Annonce
Varde

Et lys i coronamørket: Stor træfabrik styrer uden om krisen og søger flere medarbejdere

Arne Jessen er tømrer og bor i Lunde ved Nørre Nebel. Han får snart nye kolleger, hvis det står til direktør Claus Pedersen. Foto: Morten Nielsen


Roust: Mens arbejdsløsheden stiger eksplosivt som følge af coronakrisen, så er der virksomheder, der ikke mærker nedgangen. På Roust Træ cirka ti kilometer øst for Varde går det så godt, at virksomheden søger nye medarbejdere.

- Vi vil gerne have fem faglærte og fem ufaglærte, siger administrerende direktør og fjerde generation i virksomheden, Claus Pedersen.

Virksomheden har i øjeblikket omkring 130 ansatte, og trods coronakrisen er ordrebøgerne fyldte.

- Vi kommer måske til at mærke en smule afmatning i efterspørgslen, siger Claus Pedersen.

Men det betyder ikke så meget, for Roust Træ har ordrer nok til 2020.

Annonce

Der fremstilles først og fremmest elementer

  • Roust Træ er en snart 95 år gammel familievirksomhed. Den fremstiller først og fremmest elementer til huse.
  • Det kan eksempelvis være træhuse, som de kendes fra Lalandia. Men træ vinder også indpas i helårshuse. Det skyldes blandt andet øget fokus på bæredygtighed.
  • Cirka 75 procent af produktionen er elementer.
  • Cirka 25 procent af produktionen er spær. Det vigtigste marked er hjemmemarkedet, men omkring 20 procent af produktionen eksporteres til fortrinsvis Tyskland.

Stort areal

I administrationen er der medarbejdere, som må arbejde hjemmefra for at undgå smittespredning. Der er cirka 30 administrativt ansatte på virksomheden, der er meget synlig på Tingvejen, rute 30, mellem Esbjerg og Grindsted.

Men i produktionen er alle på arbejde. Der er nemlig rigtig god plads. Roust Træ har 26.000 kvadratmeter under tag, det svarer til 2,6 hektar. Hallerne ligger spredt på er areal på næsten ti hektar.

Produktionen kører da også på fuld tryk.

- Vi skal snart have et skiftehold, siger Claus Pedersen.

Til det formål skal der altså nyansættelser til.

Selv om der er mange arbejdsløse, så ved Claus Pedersen ikke, om det bliver så let. Slet ikke når det kommer til af få ansøgninger fra faglærte tømrere og snedkere.

- Der er andre byggefirmaer, der også har travlt, siger Claus.

Til gengæld er der altså også mangel på ufaglært arbejdskraft.

- Det kræver, at hænderne er ordentligt skruet på, siger Claus Pedersen.

Man skal også have lidt flair for computer, idet meget af produktionen er automatiseret - altså styret af cnc-systemer for at arbejde på Roust Træ.

Erik og og Claus Pedersen, far og søn. Claus driver virksomheden, mens far Erik stadig giver en hånd med. Foto: Morten Nielsen
Claus Pedersen vil indføre et skiftehold, så Roust Træ kan følge med. Foto: Morten Nielsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce