Alle mennesker er lige meget værd. Det lærte jeg som barn, og sådan ser jeg stadig verden. Derfor kan jeg ikke acceptere den voksende ulighed på sundhedsområdet. Skal din sundhed og dit liv virkelig afhænge af dit postnummer, din bankkonto eller din sociale status? Ikke på min vagt! Mine rødder er i den sønderjyske muld, men i dag bor jeg i Kolding med min mand og vores to skønne teenagedrenge. Jeg er ansat i fagbevægelsen, og så sidder jeg i byrådet, hvor jeg bl.a. har plads i udvalgene for sundhed, social og senior. I mit politiske virke har jeg for ofte set mennesker falde mellem den kommunale og den regionale stol. Jeg vil gerne være med til at skubbe de stole sammen.