Gå til indhold
Del kandidaten
Thomas Sichelkow
Byudvikler (Selvstændig)
Moderaterne

Derfor stiller jeg op til valget

Med 20 års erfaring som byudvikler og en hverdag som far til tre, har jeg en solid ballast når kursen for København skal lægges. Jeg vil kæmpe for et trygt København med plads til alle. Både om natten, på cykelstierne og i skolerne. Et København hvor søerne renses, åerne åbnes og havnen lever hele året. Et København hvor egen bolig er opnåelig - også for dem der ikke "kender nogen der kender nogen" eller har en stor formue med i baggagen. København er vores hjem. Den skal fungere både i hverdagen og til fest. Det kræver at politikerne på rådhuset står sammen og tænker langsigtet, i stedet for de evige intriger, magtspil og forfængelighedsprojekter der præger Borgerrepræsentationen i dag. Jeg vil kæmpe for at vi sammen gør det bedste for København og lytter til københavnerne. Se mere på: https://www.facebook.com/thomassichelkowkv25

Erhvervskarriere
Byudvikler (Selvstændig)
Uddannelse
2000-2005 · Cand. Polyt. · Arkitektur & Design - Urban design · Aalborg Universitet
2004 · Graduate Certificate · Urban Design · Sydney University
1
Københavns Kommune skal prioritere flere grønne områder – også hvis det koster parkeringspladser
Thomas Sichelkow uddyber:
Vi skal turde tage dialogen med de lokale beboer om hvad de vil have i deres kvarter. Om det er parkering, grønne områder, eller noget helt andet, skal udvikles i samarbejde med dem og ikke trækkes ned over hovedet på nogen som et idealistisk korstog.
2
Diesel- og benzinbiler skal forbydes i flere bydele
Thomas Sichelkow uddyber:
Vi skal være meget forsigtige med at skelne imellem diesel-, benzin- og elbiler. Hvis det er ud fra et luftkvalitetsfokus, så er der for lille forskel til at den ene kategori skal forbydes. Hvis det er for at begrænse CO2 udledningerne, er det et vanskelligt regnestykke hvor der kan være god mening i at køre en gammel diesel bil helt ud, inden der købes en ny elbil. Vi skal værne om den grønne omstilling og få alle med. Hvis det bliver for puritansk for hurtigt, risikerer vi at få skabt et modtryk der i sidste ende skader hele den grønne omstilling.
3
København skal have mere metro – også selvom Københavns Kommune selv skal finansiere en stor del af det
Thomas Sichelkow uddyber:
Dette er en investering i Københavns fremtid. Der skal indgås aftale med staten der tillader København at bruge de opsparet midler uden om anlægsloftet. Derudover skal staten involveres mere i den direkte finansiering så metroen kan betjene endnu flere og hænge bedre sammen med det øvrige transport net. Offentlig transport i Storkøbenhavn er mere end blot Københavns Kommune. Det er f.eks. også de mange pendlere der starter deres rejse langt uden for byen, hvor den offentlige transport måske ikke er så god. Det skal der ses på som en helhed. Der er stadigvæk store dele af København som er dårligt dækket af offentlig transport. Hvis vi skal give københavnerne et reelt alternativ til bilen, skal der være mere Metro.
4
Der skal indføres en betalingsring rundt om København
Thomas Sichelkow uddyber:
Der er trængsel på de københavnske veje, og der er kamp om pladsen. I takt med at flere flytter til København og flere anskaffer sig en bil, risikerer vi at København sander til i trafik. Om det er en betalingsring, parkeringsøer eller en anden løsning, skal vi undersøge grundigt. Under alle omstændigheder skal det laves i tæt samarbejde med de lokale beboer der bliver ramt, så vi undgår voldsomme og pludselige konsekvenser for københavnerne.
5
København skal øge antallet af parkeringspladser til biler - også hvis det koster cykelstier eller byrum
Thomas Sichelkow uddyber:
Biler fylder utroligt meget i København. Der er rift om pladsen og stor forskel på hvor afgørende parkering er for den enkelte. For nogle, er bilen afgørende i hverdagen, imens andre kun bruger den lejlighedsvis. Vi skal kunne prioritere de folk der har behov for bilen i hverdagen, imens andre får bedre alternative tilbud i f.eks. p-huse ved stationer. Målet må være at vi har en levende by, hvor børn kan lege trygt og hverdagen fungerer for alle. Samtidigt skal evt. ændringer indføres meget mere gradvist, så københavnerne har tid til at tilpasse deres hverdag hvis der er behov for det.
