Gå til indhold
Del kandidaten
Thorbjørn Jacobsen
Ingeniør - konsulent
Liberal Alliance

Derfor stiller jeg op til valget

Jeg vil være din liberale vagthund i byrådet, som står for mere frihed og mindre bureaukrati - og masser af vestjysk sund fornuft. Jeg kæmper for kernevelfærd, flere frie valg i velfærden, og et stærkt erhvervsliv. Vi skal luge ud i bureaukrati og projektmagerie, og vi skal lade de gode initiativer blomstre. Prestigeprojekter, ejendomsspekulation og kulturfrås giver mig røde myrer, så jeg vil fortsætte med at sætte fokus på at politikerne har respekt for fælleskassen. Det er trods alt dine og mine penge som de spenderer, så de skal bruges med mere omtanke. Jeg er desuden din lokale folketingskandidat, med gode forbindelser til hele vores folketingsgruppe. Jeg ønsker at blive Struers stemme på Christiansborg ved næste folketingsvalg.

Politisk karriere
2022-nu · Folketingskandidat
2025-nu · Suppleant til Struer Byråd
2023-2024 · Top-kandidat til Europa-Parlamentet
2021 · Spidskandidat til KV21 i Struer
Tillidsposter
2021-nu · Bestyrelsesmedlem · Liberal Alliance Holstebro/Struer/Lemvig
2023-nu · Lokalformand · Liberal Alliance Holstebro/Struer/Lemvig
1
Det er nødvendigt at samle eleverne på færre skoler, når antallet af børn falder
Thorbjørn Jacobsen uddyber:
Landsbyernes skoler er livsnerven, og byrådet skal støtte og bevare muligheden for at de kan fortsætte. Vi vil strække os langt for at sikre dette.
2
Kommunen prioriterer Struer by på bekostning af oplandet
Thorbjørn Jacobsen uddyber:
Vi vil gøre vores bedste for at sikre at hele kommunen tilgodeses, og ikke kun hovedbyen. Projektet Stævnen er et konkret eksempel hvor man allokerer midler til byggegarantier inde i byen, hvorved man ikke kan finde midler til at støtte alment byggeri i resten af kommunen. Det er ikke rimeligt, især med tanke på at der er efterspørgsel på byggeri i fx Hjerm og Humlum.
3
Bybusserne bør nedlægges og erstattes af flextrafik
Thorbjørn Jacobsen uddyber:
Jeg er godt tilfreds med at vi har bybusserne.
4
Der er plads til mange flere solceller og vindmøller i Struer Kommune
Thorbjørn Jacobsen uddyber:
Der er muligvis plads. Men elnettet drukner i solcellestrøm når solen skinner, og vindenergi når det blæser. Da de mange planlagte PtX-anlæg er udsat og med stor sandsynlighed ikke bliver til noget foreløbig er der ingen som helst gode grunde til at bygge mere energiproduktion. Desuden er solceller slet ikke så grønne endda - det har jeg skrevet en kronik om i Ingeniøren GridTech - læs den her: https://pro.ing.dk/gridtech/holdning/la-kandidat-solcellernes-klimaeffekt-er-overvurderet?1f4e2460cfb84ebe8cd48fb29bb9de08=xssjkMWDRRbt0uKERt0G23M_CyeljpBbdkG20bP55PQ Jeg vil hellere kæmpe for at de store byer kan forsynes med kernekraft. Det er dér behovet for alvor er, og det kan give både stabilitet, energiuafhængighed såvel som frihed fra energiafpresning. Lige nu er vores grønne omstilling fuldstændig afhængig af Kina, og vi skylder at lære af fortidens fejl. Derfor vil jeg kæmpe for kernekraft i folketinget.
