FRA TOMGANG TIL TOPGEAR: HELSINGØR SKAL SÆTTE SIG I VELFÆRDENS FØRERSÆDE Alt for længe har Helsingør Kommune siddet fast i tomgang. En tung administration og middelmådige ambitioner har betydet, at borgernes behov og medarbejdernes trivsel ikke er blevet sat først. Det vil jeg lave om på. Jeg stiller op, fordi jeg kan bringe noget helt særligt ind i lokalpolitik: en kombination af praktisk erfaring fra velfærden og strategisk indsigt fra erhvervslivet. Jeg har arbejdet mig hele vejen op – fra social- og sundhedsassistent, til selvstændig erhvervsdrivende, til adm. direktør med ansvar for 500 medarbejdere. Jeg ved, hvordan hverdagen ser ud på gulvet, og hvordan man styrer komplekse organisationer på toppen. Som velfærdsiværksætter og mangeårig bestyrelsesformand i DI’s branchefællesskab for sundhed og velfærd har jeg lært at navigere i både kommunale og landspolitiske systemer. Jeg er vant til at oversætte lovgivning, se hullerne i reglerne og få rettet til. Den evne er afgørende.