Du skal stemme på mig, hvis du ønsker en kommune hvor der er styr på økonomien og fokus på udvikling. Børnene og deres familier vil være et vigtigt omdrejningspunkt i de kommende år for at skabe en positiv udvikling overalt i vores kommune. Det skal ske via investeringer i vores skoler og institutioner, med et fokus på de overgange et barn oplever gennem sin opvækst, for at mindske risikoen for mistrivsel og skolevægring. Der skal arbejdes med fællesskaber og frivillighed som er vigtige faktorer for en god kommune med masser af aktivitet og oplevelser. Vi skal fortsætte den grønne omstilling og sikre grøn energi til vores virksomheder, hvilket formentlig også vil gøre det mere attraktivt for nye virksomheder at etablere sig i vores kommune og dermed skaffe arbejdspladser til både nuværende og kommende borgere. Jeg vil arbejde for et rummeligt arbejdsmarked, hvor vi finder en plads til alle. Ældre og udsatte skal mødes med forståelse og den nødvendige hjælp.