Jeg er lidt uenig i, at det i sig selv er rimeligt at fastlåse 5 procent af BNP til Forsvaret. Danmark skal naturligvis tage ansvar for egen og fælles sikkerhed og leve op til vores forpligtelser i NATO. Den sikkerhedspolitiske situation er alvorlig, og vi skal kunne passe på vores land og bidrage til vores alliancer. Men jeg mener ikke, at en fast procentsats alene bør være målet. Det afgørende må være, hvad der konkret er behov for – og hvordan vi får mest mulig sikkerhed for pengene. Samtidig skal vi værne om vores velfærdssamfund. Store investeringer i forsvaret må ikke ske uden åben prioritering og ærlig debat om konsekvenserne for sundhed, uddannelse og social tryghed. Derfor bør niveauet fastlægges på baggrund af faglige vurderinger og brede politiske aftaler – ikke alene ud fra et tal

Jeg har valgt hverken enig eller uenig. Afskaffelsen af Store bededag blev gennemført uden tilstrækkelig inddragelse af arbejdsmarkedets parter, og det var en fejl. Når vi ændrer på fælles fridage, skal det ske i respekt for den danske model og i dialog med lønmodtagere og arbejdsgivere. Spørgsmålet er derfor ikke kun, om dagen skal genindføres, men hvordan vi samlet set indretter arbejdsliv og fritid i Danmark. Vi arbejder meget, og fritid har værdi for trivsel og familieliv. Samtidig står vi med store samfundsudfordringer, som også skal finansieres. Hvis der skal ske ændringer, bør det ske efter en bred drøftelse med arbejdsmarkedets parter. Det kan være en genindførelse, en anden placering af en fridag – eksempelvis efter Kristi himmelfart – eller en anden løsning. Beslutninger af den karakter bør ikke træffes forhastet, men på et oplyst og inddragende grundlag.

Jeg er helt uenig i, at pensionsalderen bare skal fortsætte med at stige i takt med levealderen. For det er ikke alle, der får de ekstra gode år. Mange har haft et langt og hårdt arbejdsliv – i plejen, på fabrikken, i håndværk eller andre fysisk krævende job. De skal ikke presses længere og længere, fordi gennemsnittet stiger. Retfærdighed handler også om, at man kan holde til sit arbejdsliv. Vi skal turde sige, at der er forskel på mennesker – og at pensionsalderen ikke kan være én størrelse, der passer til alle. Retfærdig pension

Jeg er lidt uenig i præmissen. Investeringer i Grønland bør ikke handle om at “overbevise” grønlænderne om at blive i rigsfællesskabet. Grønland har ret til selv at beslutte sin fremtid. Relationer skal bygge på respekt og ligeværd – ikke økonomiske incitamenter. Når det er sagt, mener jeg, at vi har et fælles ansvar for at styrke vilkårene for børn og unge. Der er dokumenterede sociale udfordringer, og alt for mange børn har ikke haft en tryg opvækst. Hvis vi skal investere mere, skal det ske i tæt samarbejde med Grønland og på grønlandske præmisser – særligt med fokus på trivsel, uddannelse og sociale indsatser. Styrken i rigsfællesskabet ligger i partnerskab, ikke i afhængighed.

Jeg er ikke helt enig i, at næste regering nødvendigvis skal være hen over midten. Samarbejde er vigtigt – også bredt samarbejde. Men det vigtigste er ikke, hvor i Folketinget man finder flertallet. Det vigtigste er, hvad man vil med Danmark. For mig handler det om at skabe bedre vilkår for børn og unge, styrke velfærden og sikre, at der er tid til mennesker – både i skolen, i ældreplejen og i de sociale indsatser. Hvis vi kan samle flertal om det – så er det den rigtige vej.

Jeg er helt enig i, at et modtagecenter uden for Europa kan være en del af løsningen. Asylsystemet i dag er presset og uretfærdigt, fordi det i praksis ofte er dem med ressourcer til at betale menneskesmuglere, der når frem. Det skaber farlige rejser over Middelhavet og en kynisk menneskesmuglerindustri. Hvis asylansøgninger behandles uden for Europa, kan vi mindske de livsfarlige ruter og samtidig sikre en mere ordnet og retfærdig proces. Det afgørende er, at behandlingen sker under ordentlige og kontrollerede forhold, hvor internationale konventioner og menneskerettigheder respekteres. Danmark skal fortsat tage ansvar for at hjælpe mennesker på flugt. Men hjælpen skal være bæredygtig, retfærdig og ikke understøtte et system, hvor mennesker sætter livet på spil for at nå Europas grænser.

Jeg er lidt splittet i debatten om forbud mod sociale medier for børn under 16 år. Jeg forstår ønsket om at beskytte børn. Sociale medier kan påvirke trivsel og selvbillede. Men jeg tror ikke, et forbud løser det hele. Der ligger også en kultur bag – og her har vi voksne et ansvar. Mange af de hårde kommentarer og den dårlige tone kommer jo fra voksne, som ikke selv er vokset op med sociale medier. Vi skal lære vores børn at bruge sociale medier – ikke kun holde dem væk fra dem. Det kræver, at vi går forrest og tager ansvar for tonen og fællesskabet online. Måske handler det mindre om forbud og mere om dannelse.

Jeg er lidt enig i, at det skal være lettere at komme til Danmark for at arbejde. Vi mangler arbejdskraft – også i velfærdsfagene – og mennesker, der vil bidrage, arbejde og betale skat, er en styrke for vores samfund. Men det skal ske på danske vilkår. Arbejde i Danmark skal foregå under den danske model med ordnede løn- og arbejdsvilkår, så vi undgår social dumping. Det er afgørende, at udenlandske medarbejdere respekterer dansk lovgivning, vores demokratiske værdier og retten til at ytre sig frit. Ligestilling og ligeværd er ikke til forhandling. Derfor skal vi både sikre adgang til arbejdskraft og stille klare krav. Integration, sprog og kendskab til arbejdsmarkedet er vigtige for, at det bliver en gevinst for både den enkelte og fællesskabet.

Jeg er lidt uenig i, at antallet af offentligt ansatte generelt skal reduceres. Det afgørende er ikke antallet i sig selv, men hvor medarbejderne er placeret, og hvilken værdi de skaber for borgerne. Vi skal turde afbureaukratisere og fjerne unødvendige regler, så færre kræfter bruges på administration. Men når det gælder kernevelfærden – børn, mennesker med handicap og ældre og psykiatrien – har vi brug for flere hænder og mere faglighed tæt på borgerne. Det er her, relationer og kvalitet gør en reel forskel. Derfor handler det ikke om at skære bredt, men om at prioritere rigtigt: mindre papirarbejde og mere nærvær.

Jeg er lidt enig i, at klassestørrelserne i de yngste klasser er vigtige – men det er ikke hele løsningen. For mig handler det ikke kun om antal elever, men om kvaliteten i hverdagen. I de 8 år jeg har siddet i byrådet og i Børne- og Familieudvalget, har jeg kæmpet for to voksne i klassen – meget gerne en lærer og en pædagog. Det giver bedre mulighed for nærvær, relationer og at se det enkelte barn. Det vigtigste er, at vi finder den løsning, der virker i praksis. Og det gør vi bedst sammen med dem, der står i det hver dag – lærere, pædagoger og ledere.

Jeg er lidt uenig i den måde, det stilles op på. Ældrepleje handler først og fremmest om mennesker – ikke om at erstatte omsorg med robotter eller skubbe ansvaret over på pårørende. Ældre har bidraget til vores samfund hele livet og skal mødes med værdighed, nærvær og faglighed. Teknologi kan være et godt supplement, hvis det giver mere frihed og tryghed i hverdagen. Og pårørende er en vigtig del af mange ældres liv. Men det må aldrig blive en forudsætning for at få den nødvendige pleje. Vi bør i stedet se mere helhedsorienteret på ældreområdet: forebyggelse, rehabilitering, relationer og arbejdsmiljø for medarbejderne. Målet må være et værdigt liv – med menneskelig omsorg i centrum.