6
Kollektiv trafik skal være gratis
Thomas Sichelkow uddyber:
Forsøg med gratis kollektiv trafik i Luxemburg og Estland, har vist at det er kvaliteten af den kollektive trafik som er afgørende. Så hvis målet er at få flere til at fravælge bilen og tilvælge den kollektive transport - og det vil vi i Moderaterne - så skal vi se nærmere på hvordan vi højner kvaliteten af den kollektive trafik med f.eks. mere metro, og ved at etablere P-huse der hvor indfaldsvejene ligger ved stationer. Samtidigt må vi også konstatere at offentlig transport i København er hamrende dyrt. Derfor bør det undersøges om vi kan få flere til at bruge den offentlige transport og gøre det billigere at være københavner ved at sænke priserne på offentlig transport.
7
Københavns Kommune skal afskaffe forældrebetalingen i kommunale daginstitutioner
Thomas Sichelkow uddyber:
Vi skal kunne levere en service i København som vi er stolte af. Det gælder også institutionerne hvor vores børn er i mange timer. Vi skal vurdere hvad der styrker institutionerne og vores børns hverdag, i tæt samarbejde med pædagogerne og deres ledere og bakke om det. Hvis der derefter er råd til at gøre det billigere eller gratis for en større del af børnene, så skal vi naturligvis se nærmere på det, men først når vi er sikre på at der er de ressourcer der skal til for at sikre gode institutioner hvor børnene er glæde og trives.
8
Andelen af almene boliger i nybyggeri skal øges markant
Thomas Sichelkow uddyber:
Der er behov for flere betalbare boliger i Kbh. Der er brug for en stor variation i boligmassen i Kbh, både mht. ejerformer og størrelser. Kun på den måde kan vi sikre en blandet by for alle. Jeg går ind for 4 x 25 modellen. Dvs. 25% almene, 25% ejerboliger, 25% andel og 25% privatudlejning.
9
Projektet med Lynetteholmen skal skrottes
Thomas Sichelkow uddyber:
Hvis boligkrisen skal løses, bliver vi nødt til at bygge flere boliger. Vi kan fortætte, udnytte loftrum og tillade mere beboelse i villahaver, men vi kommer ikke uden om at der er brug for mere plads. Lynetteholmen er langt fra perfekt, og vi skal kæmpe for at minimere miljøkonsekvenserne i langt højere grad end der gøres i dag. Samtidigt er finansieringen af Metroen bundet op f.eks. Lynetteholmen. Vi har brug for en ærlig snak om hvor mange boliger der skal være i København, hvad de må koste, hvor de må ligge og hvordan Metroen ellers skal finansieres. Jeg går ind for mere Metro og en ny for alle. En by for alle kræver flere boliger og der er vi nødt til at få Lynetteholmen. Partier der er imod Lynetteholmen, skylder at forklare hvordan boligkrisen ellers skal løses og hvordan Metroen skal finansieres.
10
Rygning skal forbydes på kommunale pladser og i parker
Thomas Sichelkow uddyber:
Så længe man ikke generer andre, skal kommunen ikke blande sig i hvordan Københavnere lever deres liv. Til gengæld må der meget gerne sættes ind over for affald i parker og på pladser, hvor cigaretskoder er alt for almindelige. Ved de årlige affaldsindsamlinger (og til hverdag) har jeg desværre kunne konstatere at alt for mange cigaretskoder ikke ender i en skraldespand. Det er noget svineri.
11
Kommunens serviceniveau må gerne øges, også hvis det kræver højere kommuneskat.
Thomas Sichelkow uddyber:
Vi skal kunne levere et serviceniveau vi er stolte af og kan være bekendt. Jeg er ikke overbevist om at flere penge altid giver bedre resultater, men jeg vil lytte til fagfolk og eksperter om hvordan vi kan sikrer et højt niveau.
12
Der skal spares på de kommunale budgetter, så kommuneskatten kan sættes ned.
Thomas Sichelkow uddyber:
Vi har i forvejen den laveste kommuneskat i landet. Vi skal sikre et serviceniveau vi kan være stolte af. Hvis vi kan sikre et højt niveau og samtidigt spare penge nogle steder, så gerne, men jeg vil gerne se det regnestykke først.
13
Det skal være økonomisk mere attraktivt at sidde i byrådet/kommunalbestyrelsen, så flere bliver interesserede i at stille op.
Thomas Sichelkow uddyber:
Der er færre og færre der ønsker at gå ind i lokalpolitik. Jeg er ny som politiker med 20 års erhvervserfaring. For mit vedkommende, vil det økonomiske og logiske rationale være at holde mig langt væk fra lokalpolitik. Der er ganske enkelt alt for mange timer i forhold til den godtgørelse man får. Jeg brænder for København og vil gerne kæmpe for en bedre by, også selv om det koster mig penge. Men der skal også være plads til flere forskellige typer i Borgerrepræsentationen. Hvis den økonomiske godtgørelse kan styrke den kandidatgruppe man kan vælge fra, bakker jeg gerne op om det.
