Sydtrafik og FynBus skal løse vigtige opgaver, men udfordringerne i Syd- og Sønderjylland er ikke nødvendigvis de samme som på Fyn. Hvis vi samler selskaberne i ét, risikerer vi mere centralisering, længere beslutningsveje og en administration, der kommer længere væk fra borgerne. Det vigtigste er, at busserne kører dér, hvor borgerne har brug for dem – også i yderområderne – og at pengene ikke spises af administration og nye lag af bureaukrati. Så jeg ønsker fokus på den effektive drift og nærhed i trafikken, frem for fusioner, der kan koste både fleksibilitet og lokale hensyn.

Jeg mener, at vi skal gøre det langt mere attraktivt at blive praktiserende læge i yderområderne, hvor manglen er størst. For mange borgere står i dag uden fast læge, og det er uacceptabelt. Et af værktøjerne kan være at give lægerne mulighed for nedsat patienttal, så de kan få en mere overskuelig hverdag og bedre arbejdsvilkår. Det kan være med til at tiltrække flere til stillinger, der ellers er svære at besætte. Samtidig skal vi se på økonomiske incitamenter og stærkere faglige fællesskaber i yderområderne. For mig er det afgørende, at alle i region syd kan få en fast læge tæt på, uanset hvor de bor.

Jeg kan ikke støtte, at der lukkes flere konsultationssteder i lægevagten. Mange borgere – især i yderområderne – er allerede udfordrede af lange afstande og ventetider, når de har brug for akut hjælp. Hvis vi lukker flere steder, så går det ud over trygheden og kan i værste fald koste liv. For mig er det afgørende, at borgerne kan få hurtig adgang til hjælp, uanset hvor de bor i regionen. Vi skal styrke lægevagten, sikre flere hænder og skabe bedre tilgængelighed – ikke centralisere endnu mere. Når folk ringer i en sårbar situation, skal hjælpen være tæt på, ikke længere væk.

Jeg oplever, at lægemanglen er en af de største udfordringer for borgerne i Region Syddanmark – især i yderområderne. Når man ikke kan få en fast læge, skaber det utryghed og pres på hele sundhedsvæsenet. Derfor mener jeg, at regionen skal tage et større ansvar og drive flere offentlige klinikker, hvor det private marked ikke kan levere. Det er ikke en holdbar løsning, at borgere skal stå uden læge i måneder eller år. Offentlige klinikker kan være med til at sikre, at alle i region syd – uanset postnummer – får adgang til en praktiserende læge. For mig er tryghed og nærhed i sundheden vigtigere end at holde fast i systemer, der åbenlyst ikke fungerer alle steder.

Jeg mener, at vi først og fremmest skal uddanne, fastholde og tiltrække danske læger og specialister – det er den rigtige løsning. Men når en afdeling står til at lukke, som vi så med brystkræftafdelingen i Sønderjylland, fordi der mangler en enkelt specialist, så kan det være nødvendigt at hente hjælp fra udlandet som en midlertidig løsning. Patienterne må aldrig betale prisen for rekrutteringsproblemer. For mig er tryghed og behandling tæt på borgerne vigtigere end principper om, hvor personalet kommer fra. På den lange bane skal vi dog styrke uddannelsespladser og arbejdsvilkår, så vi kan fastholde egne specialister i regionen.

Jeg er enig i målet om kortere ventetider og bedre rekruttering i psykiatrien – men jeg mener ikke, at løsningen er en centralisering af sengepladser. Når man samler for meget ét sted, risikerer man, at borgere i yderområder får endnu længere til behandling, og det skaber utryghed. Psykiatrien er i forvejen presset, og nærhed er en vigtig del af behandlingen. Vi har brug for flere pladser og bedre vilkår for personalet – men de skal fordeles, så hjælpen også er tilgængelig lokalt. For mig er det vigtigere, at mennesker får hurtig og tryg adgang til behandling tæt på, end at vi centraliserer i håb om, at det alene løser rekrutteringsproblemerne.

