Gå til indhold
Del kandidaten
Tone Høybye
Lærer
Enhedslisten

Derfor stiller jeg op til valget

Det er afgørende for mig at vi får en by med plads til alle. Det handler om flere billige boliger og boligformer, der lægger op til mere fællesskab om det at bo. Det handler også om større livskvalitet og mindre stress og jag i byen. Byens rum er styret af bilparken med dertil hørende trafikerede veje, bilkøer, bilstøj og reserveret plads til p-pladser. Det er ikke en naturlov. Jeg vil have mere plads i byen til menneskers samvær og udfoldelse eller til stille fordybelse. Jeg har masser af bud på, hvordan det kan ske. Folkeskolen er også en mærkesag for mig. Her mødes børn fra alle sociale lag og her dannes grundlaget for vores demokrati. Derfor vil jeg arbejde for at opgradere forholdene for voksne og børn i folkeskolen. Mistrivsel skal bekæmpes med flere lærere og to-lærerordninger, færre børn i klasserne og kortere skoledage samt andre vigtige tiltag. Jeg elsker Frederiksberg og har boet her i 40 år. Jeg vil gerne være med til at gøre Frederiksberg til en endnu bedre by at bo i

Politisk karriere
2021-2025 · 1. Suppleant
Tillidsposter
2019-2023 · Tillidsrepræsentantsuppleant · Danmarks Lærerforening
Erhvervskarriere
2016-nu · Lærer · Skolen på la Cours Vej
Uddannelse
1986-1990 · Lærer · Blaagaard Seminarium
1
Der skal bygges flere almene boliger på Frederiksberg for at holde kommunen attraktiv for unge og modvirke, at den bliver til en rigmandskommune
Tone Høybye uddyber:
Den almene boligsektor er en boligform, som ingen skal tjene penge på, hvorfor huslejen holdes på et niveau, som almindelige mennesker kan være med til. Det være sig studerende, offentlig ansatte som pædagoger, lærere og politibetjente samt pensionister. Hvis den nuværende udvikling i boligpriserne ikke stoppes, bliver Frederiksberg uvilkårligt til en rigmandskommune.
2
Frederiksberg Kommune skal bruge flere penge på forebyggelse – selvom det kan betyde færre penge til drift af hjemmepleje og plejehjem lige nu
Tone Høybye uddyber:
Forebyggelse er en god investering i at nedbringe behovet for hjemmepleje og plejehjem, så der på sigt bliver flere penge til dem, der reelt og stadig vil have behov for hjælp. At sætte ind på frederiksbergborgernes generelle sundhedstilstand nu og i fremtiden, vil på sigt minimere udgifterne til offentlig behandling og pleje.
3
Frederiksberg skal satse på flere private frem for flere kommunale plejehjemspladser
Tone Høybye uddyber:
Jeg går ikke ind for betalingsplejehjem, hvor formuende borgere kan købe sig til flere privilegier end almindelige mennesker. Det skaber ulighed i muligheder. I stedet skal der satses på gode kommunale plejehjem, som er for alle.
4
Taksterne på kommunens sfo'er, klubber og ungdomsklubber skal sættes ned
Tone Høybye uddyber:
Børn sidder i stigende grad derhjemme foran en skærm, bla. fordi mange familier sparer udgiften i et skrabet budget. Vi skal have flere børn ud og møde andre børn omkring sunde gode aktiviteter forestået af uddannede voksne, når skolen er slut.
5
Frederiksberg Kommune bør prioritere flere cykelstier og sikre skoleveje frem for at udvide biltrafikken
Tone Høybye uddyber:
Der er al for mange biler, bilkøer, parkerede biler, der optager plads, samt trafikstøj i det generelle bybillede. Fodgængere, cyklister og busser skal have bedre vilkår på bekostning af bilerne.
6
Renovering af eksisterende og opførelse af nye idrætsanlæg skal i højere grad prioriteres – selvom det kan betyde færre penge til for eksempel børne- og ældreområderne
Tone Høybye uddyber:
Det er vigtigt, at der er gode både udendørs og indendørs idrætsfaciliteter, der motiverer Frederiksbergs borgere til at dyrke endnu mere motion. Det inkluderer flere små pladser i byrummet, der lægger op til bevægelse.
