Gå til indhold
Del kandidaten
Torben Povlsen
Selvstændig fødevareproducent
Venstre

Derfor stiller jeg op til valget

Jeg vil kæmpe for Fyn. For at vi får de bedste vilkår – både lokalt og nationalt. For et stærkt erhvervsliv, levende lokalsamfund og løsninger, der tager udgangspunkt i virkeligheden. Jeg ved, at de bedste løsninger skabes, når vi lytter og samarbejder – når tingene vokser nedefra og når vi arbejder sammen om at finde de bedste løsninger. Jeg er en brobygger. Jeg tror på, at vi kan skabe udvikling gennem samarbejde og lokalt ejerskab. Jeg vil arbejde for at fjerne de barrierer, der står i vejen for vækst og for, at mennesker og virksomheder kan udvikles og lykkes. Jeg stiller op for Venstre, fordi jeg tror på frihed under ansvar – og fordi jeg ved, at samfundet kun lykkes, når vi giver plads til hinandens styrker. Ingen kan alt. Men sammen kan vi mere. Jeg vil arbejde for Fyn. For hverdagen her. For dem, der får tingene til at hænge sammen – på arbejdspladserne, i foreningerne og i lokalsamfundene. Og fordi et stærkt Fyn gør hele Danmark stærkere.

Mine vigtigste temaer
Sundhed
Økonomi og skattepolitik
Udenrigs- og forsvarspolitik
Børnepasning og folkeskoler
Erhvervspolitik og beskæftigelse
Klima, miljø og energi
Udlændinge
Ældre
Uddannelse
Kultur og fritid
Tillidsposter
2021-2026 · Formand · Odense Fjord Samarbejdet
2011-2025 · bestyrelsesmedlem, næstformand, formand · L&F CENTROVICE FMBA
2013-2024 · primærbestyrelsesmedlem, forretningsudvalgsmedlem · Landbrug & Fødevarer F.M.B.A.
2019-2022 · Næstformand · Velas I/S
2000-2011 · leder og bestyrelsesmedlem/formand for kvindefodbolden · ODENSE BOLDKLUB
2006-2009 · bestyrelsesmedlem · DANSK BOLDSPIL-UNION
Erhvervskarriere
2000-nu · Ejer · Ledstedlund og Frederikshøj
Uddannelse
1990-1992 · Agrarøkonom · Næsgaard Agerbrugsskole
1
Det er rimeligt at bruge 5 procent af bruttonationalproduktet på Forsvaret.
Torben Povlsen uddyber:
Jeg vil styrke forsvar, beredskab og forsyningssikkerhed, så vi er forberedte – før krisen rammer. Tryghed handler om at kunne stole på, at planerne er på plads, og at Danmark kan klare sig selv, når det gælder. Vi skal ikke føle os trykket – vi skal være trygge! For at værne om vores suverænitet og frihed er det nødvendigt, at Danmark har et stærkt forsvar med militære kapaciteter, der kan beskytte danskerne. Derfor skal vi genoprette og investere mere i at få et stærkt forsvar. Og derfor skal der også investeres i et totalberedskab.
2
Store bededag bør genindføres som helligdag.
Torben Povlsen uddyber:
Afskaffelsen af store bededag var på ingen måde et mål i sig. Det var et middel i en situation, hvor der var behov for at skaffe finansiering at styrke vores fælles sikkerhed. Jeg er ikke låst på denne model, men jeg forventer, at man er ærlig om alternativerne, hvis man vil have store bededag tilbage. Det afgørende er, at vi har råd til vores fælles sikkerhed og velfærd – uanset hvilken vej vi vælger at gå.
3
Danskernes generelle pensionsalder bør fortsætte med at stige sammen med levealderen.
Torben Povlsen uddyber:
Det er en vigtig forudsætning for, at vi også i fremtiden kan finansiere et stærkt velfærdssamfund – derfor bakker jeg op om at levealderen stiger i takt med levealderen. Eventuelle justeringer af stigningstakten skal ske økonomisk ansvarligt. Samtidig skal der tages hånd om dem, der er nedslidte og ikke længere kan arbejde. Her er seniorpensionen afgørende.
4
Danmark bør investere massivt i Grønland for at overbevise grønlænderne om at blive i rigsfællesskabet i stedet for at beslutte sig for selvstændighed.
Torben Povlsen uddyber:
Det afgørende, at vi har et ligeværdigt rigsfællesskab. Jeg bakker op om, at Grønland selv styrer deres udvikling og hjemtager områder i deres eget tempo. I en verden præget af usikkerhed vil jeg arbejde for et endnu tættere samarbejde mellem vores lande.