Jeg anerkender, at Bo Libergren har taget over i en svær tid, men jeg synes ikke, at han har leveret de resultater, som borgerne i Region Syddanmark har brug for. Vi ser stadig alt for lange ventetider, problemer i psykiatrien, lægemangel og store forskelle mellem land og by. Der er brug for mere handling og en klarere prioritering af kernevelfærd frem for administration og centralisering. For mig handler det her ikke om partifarve, men om at skabe et sundhedsvæsen, der er tæt på borgerne og leverer tryghed i hverdagen. Jeg er overbevist om, at den kommende regionsformand, bør være Peder Kofod, og han er den rette til at løfte den opgave og skabe de nødvendige forandringer vi har brug for.

Jeg vil ikke acceptere, at der skal være stor forskel på, hvor hurtigt en ambulance er fremme alt efter, om man bor i byen eller på landet. Når det handler om livstruende situationer, skal alle borgere have samme chance for at få hjælp i tide. I dag ser vi desværre, at responstiderne i yderområderne ofte er markant længere – og det skaber utryghed. For mig er tryghed og lighed i sundhed en kerneværdi, og derfor skal vi have flere nærstationer, bedre dækning i landområderne og et akutberedskab, der fungerer i hele regionen. Dit postnummer må aldrig afgøre, om hjælpen når frem i tide.

Jeg mener, at adgang til egen læge skal være gratis – det er en grundpille i vores sundhedsvæsen. Hvis vi indfører brugerbetaling på besøg hos praktiserende læge, risikerer vi, at nogle borgere undlader at gå til lægen i tide. Det kan betyde, at sygdomme opdages senere og bliver både dyrere og farligere at behandle. Det er hverken fair eller fornuftigt. Sundhed skal finansieres over skatten, så alle har lige adgang – uanset indkomst. Jeg vil kæmpe imod, at vi indfører gebyrer, der skaber et A- og B-hold i sundhedsvæsenet. Vi skal styrke lægedækningen og det nære sundhedsvæsen – ikke afskrække folk fra at bruge det.

Jeg kan godt se, at video- og telefonkonsultationer kan være et godt supplement, især til korte opfølgninger eller simple spørgsmål. Men det må aldrig erstatte det personlige møde mellem læge og patient. Mange sygdomme opdages netop, fordi lægen kan se, høre og mærke patienten – og det kan ikke gøres over en skærm. Hvis vi presser for meget på med digitale løsninger, risikerer vi, at kvaliteten falder, og at ældre eller udsatte borgere bliver tabt. For mig er nærhed og tryghed vigtigere end effektivisering. Video og telefon kan være en hjælp i nogle situationer, men kernen i vores sundhedsvæsen skal fortsat være den fysiske konsultation.

Jeg mener, at de mindre syge- og sundhedshuse er helt afgørende for trygheden i lokalsamfundene. De giver nærhed, tilgængelighed og gør, at borgerne kan få hjælp tæt på deres hjem. Selvfølgelig skal vi have specialisering på de store sygehuse, men det må ikke ske ved at udhule eller nedlægge de mindre enheder. For mange borgere i yderområderne er sundhedshuset den primære indgang til sundhedsvæsenet, og det skaber både forebyggelse og sammenhæng i behandlingen. For mig handler sundhed ikke kun om avanceret behandling – det handler også om, at hjælpen er nærværende og til at komme til. Derfor vil jeg arbejde for at bevare og styrke de mindre syge- og sundhedshuse, selv hvis det betyder, at vi må balancere lidt på specialiseringen.

Akutberedskabet og ambulancetjenesten skal prioriteres lige højt – begge dele er afgørende for borgernes tryghed. Jeg vil arbejde for, at responstiderne forbedres, og at der sikres flere nærstationer i yderområderne, så hjælpen er tæt på, uanset hvor man bor. For mig handler det om lighed i sundhed – alle borgere skal have hurtig og effektiv hjælp, når det gælder.

