Kulturklummen: Heksekunst

Der var engang en rigtig heks på Fanø. Hun bagte pandekager, men til sankthans forføjede hun sig med en hjertelig latter og en bemærkning om, at man jo nødig skulle ende på bålet.

Nu har håndlæseren for længst afhændet creperiet, som i hendes tid hed "Heksehaven". Men hvis nogen har foreviget stedet fra dengang og solgt værket til Statens Museum for Kunst, skal der nok arbejdes lidt med titlen.

Når man ikke vil acceptere kunst- og kulturhistoriens brug af ord som "neger", kræver "heks" formentlig også en statslig sprogjustering: "Fruentimmer, som ifølge folketroen har indgået en pagt med djævelen" måske. Eller "Kælling, der pendler til Bloksbjerg på kost" måske.

Njarh, man kommer nemt til at gøre ondt værre, så vi lander måske på det politisk korrekte "Kvinde, der blev anset for at have afvigende anskuelser".

Det er tosset - undskyld: intelligensmæssigt udfordret - hvis vores kulturinstitutioner ikke er modige nok til at afspejle, hvordan vi har opført os, og hvad vi har kaldt andre mennesker.

Hvis vi sprogsminker alt det, som ellers kunne støde nogen, mister vi vores forståelsesramme. I stedet må vi se det i en større sammenhæng. Ikke som en personlig fornærmelse.

I min entré hænger en rynket dukke iført spids hat og klumphænder, der ser ud, som om de lige har rørt i en gryde med flagermusevinger. Hun blev overrakt af mand og søn, som havde besøgt Bloksbjerg og syntes, hun var den perfekte souvenir til mig.

Jeg smiler jævnligt til hende og sender også en venlig hilsen til hendes medsøstre i følgende remse:

"Tre hekse ser på tre Swatch-ure. Hvilken heks ser på hvilket Swatch-ur?"

Oversat til engelsk giver øvelsen nærmest vorter på tungen, men også et godt grin: "Three witches watch three Swatch watches. Which witch watch which Swatch watch?"