5
Danmark bør investere i atomkraft.
Torben Povlsen uddyber:
For at sikre billig og stabil grøn strøm mener jeg, at vi må se på atomkraft som en del af løsningen. Jeg ønsker at fjerne det danske forbud, så vi kan give moderne teknologier en chance på længere sigt. Det skal være faglige vurderinger og moderne muligheder, der formshaper vores energisystem, ikke forældet lovgivning.
6
Den næste regering bør igen bestå af partier hen over midten.
Torben Povlsen uddyber:
Mest muligt af Venstres politik skal omsættes til virkelighed. Jeg foretrækker en borgerlig regering, men jeg viger ikke fra at søge indflydelse og brede løsninger. Jeg prioriterer handling og resultater frem for parlamentarisk fastlåsthed, så vi altid gør en forskel.
7
Det er en god løsning, at der oprettes et modtagecenter for asylansøgere uden for Europa.
Torben Povlsen uddyber:
Jeg arbejder for et mere fair asylsystem. Vi skal fjerne incitamentet til at rejse illegalt til Europa ved at oprette modtagecentre i udlandet. Det giver os kontrollen tilbage og sikrer, at vi kan hjælpe i nærområderne. Jeg insisterer på, at Danmark skal føre an i dette samarbejde, så vi får en ordnet behandling af asylansøgere og gør op med den nuværende, uholdbare situation.
8
Den nuværende ambition om at blive CO2-neutral i 2045 er for uambitiøs.
Torben Povlsen uddyber:
Vi skal skabe resultater uden at tabe velstanden på gulvet. Vi har nået de første mål, og nu er vi godt på vej mod 2030 og 2045-målene. Danmark kan fremstå som et grønt foregangsland, når vi kan indfri de ambitiøse klimamål, som vi har sat, og når vi kan gøre det på en måde, hvor vi tager hensyn til danske arbejdspladser og til Danmarks fortsatte vækst og velstand. 2045- målet er både ambitiøst og passende.
9
Der skal indføres forbud mod brug af sociale medier for børn under 16 år.
Torben Povlsen uddyber:
Sociale medier kan påvirke børn og unges trivsel negativt, fx gennem afhængighed, mistrivsel og urealistiske idealer. Det kræver handling. Vi skal ikke se passivt til. Vi skal regulere tech-giganterne, så de tager ansvar for børns sikkerhed online. Men politik kan ikke gøre det alene – jeg ser forældrene som de vigtigste partnere i at skabe sunde digitale vaner.
10
Vi skal have færre ulve i Danmark.
Torben Povlsen uddyber:
Ulve må ikke skabe utryghed i danske lokalsamfund. Vi skal altid tage større hensyn til danskernes tryghed end til ulvene. Jeg bakker op om, at vi skal kunne håndtere problemulve. Viser det sig nødvendigt, er jeg indstillet på at yderligere tiltag, der sikre at vi kan handle på ulve der skaber fare eller gentagne angreb på husdyr
11
Det skal være lettere at komme til Danmark og arbejde som udlænding.
Torben Povlsen uddyber:
Jeg anerkender fuldt ud, at kvalificeret international arbejdskraft er en gevinst for både vores virksomheder og velfærd. Men vi har nu skabt de rammer, der er brug for, og jeg ser ikke et behov for flere regler på området på nuværende tidspunkt.
12
Danmark skal opsige aftale med USA om baser på dansk jord.
Torben Povlsen uddyber:
USA er vores vigtigste allierede, og aftalen om baser på dansk jord er et afgørende skridt for vores fælles sikkerhed. Vi skal have et tæt samarbejde med amerikanerne, men det er samtidig nødvendigt, at vi i Europa tager et større ansvar for vores eget forsvar. For mig handler det om at stå stærkt sammen med vores allierede, så vi sikrer en troværdig afskrækkelse i en usikker verden.
13
Sundhed
Der skal bruges flere penge på psykiatriområdet.
Torben Povlsen uddyber:
Alt for længe har psykiatrien været underprioriteret, og for mig er det en bunden opgave at sikre, at ingen lades i stikken, når de er mest sårbare. Flere penge til området er ikke bare et ønske, det er en nødvendighed for et værdigt velfærdssamfund.
14
Sundhed
Der er brug for at give personalet i landets sundhedsvæsen en højere løn.