14
Skolerne skal i højere grad hjælpe særligt udfordrede børn, også selvom det vil ske på bekostning af hjælpen til de øvrige elever.
Thomas Sichelkow uddyber:
Som far til tre, har jeg oplevet hvordan enkelte børn kan vende op og ned på en folkeskoleklasse. Vi skal lytte til lærerene, pædagogerne og skolelederne med hvordan vi bedst kan skabe en folkeskole vi er stolte af, med de bedste rammer for vores børn.
15
Der er p.t. for få ansatte i forhold til antallet af børn i daginstitutionerne i min kommune.
Thomas Sichelkow uddyber:
Pædagogerne gør et kæmpe stykke arbejde for at sikre gode vilkår for børnene på institutionerne. De er hverdagens helte. Hvis vi på nogen måde kan hjælpe dem, så skal vi være åbne og lytte til deres anbefalinger og ønsker.
16
Klassernes størrelse i folkeskolen skal ned - også hvis andre områder må spare.
Thomas Sichelkow uddyber:
Folkeskolen er under hårdt pres. Alt erfaring viser at flere elever medfører et større pres på lærer der ikke altid kan følge med. Som far til tre har jeg oplevet hvordan flere lærer eller fære elever har haft stor betydning for hvordan klassen fungerede og børnenes trivsel og indlæring. En god start på livet er en god investering som samfund. og for den enkelte. Det skal vi kunne give vores børn.
17
Der skal prioriteres flere varme hænder frem for mere velfærdsteknologi i ældreplejen.
Thomas Sichelkow uddyber:
Vi skal kunne levere et serviceniveau vi er stolte af. Vi skal turde lytte til eksperterne, de ældre og deres familier om hvordan vi sikrer det. Umiddelbart virker det til at den menneskelige kontakt fortsat er afgørende, og derfor skal det prioriteres hvis der er enighed.
18
Mere konkurrence fra private aktører i ældreplejen vil forbedre serviceniveauet.
Thomas Sichelkow uddyber:
Antallet af plejehjem i København skal fordobles. Der kommer flere ældre og København skal være forberedt. København skal kunne levere et serviceniveau vi er stolte af og kan byde vores ældre. Om det sker på private eller offentlige plejhjem skal ikke være afgørende, det vigtigste er at de ældre får en god alderdom.
19
Hjemmeplejen må aldrig udskifte en hjemmehjælpers støvsugning hos en ældre med en robotstøvsuger, med mindre det er den ældres eget ønske.
Thomas Sichelkow uddyber:
Vi skal levere en service som vi er stolte af. Det bør altid være op til den enkelte hvad de definerer som en god service - uanset om det er varme hænder eller teknologi.
20
Der bør bruges flere penge på genoptræning, selvom det indebærer, at andre kommunale sundhedsområder (som for eksempel forebyggelse) får færre penge.
Thomas Sichelkow uddyber:
Forebyggelse er bedre end hjælp når skaden er sket. Prioritering af økonomiske midler skal ske ud fra en konkret vurdering af hvordan vi får mest for pengene, og hvordan vi sikrer københavnerne den bedste hverdag og værdighed. Vi vil helst sikrer at folk ikke har brug for behandling, men om pengene er bedst brugt på den ene eller den anden måde, skal vurderes i tæt samarbejde med fagfolk og eksperter. Derudover skal vi være gode til at følge op på om det virker, og turde justere hvis der tages fejl.
21
Kommunen skal i højere grad sikre fredelige bymidter ved at forbyde gennemkørende trafik og parkering langs gaderne.
Thomas Sichelkow uddyber:
Den gennemkørende trafik fylder meget. Der er flere biler der passerer Rådhuspladsen, end på de fleste motorveje. Der skal laves en fuld motorvejsring om København, så det bliver lettere at køre rundt om byen end igennem. Parkering langs gaderne skal koordineres med de lokale borgere. Det er deres kvarter og deres hverdag der skal prioriteres, ikke politiske korstog.
22
Kommunen skal i højere grad fortætte byerne i stedet for at udlægge nye områder til boliger eller erhvev.
Thomas Sichelkow uddyber:
Vi skal bruge alle de ledige byggegrunde vi kan finde i København - så længe det ikke går ud over natur eller byrum. Der er allerede kortlagt ca. 35,000 potentielle nye boliger i København blot ved fortætning. Det arbejde skal kommunen styrke og facilitere så vi gør byen tættere før vi gør den bredere.
23
Kommunen skal udlægge mere plads til vindmøller og solceller, også tættere på beboelse end i dag.
Thomas Sichelkow uddyber:
Vi skal turde gå forrest i kampen for den grønne omstilling- Ganske enkelt fordi København er en af de byer der risikerer at blive hårdt ramt hvis klimaforandringerne tager til. Vindmøller generer ikke på samme måde i et travlt bymiljø, som de gør i et fredeligt naturområde. Vi har netop gjort det lettere at opsætte solceller på offentlige bygninger, og den mulighed skal naturligvis udnyttes fuldt ud.