5
Kommunen bør investere endnu mere i turismen
Thorbjørn Jacobsen uddyber:
Her kan der være et kæmpe potentiale. Se bare mulighederne for kitesurfing ved Oddesund - et smukt syn, og en hel unik beliggenhed til dette med frisk vind og perfekt bølgelæ bag tangen, uanset hvilken retning vinden har. Det kunne blive vores udgave af "Cold Hawaii", og vil kunne trække turister til i stor stil. Det giver overnatninger på hoteller og sommerhuse, flere restaurantbesøg og mere aktivitet. Igen skal dette ikke drives af kommunen - men understøttes ved at lade gode idéer og initiativer få mulighed for at udfolde sig.
6
Markedsføringen af Struer som “Lydens By” er fornuftig og styrker min kommune
Thorbjørn Jacobsen uddyber:
Kommuner skal levere velfærd - ikke reklamere for sig selv. Branding og markedsføring er slet ikke en opgave som skal løses af kommunen, folk flytter alligevel pga nærhed til familie og job. Struer Tracks leverer ligeledes gang på gang dårlige evalueringer, og koster skattekroner. Det må stå på egne ben, og finansiere deres aktiviteter med billetter og fondsmidler!
7
Kommunens serviceniveau må gerne øges, også hvis det kræver højere kommuneskat.
Thorbjørn Jacobsen uddyber:
Der findes allerede masser af steder hvor kommunen kan og bør spare, så folk kan beholde lidt flere af deres skattekroner. Folk kan bedre få værdi for pengene ved selv at få lov at bruge dem, end at lade en socialdemokrat gøre det for dig. Der er absolut ingen grund til at indkræve højere kommuneskatter.
8
Der skal spares på de kommunale budgetter, så kommuneskatten kan sættes ned.
Thorbjørn Jacobsen uddyber:
Jeg er fuld af gode idéer til hvor man kunne spare i kommunen - startende med vores administration, som bare vokser og vokser. Her kunne vi sagtens samarbejde endnu mere med nabo-kommuner for at blive mere effektive. Det er et godt tidspunkt at gøre det på, da arbejdsløsheden er historisk lav - så lad os da komme i gang!
9
Det skal være økonomisk mere attraktivt at sidde i byrådet/kommunalbestyrelsen, så flere bliver interesserede i at stille op.
Thorbjørn Jacobsen uddyber:
Man bør ikke stille op til byrådet for den økonomiske kompensations skyld, og jeg tror ikke det afgør hvem der stiller op.
10
Skolerne skal i højere grad hjælpe særligt udfordrede børn, også selvom det vil ske på bekostning af hjælpen til de øvrige elever.
Thorbjørn Jacobsen uddyber:
Struer Kommune leverer her en hæderlig indsats i dag, en indsats som ligger et godt stykke over landsgennemsnittet. Det er altid let at ønske sig mere, men vi skal faktisk bare glæde os over det vi har. Her er det på sin plads med en ros, tag bare til Holstebro hvis du vil se en kommune som gør det meget dårligere.
11
Der er p.t. for få ansatte i forhold til antallet af børn i daginstitutionerne i min kommune.
Thorbjørn Jacobsen uddyber:
Problemet er ikke antallet af ansatte. Problemet handler om hvad de ansatte skal bruge sin tid på. I dag bruger en pædagog kun ca. halvdelen af sin tid sammen med børnene - resten går til administration, kurser og andre aktiviteter som ikke skaber den ønskede værdi. Her er et kæmpe potentiale for forbedring, som kan udløses uden at ansætte flere. Måske det faktisk ville hjælpe hvis der sad lidt færre inde i centraladministrationen - det tror jeg.
12
Klassernes størrelse i folkeskolen skal ned - også hvis andre områder må spare.
Thorbjørn Jacobsen uddyber:
Det ville være gavnligt med mindre klasser i byskolerne - men i landsbyskolerne kunne der godt være flere elever i hver klasse.
13
Der skal prioriteres flere varme hænder frem for mere velfærdsteknologi i ældreplejen.
Thorbjørn Jacobsen uddyber:
Mere velfærdsteknologi kan netop give flere varme hænder! Hvis en stor del af den administrative opgave kan løses smart med AI eller diktering frem for skrivebordsarbejde, så frigør det ressourcer til velfærdens frontkæmpere - og det giver bedre velfærd. Jeg er teknologi-optimist, og mener at der er et stort uforløst potentiale her. Et potentiale til at frigøre eksisterende medarbejdere fra skrivebordet og til i stedet at udføre de varme hænders arbejde med øget nærvær og tryghed for borgerne.
