Jeg drømmer om og vil arbejde for et lokalsamfund, hvor alle har muligheden for at få et godt liv. Et lokalsamfund, hvor børn trives og får en opvækst og en skolegang præget af dannelse og livsoplysning, der gør dem nysgerrige på og klar til livet. Hvor ældre oplever omsorg, værdighed og tryghed, og hvor udsatte borgere får den støtte og hjælp de har brug for. Et lokalsamfund, hvor alle har samme gode adgang til fritidsaktiviteter og kulturoplevelser, og hvor vi sammen sørger for at også fremtidige generationer har gode muligheder for at leve og udvikle sig. Af samme grund drømmer jeg også om og vil arbejde for et lokalsamfund hvor adgangen til rent drikkevand og et renere havmiljø sikres. Hvor biodiversitet og grøn omstilling går hånd i hånd med mere bæredygtige forbrugsmønstre og en bedre udnyttelse og genanvendelse af de ressourcer, vi har til rådighed. Og hvor vi dermed som lokalsamfund gør vores til at løse fremtidens store udfordringer.