24
Alle kommunale byggerier skal have lavt CO2-aftryk - også hvis det gør projekter dyrere.
Thomas Sichelkow uddyber:
Klimaforandringer vil ramme København meget hårdt. Uanset om det er voldsommere skybrud, stormflod eller stigende vandstand, så vil København blive ramt. Københavns andel af den samlede globale CO2 udledning er måske meget lille, men hvis vi ikke gør en indsats, hvordan skal vi så kunne overtale andre til det?
25
Politikerne skal fortsat have fuld fokus på vækst - også selvom det blandt andet betyder mere trafik og pres på skoler og daginstitutioner
Thomas Sichelkow uddyber:
Vi skal passe på København. Langsigtet vækst og projekter nytter ikke noget, hvis det gå hårdt ud over de københavnere der bor her lige nu. Der er brug for både de langsigtet perspektiver, men også en forståelse for København her og nu. Nedlæggelse af parkeringspladser i midtbyen er et eksempel på hvordan langsigtet tænkning umuliggør hverdagen for mange københavnere her og nu. Det skal vi kunne gøre bedre. Derudover skal københavns kommune være bedre til at forudsige konsekvenserne af vækst. Vi ser f.eks. hvordan de nye områder i Sydhavnen mangler fritids- og idrtætsfaciliteter. Som byudvikler med 20 års erfaring er det en mærkesag for mig, at vi bliver bedre til at planlægge fremtiden. Kun på den måde kan vi sikre at vi får det København vi alle bliver glade for.
26
Beskyttelse af grønne områder i kommunen bliver prioriteret for højt i forhold til nye erhvervs- og boligbyggerier.
Thomas Sichelkow uddyber:
Vi skal passe på vores grønne åndehuller. Samtidigt skal vi have plads til flere københavnere. Jeg er helt enig i at vi skal prioritere de grønne områder. Men jeg bakker op om Lynetteholmen og derfor har jeg kun svare lidt uenig da de blå områder i Øresund godt må komme i spil. Når det er sagt, skal vi være bedre til at passe på det blå miljø så vi ikke påvirker Øresund og Østersøen negativt.
27
Politikerne i min kommune er gode til at lytte til indsigelser fra borgere og tager deres input med i lokal- og kommuneplaner.
Thomas Sichelkow uddyber:
København er topstyret hvor der køres skinprocesser hvor beslutningerne allerede et taget. Jeg har selv siddet i forvaltningen og kæmpet for at få borgernes ønsker til at blive integreret i projekter, for blot at opleve hvordan beslutningerne allerede er truffet. Det tager tid at få lavet gode borgerinddragelsesprocesser, og der er borgmestre der skal sluge ideologiske kameler for at få det til at gå op, men det skal kunne lade sig gøre.
28
Kommunen skal være mere aktivistisk og eksempelvis boykotte varer fra Israel.
Thomas Sichelkow uddyber:
Krigen i Gaza og bosættelserne på Vest bredden, er hjerteskærende og forfærdelige at være vidne til. Det er Christiansborg der driver Danmarks udenrigspolitik, men vi skal gøre hvad vi kan for at påvirke den. Samtidigt er det meget vigtigt at vi ikke lader udenlandske konflikter påvirke den måde vi behandler hinanden i Kbh - uanset etniske baggrund, religion eller andet. Vi er københavnere og vi skal stå sammen.
29
Det er en vigtig kommunal opgave at understøtte det lokale kunst- og kulturliv økonomisk.
Thomas Sichelkow uddyber:
København har meget lave udgifter til kunst og kultur, til dels fordi staten har så mange tilbud i København. Men det skal ikke være en sovepude, i stedet kunne vi sikre at København bliver et fyrtårn på samme vis som f.eks. Berlin.
30
Flygtninge og indvandrere udgør en ressource frem for et problem for lokalsamfundet.
Thomas Sichelkow uddyber:
Flygtninge og indvandrere er en meget forskelligartet gruppe som ofte skæres over en kam. Det er for let at stemple et helt befolkningssegment pga. nogle forfærdelige sager, som ender med at overskygge den styrke de samlet set bidrager med til vores samfund. Jeg har selv oplevet hvordan det var, at være indvandrer i et andet land. Her blev jeg identificeret ud fra hvor jeg var født (Danmark), i stedet for hvem jeg var. Da min familie flyttede tilbage til Danmark var jeg pludselig rigtig dansker, imens f.eks. dem der havde boet her hele deres liv, men havde udenlandske forældre blev stemplet som anderledes. Alle skal bidrage til det danske samfund, uanset baggrund og som kommune skal vi give dem de bedste muligheder for det.