Jeg mener ikke, vi skal nedprioritere buslinjer med få passagerer. For mange borgere i yderområderne er de små linjer en livline til arbejde, uddannelse og fritid. Hvis vi kun fokuserer på de store linjer i byerne, skaber vi endnu større ulighed mellem land og by. Selvfølgelig skal vi sikre effektiv drift, men den offentlige transport har også en vigtig samfundsopgave: at holde hele regionen forbundet. For mig er det afgørende, at unge uden bil kan komme til skole, at ældre kan komme til lægen, og at alle borgere oplever, at transporten fungerer – også uden for de store byer.

Psykiatrien har i alt for mange år været nedprioriteret, og det mærkes tydeligt i dag med alt for lange ventetider og alt for få pladser. Hvis vi skal tage psykisk sygdom alvorligt, må vi prioritere området højere – også selvom det kan betyde færre midler andre steder i sundhedsvæsenet. For mig er det afgørende, at psykiatrien får et markant løft, så både børn, unge og voksne får hurtigere og bedre hjælp. Psykisk sygdom kan ramme alle, og konsekvenserne af at lade stå til er langt dyrere – både menneskeligt og økonomisk – end at investere i rettidig behandling nu.

Jeg mener, at regionerne er et unødvendigt administrativt mellemled, som bruger alt for mange ressourcer på bureaukrati frem for på patienter og sundhed. Opgaverne kan løses bedre ved at fordele ansvaret mellem stat og kommuner: Staten kan sikre en ensartet styring og drift af sygehusene, mens kommunerne kan tage sig af det nære sundhedsvæsen og forebyggelse. På den måde får vi mindre bureaukrati, klarere ansvar og mere sundhed for pengene. For mig handler det om, at borgerne får den bedst mulige behandling og tryghed – ikke om at opretholde endnu et lag af politikere og administration.

For mig er det vigtigste, at borgerne får hurtig og ordentlig behandling – ikke om det sker på et offentligt eller et privat hospital. Lange ventetider skaber utryghed og kan forværre sygdomsforløb, og derfor skal vi bruge de private hospitaler som en ventil, når det offentlige ikke kan følge med. Ja, det kan være dyrere pr. behandling, men det er langt dyrere for både mennesket og samfundet, når patienter går syge for længe. På den lange bane skal vi styrke kapaciteten i det offentlige sundhedsvæsen, men vi må ikke lade patienterne betale prisen for systemets mangler her og nu.

Jeg kan godt se fornuften i at prioritere de sygdomme, som rammer mange borgere, for det er her, vi kan hjælpe flest og skabe størst effekt. Men jeg mener ikke, at vi må vende ryggen til de patienter, der lider af sjældne sygdomme. For dem er behandlingen ofte livsafgørende, og de må ikke lades i stikken, blot fordi de er få. For mig handler det om balance: Vi skal sikre kapacitet til de mest udbredte sygdomme, men samtidig have plads til at give de sjældne patienter en fair chance. Et sundhedsvæsen skal være for alle – ikke kun for flertallet.

Børne- og ungdomspsykiatrien er alt for presset, og alt for mange børn og unge venter urimeligt længe på udredning og behandling. Det er helt uacceptabelt, for jo længere de venter, jo større bliver problemerne senere i livet – både menneskeligt og økonomisk. Derfor skal området have højere prioritet, også selvom det betyder, at vi må skære lidt andre steder. For mig er det vigtigt, at børn og unge får den rette hjælp i tide, så de kan få en tryg og stabil fremtid. Psykisk sygdom er lige så alvorlig som fysisk sygdom, og vi må aldrig lade børn og unge i stikken.

Hvis vi vil sikre, at de mest pressede afdelinger kan fungere, så må vi også være villige til at bruge højere tillæg for at tiltrække og fastholde personale. Det kan være i akutmodtagelser, psykiatrien eller andre steder, hvor presset er størst. Jeg ved godt, at det kan skabe lønforskelle, men alternativet er langt værre: for få medarbejdere, længere ventetider og dårligere behandling. For mig handler det om at sikre tryghed og ordentlig behandling til patienterne. Jeg vil hellere acceptere forskelle i løn end at se afdelinger kollapse, fordi vi ikke kan rekruttere nok personale.

