. Lige så vigtigt er det at tage hånd om de mennesker, der ikke kan arbejde pga sygdom eller andre forhold, som de uforskyldt er havnet i. Balancen mellem de to overvejelser er ikke nem, og det må til stadgihed overvejes, om denne balance bør ændres.
28
Erhvervspolitik og beskæftigelse
Seniorer bør have mere ud af at blive på arbejdsmarkedet.
Niels Bünemann uddyber:
Det skal være både muligt og attraktivt at forlænge arbejdstilværelsen udover den generelle pensionsalder. Der er allerede gennemført reformer i den retning, men vi kan godt gå videre ad den vej.
29
Klima, miljø og energi
Vi skal opsætte flere solceller på åbent land.
Niels Bünemann uddyber:
Omstillingen til fossilfri energiproduktion er uomgængeligt nødvendigt. Solcelleparker er et vigtigt element i omstillingen, især når den forbindes med nye teknologier til lagring af den producerede strøm. I Danmark er vi førende med disse teknologier, og det er en fordel, som vi også i Nordjylland kan og skal udnytte til at give virksomheder og husholdninger adgang til sikker, klimavenlig og ikke mindst billig energi.
30
Klima, miljø og energi
Det skal være lettere at se bort fra naboers protester, når der skal opsættes vindmøller.
Niels Bünemann uddyber:
Det er nødvendigt at satse på mere vindkraft i den grønne omstilling, men det må ALDRIG ske hen over hovedet på naboerne. Der skal ydes retfærdig kompensation og der skal tages hensyn til naboers indsigelser. Udnyttelse af vind- og solenergi skal være til glæde for alle i samfundet.
31
Klima, miljø og energi
Vi skal have flere naturnationalparker.
Niels Bünemann uddyber:
Naturnationalparker er et koncept, der - i modsætning til nationalparker generelt - ikke tjener borgernes interesser. De hidtidige forsøg med naturnationalparker har vist, at man bør være meget tilbageholdende med at indføre dette koncept.
32
Udlændinge
Danmark skal udvise kriminelle udlændinge, selv om det bryder med konventionerne.
Niels Bünemann uddyber:
Vi skal beskytte ofrene for alvorlig kriminalitet i højere grad end de kriminelle. Vi skal arbejde for at menneskerettighedskonventionen (og andre konventioner) fortolkes i en retning, som svarer bedre til den faktiske virkelighed, end tilfældet er i dag. Al lovgivning - også internationale traktater - må tilpasses de ændrede forhold. Beskyttelsen af vores eget samfunds værdier har en høj prioritet, og undertegnelsen af menneskerettighedskonventionen for 76 år siden var et stort fremskridt. Men forholdene i 1950 kan ikke direkte sammenlignes med forholdene i dag. Dette bør være åbent for diskussion, i både hjemlige og internationale fora.
33
Udlændinge
Den stramme udlændingepolitik skal lempes.
Niels Bünemann uddyber:
Jeg er tilhænger af en fast og restriktiv udlændingepolitik, men den skal være fair og ikke føre til åbenlyst uretfærdige afgørelser.
34
Udlændinge
Det skal være nemmere at få dansk statsborgerskab.
Niels Bünemann uddyber:
Dansk statsborgerskab er et privilegie, man skal gøre sig fortjent til. Jeg er tilhænger af en relativt restriktiv praksis for tildeling af statsborgerskab, så eksempelvis kriminalitet eller en manglende tilslutning til demokratiske værdier fører til, at man nægtes statsborgerskab.
35
Ældre
Flere ældre må acceptere, at robotter og pårørende skal hjælpe med at pleje dem.
Niels Bünemann uddyber:
Det er naturligt at tage tekniske hjælpemidler i brug for at styrke ældreplejen. Det må dog ikke gå ud over den menneskelige kontakt, og her kan de pårørende - hvis de har ressourcerne til det - godt yde et bidrag til den pleje, der stilles til rådighed af samfundet. Jeg har det dog lidt tungt med at sidestille robotter og pårørende, som det gøres i spørgsmålet! :-)
36
Ældre
Ældrechecken bør forhøjes.
Niels Bünemann uddyber:
Vi har et pensionssystem, der tilgodeser pensionister med lave indkomster. Der er ikke behov for uddeling af flere gaver - i stedet kunne man overveje at øge personfradraget, så en større del af pensionen bliver skattefri.
37
Uddannelse
Unge skal have mulighed for at tage en ungdomsuddannelse i nærheden af deres bopæl.
Niels Bünemann uddyber:
I mange områder af landet, ikke mindst i Nordjylland, oplever vi at de unge flytter til de større byer for at tage en uddannelse. Det er nødvendigt at gøre det mere attraktivt for de unge at blive i det område, hvor de er vokset op, så man også i de mindre bysamfund opretholder aktiviteter som sport, musik og andre elementer i det gode liv for de unge.
38
Uddannelse
Flere skal vælge en professionsuddannelse end en universitetsuddannelse.
Niels Bünemann uddyber:
Det giver ikke meget mening at stille disse to udannelsesformer op overfor hinanden. Vi har en af verdens bedst uddannede befolkninger, takket være et fremragende uddannlesessystem. Sammensætningen af vores uddannelser bør være efterspørgselsdrevet, og den ene type af uddanelse er ikke nødvendigvis bedre for samundet end den anden.
39
Kultur og fritid
Staten bruger alt for mange penge på kultur i hovedstadsområdet i forhold til i resten af landet.
Niels Bünemann uddyber:
Heldigvis er det en kendsgerning, at vi har et rigt og blomstrende kulturliv både i hovedstadsområdet og i resten af landet. Det er vigtigt at vi har en hovedstad, vi kan være stolte af, men også at vi i resten af landet kan gøre brug af et varieret kulturtilbud. Det er ikke kun et spørgsmål om statslige udgifter.
40
Kultur og fritid
Borgerne skal have større adgang end hidtil til skov og natur på privat jord.
Niels Bünemann uddyber:
Den nuværende borger-adgang til skov og natur på privat jord er tilstrækkelig, og der er ikke behov for ændringer på dette område.