Jeg stiller op til Region Østdanmark, fordi jeg tror på et sundhedsvæsen, hvor alle har lige adgang til behandling og tryghed - uanset hvor de bor, eller hvilken baggrund de har. Alt for mange oplever i dag at stå uden fast læge, at vente urimeligt længe på psykiatrisk behandling eller at skulle rejse langt for at få hjælp. Det er ikke rimeligt. Jeg kæmper for en stærk psykiatri, hvor mennesker får rettidig behandling og mødes med værdighed. Jeg vil sikre, at alle får en fast læge tæt på - også i yderområderne. Samtidig arbejder jeg for grøn omstilling i regionen, blandt andet gennem mere kollektiv trafik og bæredygtige energiløsninger. For mig handler politik om solidaritet, fællesskab og at sætte mennesket før systemet. Som SF’er går jeg til valg på at styrke velfærden, mindske uligheden i sundhed og skabe en region, der passer på både mennesker og klima.