Du bør stemme på mig, hvis du ønsker en lokalpolitiker, der arbejder for løsninger frem for ideologi og samarbejde frem for konflikt. Jeg er ambitiøs på hele Viborg Kommunes vegne – ikke kun i Viborg by, men også i de mindre lokalsamfund, der alt for ofte oplever at stå bagerst i køen. Med base i Skals og rødder nord for Viborg ved jeg, hvor meget energi og vilje, der findes i landsbyerne. Derfor vil jeg kæmpe for, at kommunen investerer i både skoler, dagtilbud, fritidstilbud og udviklingsplaner, så vi får levende lokalsamfund i hele kommunen. Jeg mener også, at borgerne skal inddrages langt tidligere i beslutningsprocesserne, fx gennem folkeafstemninger om større projekter. Jeg tror på politik, der tager udgangspunkt i virkeligheden og respekterer borgernes hverdag. Mine værdier er pragmatisme, respekt og substans – ikke symbolpolitik. Jeg stiller ikke op for at vinde debatter eller jagte overskrifter, men for at skabe reelle resultater i samarbejde med dem, der vil fremad.