7
En anlæggelse af en ny plads på toppen af Frederiksberg Bakke skal topprioriteres blandt øvrige anlæggelsesprojekter
Tone Høybye uddyber:
Jeg kan ikke se, at en plads på toppen af Frederiksberg Bakke skal prioriteres, hvor der i forvejen er to store grønne områder Frederiksberg Have og Søndermarken. I så fald skulle Roskildevej nedlægges, og det er nok ikke lige aktuelt!
8
Tuborg Labyrinten skal nedlægges, så de 3.000 kvadratmeter kan omdannes til park, legeplads eller et andet rekreativt formål
Tone Høybye uddyber:
Labyrinten tjener ikke som et rekreativt område, der genbesøges flere gange, som hvis det fx var en spændende legeplads for både børn og voksne. Jeg ser et meget større potentiale for rekreation, end hvad labyrinten tilbyder.
9
Kommunens serviceniveau må gerne øges, også hvis det kræver højere kommuneskat.
Tone Høybye uddyber:
Frederiksberg har stadig en af landets laveste kommuneskattesatser. Den kommunale velfærd kan højnes forholdsmæssigt mere end en skatteforhøjelse vil mærkes.
10
Der skal spares på de kommunale budgetter, så kommuneskatten kan sættes ned.
Tone Høybye uddyber:
Der skal ikke spares på budgetter med formålet at kunne sætte kommuneskatten ned. Tværtimod. Vi har en af landets laveste skattesatser. Vi kan stadig godt hæve kommuneskatten lidt, så vi kan øge den kommunale velfærd.
11
Det skal være økonomisk mere attraktivt at sidde i byrådet/kommunalbestyrelsen, så flere bliver interesserede i at stille op.
Tone Høybye uddyber:
Det skal ikke være et økonomisk incitament, der gør om man stiller op. Det er et helt andet problem, der afgør hvem der kan repræsentere folkestyret i kommunen, nemlig at opgaverne er blevet så omfangsrige, at fx skolelæreren eller pædagogen ikke kan varetage det, fordi man ikke lige kan få fri til alle de møder med aktører, der ligger i arbejdstiden på alle ugens fem hverdage.
12
Skolerne skal i højere grad hjælpe særligt udfordrede børn, også selvom det vil ske på bekostning af hjælpen til de øvrige elever.
Tone Høybye uddyber:
Særligt udfordrede børn skal have den hjælp de behøver, men det skal ikke være på bekostning af hjælpen til øvrige elever, som spørgsmålet er formuleret. Og det kan vi godt med den rette indsats og flere ressourcer til folkeskolen.
13
Der er p.t. for få ansatte i forhold til antallet af børn i daginstitutionerne i min kommune.
Tone Høybye uddyber:
Det er så vigtigt, at børn i starten af livet mødes af voksne der har tid og overskud til dem, at de er uddannede, tilbyder spændende og udviklende aktiviteter og lærer børnene om et respektfuldt samvær. Det kræver flere voksne både samtidig og for en kortere arbejdsdag, så de ikke går ned med stress under opgaven.
14
Klassernes størrelse i folkeskolen skal ned - også hvis andre områder må spare.
Tone Høybye uddyber:
En klassestørrelse på mellem 20-24 er passende, Ikke færre børn og ikke flere. Men endnu vigtigere end størrelsen er antallet af lærere i klassen.
15
Der skal prioriteres flere varme hænder frem for mere velfærdsteknologi i ældreplejen.
Tone Høybye uddyber:
Menneskelig kontakt er noget af det vigtigste i alle aldersgrupper, ikke mindst i alderdommen, hvor flere bliver ensomme. Men det betyder ikke, at nogle af de praktisk og fysisk udfordrende opgaver kan erstattes af velfærdsteknologi, så der frigives flere ægte varme hænder til omsorg.
16
Mere konkurrence fra private aktører i ældreplejen vil forbedre serviceniveauet.
Tone Høybye uddyber:
Jeg går generelt ikke ind for privatiseringer i den offentlige sektor. Det udhuler velfærden, fordi det øger uligheden og skaber a- og b-hold: dem der har råd til at tilkøbe service og dem der ikke har. Så nej, private aktører vil kun forbedre serviceniveauet for de få.
17
Hjemmeplejen må aldrig udskifte en hjemmehjælpers støvsugning hos en ældre med en robotstøvsuger, med mindre det er den ældres eget ønske.