Torben Povlsen uddyber:
Løn- og arbejdsvilkår aftales i den danske model mellem arbejdsmarkedets parter og fastlægges ikke af politikere på Christiansborg. Medarbejderne i sundhedsvæsnet yder en stor og vigtig indsats, og jeg bakker op om Venstre, der i denne valgperiode været med til at give et ekstraordinært lønløft målrettet fx SOSU’er, jordemødre og sygeplejersker. Her var der dog tale om et enkeltstående tiltag.
15
Sundhed
Staten skal finansiere overvægtiges slankemedicin.
Torben Povlsen uddyber:
Svær overvægt er en alvorlig sundhedsudfordring, som kan forkorte livet og føre til følgesygdomme. I Danmark har vi allerede et medicintilskudssystem, der sikrer, at der er rimelige muligheder for tilskud, hvis man har høje medicinudgifter. Det skal løbende vurderes, hvilke behandlinger, der giver ret til offentligt tilskud, og vi skal altid sikre, at mennesker med begrænsede midler har adgang til den medicin, som de har brug for. Det hele skal ske uden at sundhedsvæsenets prioriteringer sættes ud af balance.
16
Sundhed
Abortgrænsen bør sænkes fra 18. til 12. uge.
Torben Povlsen uddyber:
Kvinders ret til selv at bestemme over deres egen krop skal ikke forringes.
17
Sundhed
Terminale patienter skal have ret til aktiv dødshjælp.
Torben Povlsen uddyber:
Jeg anerkender fuldt ud, at spørgsmålet om aktiv dødshjælp er ekstremt komplekst og rummer svære etiske dilemmaer. Derfor vil jeg afvente anbefalingerne fra den ekspertgruppe, der netop nu undersøger mulige modeller for Danmark. Det er dog vigtigt for mig at understrege, at vi fortsat skal sikre patienternes selvbestemmelse, og det er en frihed, jeg prioriterer højt.
18
Økonomi og skattepolitik
Skatterne bør sættes ned.
Torben Povlsen uddyber:
Myten om, at vi skal vælge mellem skattelettelser og velfærd er modbevist. Det er et spørgsmål om respekt for din indsats; vi skal have et stærkt samfund, men fundamentet er, at pengene har det bedst i dine lommer. Jeg arbejder for, at det skal kunne betale sig at arbejde, og for at gøre det billigere at være dansker.
19
Økonomi og skattepolitik
Den økonomiske lighed i samfundet skal styrkes.
Torben Povlsen uddyber:
Velstanden kommer alle til gode gennem flere i arbejde og bedre muligheder for at forsørge sig selv. Ulighed er ikke et mål i sig selv, men det afgørende er, at flere løftes, og at alle får mulighed for at skabe et bedre liv. Vi skal fokusere på vækst og beskæftigelse frem for at hæve skatter alene for at udligne forskelle.
20
Økonomi og skattepolitik
Momsen på fødevarer skal sættes ned.
Torben Povlsen uddyber:
Hverdagen skal være billigere. For mig er det et klart mål, at danskerne skal have flere penge til sig selv. Fødevarepriserne i Danmark er for høje, og da mad er en stor post i husholdningen, vil jeg gøre det billigere at handle ind. Jeg ønsker at fjerne de barrierer, der gør vores mad unødigt dyr, så hverdagen bliver lettere at betale for alle. Det er sund fornuft og god økonomi for den enkelte.
21
Økonomi og skattepolitik
Antallet af offentligt ansatte skal reduceres.
Torben Povlsen uddyber:
Det er sund fornuft at luge ud i bureaukratiet. Ressourcerne skal derhen, hvor de gør en reel forskel. Vi skal bruge de offentligt ansatte der, hvor behovet er reelt, og fjerne de unødige lag af bureaukrati. Ved at mindske administrationen har vi råd til de medarbejdere, der passer på os alle.
22
Udenrigs- og forsvarspolitik
Vi skal engagere os endnu mere i EU.
Torben Povlsen uddyber:
EU-samarbejdet styrker vores økonomi gennem adgang til det indre marked, skaber arbejdspladser og giver danske virksomheder bedre muligheder. Samtidig står Danmark stærkere sikkerhedspolitisk i en tid med krig i Europa og globale trusler, og har langt bedre muligheder handelspolitisk for at begå sig i en omskiftelig verden.
23
Udenrigs- og forsvarspolitik
Danmark skal fortsætte med at være blandt de lande, som yder mest støtte til Ukraines kamp mod Rusland pr. indbygger.
Torben Povlsen uddyber:
Jeg er stolt af vores store danske bidrag, for hvis den russiske aggression lykkes, truer det hele Europa. Jeg vil sikre, at Danmark bliver ved med at støtte både økonomisk og militært. Ukrainernes kamp for frihed er nemlig også en kamp for vores værdier.
