Jeg stiller op, fordi jeg tror på et Aarhus, hvor vi kombinerer vækst, frihed og fællesskab. Som iværksætter har jeg bygget en lokal virksomhed op og gjort den international – en rejse, der har lært mig, at resultater kræver mod, samarbejde og klare mål. Jeg vil gøre Aarhus til Danmarks mest erhvervsvenlige storby, hvor iværksættere og virksomheder møder muligheder, ikke barrierer. Vi skal have hurtigere sagsbehandling, mindre bureaukrati og bedre rammer for private investeringer. Mobiliteten skal styrkes, så alle kan komme frem – uanset om man vælger bil, cykel eller grøn transport. Grøn omstilling skal være realistisk og ansvarlig: havvind, teknologi og partnerskaber frem for symbolpolitik. Hele kommunen skal med – ikke kun midtbyen. Forstæder og opland skal have bedre infrastruktur, stærke skoler og et levende erhvervs- og foreningsliv. Jeg stiller op for at bringe erfaring fra erhvervslivet og uddannelsessektoren ind i byrådet – fornuftige løsninger, der virker i praksis.