14
Mere konkurrence fra private aktører i ældreplejen vil forbedre serviceniveauet.
Thorbjørn Jacobsen uddyber:
Det viser sig igen og igen at sund konkurrence skaber bedre og billigere tilbud til borgerne. Desuden skaber en større mangfoldighed af tilbud også en større chance for at du kan få lige netop den service du ønsker dig - og har et sted at henvende dig hvis du er utilfreds. Ofte er de private tilbud bedre til at nedbringe sygefravær og øge kvaliteten samt skære unødigt bureakrati fra - alt sammen til glæde for borgeren. Det vil dog medføre et kontroltab for socialdemokratiske politikere, og det kan jeg sagtens leve med.
15
Hjemmeplejen må aldrig udskifte en hjemmehjælpers støvsugning hos en ældre med en robotstøvsuger, med mindre det er den ældres eget ønske.
Thorbjørn Jacobsen uddyber:
Ældreplejen bør være så effektiv som mulig, så det er en dårlig idé at blande sig i. I LA vil vi hellere at man indfører en fritvalgsordning, så et givent beløb til støtte kan veksles til de ydelser der nu er mest behov for - altså med mulighed for mere variation og flere valgmuligheder. Det vil give en større tilfredshed, og systemet er trods alt til for borgerne.
16
Der bør bruges flere penge på genoptræning, selvom det indebærer, at andre kommunale sundhedsområder (som for eksempel forebyggelse) får færre penge.
Thorbjørn Jacobsen uddyber:
Jeg mener ikke at sundhedsmæssig forebyggelse er en kommunal opgave. Folk ved da godt at rygning er usundt, og må selv bekoste deres rygestopkursus. Ligeså med parterapi - det skal kommunen ikke blande sig i heller. Lad folk selv tage ansvar. Kommunen er ikke svaret på alle livets spørgsmål. Derfor skal genoptræning klart have større fokus end forebyggelse.
17
Kommunen skal i højere grad sikre fredelige bymidter ved at forbyde gennemkørende trafik og parkering langs gaderne.
Thorbjørn Jacobsen uddyber:
Det giver hverken klimamæssig mening eller nogen forbedring for bylivet hvis man hindrer trafikken i Struer eller landsbyerne. Det vil tværtimod kun være til scene og føre til at flere biler skal køre en større omvej - til skade for klima og handelsliv.
18
Kommunen skal i højere grad fortætte byerne i stedet for at udlægge nye områder til boliger eller erhvev.
Thorbjørn Jacobsen uddyber:
Jeg tror at rigtig mange sætter pris på den mindre tætte bebyggelse vi har her på egnen, og vi har altså plads nok omkring os. Dette bør ikke være noget som styres kommunalt, men bør i stedet være drevet af ønsker fra borgere og erhvervsliv. Lad borgerne sætte retningen, og så må byrådet lave de tilhørende lokalplaner.
19
Kommunen skal udlægge mere plads til vindmøller og solceller, også tættere på beboelse end i dag.
Thorbjørn Jacobsen uddyber:
Naboer til VE-anlæg mister store værdier når der kommer et industrianlæg i baghaven. Man gør indhug i deres friværdi og herlighedsværdi, og i en vis forstand er dette et overgreb på deres grundlovssikrede private ejendomsret. Naboen røver jo en del af ens friværdi - og det tab skal selvfølgelig godtgøres. Derfor tager vi nabohøringer og borgerinddragelse meget seriøst, og hvis en nabo ikke kompenseres tilstrækkeligt eller ikke ønsker at være nabo til disse industrianlæg, så bør samfundet ikke tvinge dem. Elnettet drukner desuden i solcellestrøm når solen skinner, og vindenergi når det blæser. Da de mange planlagte PtX-anlæg er udsat og med stor sandsynlighed ikke bliver til noget foreløbig er der ingen som helst gode grunde til at bygge mere VE i Vestjylland.