Tone Høybye uddyber:
Når det har vist sig at være et problem for mange ældre, at støvsugningen er erstattet af en robotstøvsuger, er det jo, fordi det også har erstattet den ene medhjælper, der kommer i deres hjem. Sådan skal det ikke være. Robotstøvsugeren skal frigive kvalitetstid med den ældre, fx hjælp til opgaver, der udføres sammen med den ældre, fx indkøb eller at opvasken tages i fællesskab.
18
Der bør bruges flere penge på genoptræning, selvom det indebærer, at andre kommunale sundhedsområder (som for eksempel forebyggelse) får færre penge.
Tone Høybye uddyber:
Genoptræning er vigtig for den enkelte borger, der må være ramt af et uheld eller ulykke, men det skal ikke ske på bekostning af forebyggelse.
19
Kommunen skal i højere grad sikre fredelige bymidter ved at forbyde gennemkørende trafik og parkering langs gaderne.
Tone Høybye uddyber:
Biler og privatbilisme har en al for stor magt og begrænsning på livet i byen. Gader skal ensrettes og blændes, p-pladser omdannes til legepladser, asfalt brydes op og omdannes til grønne områder, bredere cykelstier, flere blomsterkasser, mere bænke- og slængemiljø, flere inspirerende miljøer der lægger op til leg og bevægelse.
20
Kommunen skal i højere grad fortætte byerne i stedet for at udlægge nye områder til boliger eller erhvev.
Tone Høybye uddyber:
Der er ikke flere områder tilbage på Frederiksberg til nye boligområder, så det er ikke aktuelt at vælge det ene frem for det andet.
21
Kommunen skal udlægge mere plads til vindmøller og solceller, også tættere på beboelse end i dag.
Tone Høybye uddyber:
Solceller er aktuelt at sætte fokus på i byen. Ikke vindmøller
22
Alle kommunale byggerier skal have lavt CO2-aftryk - også hvis det gør projekter dyrere.
Tone Høybye uddyber:
Det er bare vigtigt, for hvis vi fortsætter med den nuværende CO2-udledning på verdensplan, er der ikke beboelige byer i fremtiden. ALLE har et ansvar for at nedbringe det.
23
Politikerne skal fortsat have fuld fokus på vækst - også selvom det blandt andet betyder mere trafik og pres på skoler og daginstitutioner
Tone Høybye uddyber:
Mere vækst i dette spørgsmål lyder som fuld fokus på befolkningstilvækst, men så mange flere borgere er der ikke plads til i kommunen.
24
Beskyttelse af grønne områder i kommunen bliver prioriteret for højt i forhold til nye erhvervs- og boligbyggerier.
Tone Høybye uddyber:
Det er et kunstigt opsat skel, at mere boligbyggeri kun kan ske på bekostning af grønne områder. Det er forfordeling af privatbilisme i byen med tilhørende vejbaneplads og p-pladser, der forhindrer udviklingen af flere grønne områder, ikke boligbyggeri, hvor grønne områder kan integreres i dette.
25
Politikerne i min kommune er gode til at lytte til indsigelser fra borgere og tager deres input med i lokal- og kommuneplaner.
Tone Høybye uddyber:
Det er min oplevelse generelt, at de gør, hvad de kan indenfor den tid de har til opgaven som kommunalpolitiker.
26
Kommunen skal være mere aktivistisk og eksempelvis boykotte varer fra Israel.
Tone Høybye uddyber:
Ligesom vi skal boykotte virksomheder, der begår skattesnyd eller social dumping, skal vi også boykotte de virksomheder, der ikke af sig selv boykotter forbrydernationer som Rusland og Israel. Som kommune er man såvel som privatperson en del af en globaliseret verden, hvis udvikling er påvirket af vores allesammens beslutninger og handlinger.
27
Det er en vigtig kommunal opgave at understøtte det lokale kunst- og kulturliv økonomisk.
Tone Høybye uddyber:
Kunst og kultur er en del af det at leve for noget, der er større end en selv. Det bringer også mennesker sammen på tværs af forskelligheder., og gør kommunen levende og spændende at bo i.
28
Flygtninge og indvandrere udgør en ressource frem for et problem for lokalsamfundet.
Tone Høybye uddyber:
Flygtninge og indvandrere udgør en ressource, når de tages godt imod, lærer dansk og bliver ført ind på arbejdsmarkedet på de områder, hvor vi mangler hænder. Hvis de overlades til sig selv, hvis der ikke stilles krav (fx om at lære dansk) og de ikke får en uddannelse, kan det godt blive til et problem med kriminalisering og marginalisering. Derfor er det altafgørende, at der er ressourcer på området.