Jeg hører ofte fra både læger, sygeplejersker og sosu’er, at de bruger alt for meget tid foran skærmen og alt for lidt tid sammen med patienterne. Det er både frustrerende for personalet og til skade for patienterne. Selvfølgelig skal vi have dokumentation, men det er løbet helt af sporet. For mig er det afgørende, at vi får skåret ned på de unødvendige krav og genskabt tilliden til personalets faglighed. Jo mindre tid der bruges på bureaukrati, jo mere tid kan bruges på kerneopgaven: at behandle og hjælpe mennesker. Det er sund fornuft og en af de vigtigste kampe for et bedre sundhedsvæsen.

Mangel på praktiserende læger er en af de største udfordringer i Region Syddanmark – især i yderområderne. Når borgere står uden fast læge, skaber det utryghed og øger presset på sygehusene. Derfor mener jeg, at regionen skal tage ansvar og oprette regionsklinikker dér, hvor det private system ikke kan dække behovet. Selv hvis det betyder, at regionens klinikker konkurrerer med private praksisser, så må patienternes behov komme først. Ingen borgere skal stå uden læge i årevis, fordi vi ikke kan levere. For mig handler sundhedsvæsenet om tryghed, nærhed og adgang til hjælp – uanset postnummer.

Kræft rammer rigtig mange danskere, og det er helt afgørende, at vi fortsat har stærke kræftpakker og hurtig behandling. Jeg mener derfor ikke, at kræft fylder for meget – men jeg kan godt se, at andre sygdomsområder som psykiatri, hjerte-kar-sygdomme og kroniske lidelser ikke har fået den samme prioritet. For mig handler det ikke om at tage noget fra kræftområdet, men om at sikre, at også andre patienter får samme rettigheder til hurtig udredning og behandling. Alle sygdomme er alvorlige for den, der rammes. Vi skal ikke stille patientgrupper op mod hinanden – vi skal løfte hele sundhedsvæsenet.

Jeg mener, at adgang til en praktiserende læge er en af de mest grundlæggende rettigheder i vores sundhedsvæsen. Derfor skal vi sikre god lægedækning i hele Region Syddanmark – også i yderområderne. Uanset hvor man bor, skal man kunne regne med at have en fast læge tæt på. Det må koste det, det koster, for alternativet er langt dyrere: Når folk ikke kan komme til lægen, ender de på skadestuen eller hospitalet, og sygdomme opdages for sent. Jeg vil arbejde for flere uddannelsespladser, bedre vilkår og incitamenter, så vi kan tiltrække og fastholde læger i hele regionen. For mig er det et spørgsmål om tryghed og lighed – ikke et spørgsmål om kroner og ører.

Jeg er enig i, at vi skal tage ansvar for miljøet, men jeg mener bestemt ikke, at regionens førsteprioritet skal være at blive klimaneutral, hvilket ikke giver mening. Regionen har som hovedopgave at sikre sundhed og tryghed for borgerne, og det er dér, kræfterne og pengene skal bruges først. Selvfølgelig skal vi tænke fornuftigt, når vi bygger nyt, driver hospitaler og håndterer affald, men det skal ske med sund fornuft og uden at gå ud over kernevelfærden. Jeg ønsker balance: ja til grønne tiltag, når de giver mening – men ikke hvis det betyder færre penge til psykiatrien, færre læger i yderområderne eller længere ventetider på behandling.

Jeg kan godt forstå ønsket om at indføre et gebyr, når patienter udebliver uden at melde afbud – for det koster både tid, penge og betyder længere ventetid for andre. Men vi skal passe på, at vi ikke rammer de forkerte. Nogle patienter kan være sårbare, have psykiske udfordringer eller ganske enkelt glemme det, og de skal ikke straffes unødigt. Jeg mener derfor, at et gebyr kan være rimeligt i de tilfælde, hvor der er tale om gentagne udeblivelser uden gyldig grund. Det handler ikke om at straffe, men om at sikre respekt for fællesskabets ressourcer og skabe bedre udnyttelse af systemet til gavn for alle patienter.