24
Børnepasning og folkeskoler
Alle skoler skal tilbyde skolemad til eleverne.
Torben Povlsen uddyber:
Skolemad kan være en god idé under de rette lokale forhold. Jeg mener imidlertid ikke, at skolemad skal være et nationalt krav for alle skoler. Pengene i folkeskolen skal bruges klogt. Først og fremmest skal der være fokus på bedre undervisning, flere uddannede lærere og stærkere faglighed og trivsel i hverdagen.
25
Børnepasning og folkeskoler
Der bør maksimalt være 14 elever i folkeskolens yngste klasser.
Torben Povlsen uddyber:
Folkeskolens fornemmeste opgave er at klæde vores børn og unge godt på til resten af livet. Det kræver, at skolerne formår at sikre, at eleverne trives, og at undervisningen løfter alle – både stærke og mere udfordrede elever - fagligt. Der er mange veje til, at de yngste i grundskolen får mere tid med lærerne, så når vi arbejder i den retning skal der være lokalt rum til at prioritere de løsninger, der passer til den enkelte skole herunder fx flere voksne i klassen dér, hvor behovet er størst.
26
Erhvervspolitik og beskæftigelse
Selskabsskatten på 22 procent skal sænkes.
Torben Povlsen uddyber:
Danmark skal være et land, man investerer i. Jeg foreslår lavere selskabsskat for at styrke vores konkurrenceevne og skabe flere medarbejdere i danske virksomheder. For mig hænger erhvervslivets vilkår uløseligt sammen med vores velfærd; uden vækst og private arbejdspladser har vi ikke råd til den velfærd, vi ønsker. Jeg prioriterer derfor dansk vækst i en global verden.
27
Erhvervspolitik og beskæftigelse
Der bør være større forskel på at være i arbejde og modtage offentlige ydelser.
Torben Povlsen uddyber:
Vi har et stærkt sikkerhedsnet, men der skal være en mærkbar forskel på at være i job og på ydelse. Det skal være forbundet med stolthed at forsørge sig selv og bidrage til vores arbejdende fællesskab. Vi skal hjælpe folk i job frem for blot at hæve ydelserne, så incitamentet til at arbejde er tydeligt for enhver. Ved at gøre det billigere at være dansker styrker vi både den enkelte og det fællesskab, som vores vækst og velstand bygger på.
28
Erhvervspolitik og beskæftigelse
Seniorer bør have mere ud af at blive på arbejdsmarkedet.
Torben Povlsen uddyber:
Seniorer spiller en vigtig rolle for dansk økonomi, for vores arbejdsmarked og for den enkelte arbejdsplads. For erfaring gør en forskel. Og det skal altid kunne betale sig at arbejde. For de seniorer, der kan og vil skal det derfor også kunne betale sig at blive i job, når man er tæt på, omkring eller over pensionsalderen.
29
Klima, miljø og energi
Vi skal opsætte flere solceller på åbent land.
Torben Povlsen uddyber:
Den grønne omstilling kræver en markant udbygning af vedvarende energi, men det skal altid ske med respekt for lokalsamfund og naboer, og beslutningen skal træffes lokalt. Jeg vil arbejde for bedre kompensation, klare afstandskrav og større hensyn i planlægningen. Løsningen er mere grøn energi med færre lokale gener, fx ved opstilling på tage, i erhvervsområder og på havet.
30
Klima, miljø og energi
Det skal være lettere at se bort fra naboers protester, når der skal opsættes vindmøller.
Torben Povlsen uddyber:
Grøn energi skal ske med lokal respekt. Beslutningen skal ske lokalt. Den grønne omstilling skal være en gevinst for hele Danmark, ikke en urimelig belastning for den enkelte nabo. For mig er det vigtigt, at det er de lokale fællesskaber, der sidder ved bordet, når vi skaber fremtidens energisystem. Det er forudsætningen for succes. Ved at prioritere havvind og placering i erhvervsområder mindsker vi generne.
31
Klima, miljø og energi
Vi skal have flere naturnationalparker.
Torben Povlsen uddyber:
Naturen en fælles værdi, som vi skal beskytte og bruge. Borgerne skal have god adgang til områderne. Vi skal have plads til både biodiversitet og et aktivt friluftsliv. Jeg vil sikre, at implementeringen sker i tæt dialog med lokalbefolkningen, så vi skaber naturprojekter, som folk rent faktisk er glade for.
