I snart fire år har jeg været Fyns lyttende stemme på Christiansborg. Før jeg blev valgt, arbejdede jeg ti år som folkeskolelærer og tolv år i kommunalpolitik. Jeg kender velfærden indefra – og ved, hvordan beslutninger på Christiansborg mærkes i hverdagen. Jeg er datter af en pædagog og en tømrer. Jeg kommer fra gulvet og har selv stået der. Mit politiske engagement udspringer af virkeligheden i klasselokalet, i daginstitutionen og på arbejdspladsen. Et stærkt demokrati kræver et Folketing, der afspejler befolkningen – også når det gælder erfaring og uddannelsesbaggrund. Det gør en forskel, når folkevalgte har arbejdslivets erfaring med sig og ved, hvordan beslutninger påvirker hverdagen for fynboerne.