Min ambition er klar: Nordjylland skal i front og Danmark skal hænge sammen. Alt for længe har vi accepteret, at beslutninger og investeringer samler sig ét sted. Det svækker sammenhængskraften. Hele Danmark skal udvikles - ikke kun hovedstaden. Vi mangler arbejdskraft. Sundhedsvæsenet er presset. Og skolen skal udvikle talenter frem for at ensrette. Jeg arbejder hver dag i krydsfeltet mellem erhvervsliv og det offentlige. Jeg ser, hvor strukturerne ikke hænger sammen, og jeg har en klar idé om, hvad der spænder ben - og hvad der skal til for at ændre det. Det kræver politisk mod og klare prioriteringer. Vi skal gøre det mere attraktivt at arbejde og styrke iværksætteri og innovation – allerede i folkeskolen. Lærere skal have frihed til at være talentspejdere. Flere skal med - også seniorer og dem, der står udenfor arbejdsmarkedet. Jeg tror på ansvarlig økonomi og samarbejde hen over midten - for resultaternes skyld. Nordjylland er mit udgangspunkt. Danmark er mit ansvar.