32
Udlændinge
Danmark skal udvise kriminelle udlændinge, selv om det bryder med konventionerne.
Torben Povlsen uddyber:
Kriminelle udlændinge, der begår alvorlig kriminalitet, skal udvises. Danmark være et land, der respekterer vores internationale forpligtelser. Vi bør dog udfordre konventioner, når de står i vejen for fx udvisning af kriminelle udlændinge. Jeg er villig til at lade Danmark udtræde af statsborgerretskonventionen, hvis det viser sig nødvendigt.
33
Udlændinge
Den stramme udlændingepolitik skal lempes.
Torben Povlsen uddyber:
Den stramme og ansvarlige udlændingepolitik skal fastholdes. Der er snarere brug for at stramme end at lempe udlændingepolitikken. Vi har tidligere set, hvilke konsekvenser ukontrolleret indvandring kan have for sammenhængskraften i Danmark og i andre europæiske lande. Der skal derfor fortsat stilles meget klare krav til dem, der kommer hertil – og hvis man vælger at begå grov kriminalitet og dermed sætte sig helt uden for vores samfundsnormer, så skal man ikke være i Danmark. Det ændrer dog ikke på, at der samtidig skal være plads til mennesker, som vil Danmark, bidrager til fællesskabet og som kan forsørge sig selv.
34
Udlændinge
Det skal være nemmere at få dansk statsborgerskab.
Torben Povlsen uddyber:
Dansk statsborgerskab skal ikke være noget som deles rundhåndet ud. Vi skal sikre, at dem, vi lukker helt ind i hjertet af vores samfund, også vil vores frihed og folkestyre.
35
Ældre
Flere ældre må acceptere, at robotter og pårørende skal hjælpe med at pleje dem.
Torben Povlsen uddyber:
Teknologi og velfærdsteknologi kan være med til at understøtte fremtidens ældrepleje. Hvis robotter kan hjælpe med praktiske opgaver som rengøring, kan det frigive tid til mere omsorg og nærvær med den enkelte ældre medborger. Men robotter skal ikke erstatte menneskeligt personale, og den enkelte ældre skal altid have indflydelse på den hjælp, som modtages. Teknologi skal kunne understøtte den ældre og medarbejderne, sikre bedre kvalitet i plejen og give mulighed for mere tid med den
36
Ældre
Ældrechecken bør forhøjes.
Torben Povlsen uddyber:
Nogle pensionister kan blive presset på pengepungen, især når priserne stiger. Vi skal hjælpe dem, der har mindst, men det skal ske ansvarligt og inden for en samlet prioritering af økonomien.
37
Uddannelse
Unge skal have mulighed for at tage en ungdomsuddannelse i nærheden af deres bopæl.
Torben Povlsen uddyber:
Unge skal have mulighed for at tage en ungdomsuddannelse tæt på deres bopæl, uanset hvor i landet de bor. Vi skal arbejde på, flere uddannelsesmuligheder uden for de største byer og bedre adgang til at komme til og fra uddannelsen.
38
Uddannelse
Flere skal vælge en professionsuddannelse end en universitetsuddannelse.
Torben Povlsen uddyber:
Danmark har brug for både kloge hænder og kloge hoveder, men balancen skal være bedre. Flere skal vælge en erhvervsuddannelse, og vi skal uddanne bredt i hele landet. For mig er succeskriteriet, at vi uddanner til de job, der faktisk findes. Vi skal styrke de uddannelser, der gør Danmark rigere, og sikre, at unge kan uddanne sig tæt på deres lokalsamfund.
39
Kultur og fritid
Staten bruger alt for mange penge på kultur i hovedstadsområdet i forhold til i resten af landet.
Torben Povlsen uddyber:
Kulturelle tilbud skal være tilgængelig for danskerne i hele landet. Flere store nationale kulturinstitutioner har naturligt hjemsted i hovedstadsområdet, men derfor er det vigtigt, at der også investeres i kulturtilbud i resten af landet. Kulturpolitikken skal sikre både stærke nationale fyrtårne og levende lokale kulturliv.
40
Kultur og fritid
Borgerne skal have større adgang end hidtil til skov og natur på privat jord.
Torben Povlsen uddyber:
Jeg bakker op om mere natur og flere rekreative muligheder, og med den grønne trepart sikrer vi, at der udlægges markant mere skov og natur i de kommende år og årtier. I Danmark har vi heldigvis alle sammen god adgang til strande, skove mv., og denne rimelige balance mellem fællesskabets adgang og respekten for ejendomsretten skal fastholdes.