20
Alle kommunale byggerier skal have lavt CO2-aftryk - også hvis det gør projekter dyrere.
Thorbjørn Jacobsen uddyber:
Vi ser ofte at der kastes store summer efter meget små besparelser. For der er jo krav der skal overholdes, og pludselig bliver det uhyggelig dyrt at spare selv den mindste smule. Man bør altid regne efter hvad det koster per ton CO2, og kommer man over 1.000 kr per ton så skal alle alarmklokker ringe. Det er frås med dine og mine skattekroner at lave symbolpolitik for fælleskassens penge.
21
Politikerne skal fortsat have fuld fokus på vækst - også selvom det blandt andet betyder mere trafik og pres på skoler og daginstitutioner
Thorbjørn Jacobsen uddyber:
Pengene skal tjenes før politikerne kan bruge dem på skoler og institutioner. Så selvfølgelig skal erhvervslivet tilgodeses. LA ønsker fx at styrke erhvervsforeningen, ved at medfinansiere en erhvervsdirektør til at yde en service til de erhvervsdrivende.
22
Beskyttelse af grønne områder i kommunen bliver prioriteret for højt i forhold til nye erhvervs- og boligbyggerier.
Thorbjørn Jacobsen uddyber:
Jeg tror ikke jeg kan huske at et grønt område har forhindret et byggeri i Struer... Vi har slet ikke særlig meget reel natur, så hvis vi ellers bare går udenom de få områder vi har, så er alt godt. Her kunne man sætte markøren helt tilfældigt på spørgsmålet, i min optik.
23
Politikerne i min kommune er gode til at lytte til indsigelser fra borgere og tager deres input med i lokal- og kommuneplaner.
Thorbjørn Jacobsen uddyber:
Det er vist mest når der er valgkamp at de lytter. Der har været store problemer med borgerinddragelsen under både skolestruktur-debatten såvel som her under sagen med tvangsprivatisering af veje. Vi foreslår øget transparens og borgerinddragelse gennem konkrete forslag: 1) Videostreaming og arkiv fra byrådsmøderne. 2) Mulighed for borgerspørgsmål ifm byrådsmøderne. 3) Man skal kunne stille borgerforslag til byrådet hvis man kan indsamle nok underskrifter til at det svarer til et mandat i byrådet. 4) Et årligt "Borgernes budgetseminar", hvor byrådets prioriteringer gennemgås for interesserede.
24
Kommunen skal være mere aktivistisk og eksempelvis boykotte varer fra Israel.
Thorbjørn Jacobsen uddyber:
Nej. For hvem skal så definere hvad det rigtige at gøre? Aktivisme hører ikke hjemme på kommunen.
25
Det er en vigtig kommunal opgave at understøtte det lokale kunst- og kulturliv økonomisk.
Thorbjørn Jacobsen uddyber:
Kommunen skal stille rammerne til både kunst og kultur. Vi skal have gode scener, en velfungerende musikskole, et godt bibliotek. Men Struer Kommune lykkes overhovedet ikke med at tiltrække nye borgere eller turister med deres indsats. Kunst og kultur bør vokse nedefra, og være til for borgerne. Hvis man droppede de kommunale kunst- og kulturprojekter kunne man i stedet støtte borgerdrevne initiativer. Det vil komme borgerne bedre til gavn, og man vil kunne få den dobbelt kultur-værdi for den halve pris.
26
Flygtninge og indvandrere udgør en ressource frem for et problem for lokalsamfundet.
Thorbjørn Jacobsen uddyber:
Både og. Ingen tvivl om at mange udenlandske medborgere gør en positiv forskel for vores samfund, ved at udfylde roller som ellers ikke kunne besættes. Men der er stor forskel på hvor meget gavn de gør, og især flygtninge og indvandrere fra MENAPT-landene udgør en overrepræsentation i både social- og kriminalitets-statistikker. Begge dele er rigtigt, og vi skal tage den opgave meget seriøst.