Jeg ranglister ikke kunsten

Bevar sønderjyderne står der på et par bloklys på bordet, der rummer et væld af andre spøjse ting: et glasøje, familiealbum, et kranium, lommeure, mønter og meget mere. Det hele tilhører billedkunstner Claus Carstensen, og hver en dims har sin egen historie - og er dermed også med til at fortælle noget af hans: glasøjet er en ekskærestes morfars, kadaverskiltet har også tilhørt en tidligere kæreste - hun var israelsk soldat. Bloklysene har hans datter, Zoe, lavet med kærlig hilsen til sin far og hans sønderjyske aner og familie, lommeure og mønter er fra bedstefædrene. Et fotografi af hele familien fra den dag, Claus Carstensens far havde 25 års jubilæum på Danfoss er også med på udstillingen på bordet på lige fod med badges fra Carstensens tid som anarkist i 1970'erne.

Det hele står på Esbjerg Kunstmuseum som en del af udstillingen "Bastard", der viser Claus Carstensens samling og til den hører altså også alle tingene på bordet, selv om den slags normalt ikke ville finde vej ind på kunstmuseet.

Gennem de seneste år er hans samling på omkring 1600 genstande blevet registreret og katalogiseret.

- Jeg er ikke samler, fordi jeg har valgt at være det. Man bliver samler, fordi man en dag opdager, at man er det, siger Claus Carstensen.

Han opdagede det for alvor i forbindelse med flytning til et nyt atelier i København, hvor han skulle have alle sine kasser med sig. Her opstod behovet for at få overblik over, hvad han havde, for han var godt klar over, at der var en del. Meget af samlingen er værker, han har fået fra andre kunstnere som gaver eller i bytte. I ni år var han professor på Kunstakademiet, og fra den tid har han også en stribe billeder og skitser, han fik af studerende.

I modsætning til et museum, hvor man godt kan finde på at takke nej, hvis en tilbudt gave ikke passer ind i profilen, har Claus Carstensen altid taget imod de gaver, han har fået, uden at skele til kvaliteten i værket. Han ranglister heller ikke sin samling efter værdi.

- For mig handler det om affektionsværdien, og derfor er en børnetegning lige så meget værd som en anerkendt kunstners. Min samling er egal, der er ikke noget niveau, forklarer han.

Og sådan viser han også sine billeder i Esbjerg. I museets magasin har han for eksempel hentet et af billedkunstneren J.A. Jerichaus hovedværker, og klos op ad det - altså fuldstændig uden afstand mellem rammerne - hænger til den ene side et tidligt arbejde af Ursula Reuter Christiansen, som hun selv ville smide ud, men som Carstensen gaflede og reddede, og til den anden side et billede af kunstneren Lise Blomberg, der er fra Esbjerg og har været elev hos Carstensen på Kunstakademiet.

Familiens malere med

Den 58-årige Claus Carstensen, der i dag regnes som en af de markante og betydende danske kunstnere, stammer fra Sønderborg, og hans slægt rummer flere mænd, der har udtrykt sig gennem maleri. Dem har han også med i sin udstilling, så man både kan se hans oldefars og morfars hobbymalerier og værker af onklen, billedkunstner Alfred Friis.

Også Claus Carstensens datter, Zoe, er repræsenteret på hans udstilling, der er bygget op i temaer, og et af dem er "Meditation over bogstavet Z". Her er et stort karton, hvor den nu voksne datter for år tilbage med barnlig håndskrift har øvet sig i at skrive sit og forældrenes navne: Zoe, Ute, Claus. Igen side om side med værker af anerkendte kunstnere forstås - blandt andet af Claus Carstensen selv.

Carstensen, der er en af de kunstnere, som blev betegnet De Unge Vilde i begyndelsen af 1980'erne, har flere gange vakt opsigt med sine værker og har både prøvet at være skydeskive for en kampagne i Ekstra Bladet mod såkaldt fiduskunst og har også modtaget Eckersbergs Medalje, som gives til kunstnere for en indsats af høj kunstnerisk kvalitet. Mange andre kunstnere har prøvet det samme - både at blive hånet og hædret.

- Hele udstillingen handler meget om, hvad der bliver hypet, som man vil kalde det i dag. Hvad, der bliver talt op, og hvad der bliver talt ned, forklarer Carstensen.

Han driller gerne og viser netop loppemarkedsfundet til 25 kroner - eller kulørte klatter på en hvid plade fra farvehandleren - ved siden af de dyre drenges værker og udfordrer dermed museumspublikummet til at reflektere over, hvad kunst er, selv om han "er fuldstændig ligeglad med, hvad museets gæster tænker", når de ser hans udstilling. Blot ønsker han ligesom ved tidligere udstillinger, at det hele føles som et "visuelt baseballbat i hovedet".

Pensionsopsparingen

Claus Carstensen samler ikke bare på kunst og fysiske genstande. Han er selv en samling af anekdoter, viden, filosofiske og kunstneriske teorier og erindringer, der tilføjer ekstra lag til værkerne og giver dem referencer til hinanden på kryds og tværs.

"Til Claus" står der på et lille billede - en gave fra en af de andre unge vilde, Inge Ellegaard, der døde i 2010. Et andet sted hænger et amatørmaleri, som Claus Carstensen købte på et loppemarked fire minutter inden, han gik ind i kirken til hendes begravelse. Og sådan har næsten hele samlingen forbindelser fra det ene tema til det andet.

Selv om meget af Carstensens samling er gaver og byttede billeder, begyndte han også mere målrettet at købe kunst, da det først var gået op for ham, at han faktisk havde en samling.

- Jeg har købt kunst, der kunne være med til at få min samling til at se ud som om, den har en rød tråd, siger han.

Fra at bestå af ark i mapper og løse lærreder er Carstensens samling ikke bare blevet registreret, men også indrammet. Det betyder, at ud over at han selv - som nu - kan bruge den til udstilling også bedre kan låne ud til udstillinger med de kunstnere, han har værker af.

Samleren selv holder fast i ideen om affektionsværdien, men faktisk har registreringen også haft et andet formål, og her er det ikke børnetegninger og loppemarkedsmalerier, det handler om.

- Jeg skulle have min samling forsikret, selv om det lyder mærkeligt. Men i stedet for at lave en pensionsopsparing har jeg brugt pengene på kunst, så jeg var trods alt også lidt interesseret i værdien. Og det ser ud som om, jeg ikke har set helt skævt.