Skab det hjem, du selv har brug for

D e fleste, som interesserer sig for boligindretning, kan sikkert genkende fornemmelsen af at kigge på billederne i en boligreportage eller i et møbelkatalog og tænke "Bare jeg boede sådan!" Måske har man mærket misundelsen spire indeni, når venner og familie viste rundt i et nyindrettet hus, og tænkt, at nu røg ens gamle køkken altså også på lossepladsen.

Men boligindretning er en kompleks opgave, lyder budskabet i den nye bog "Rum til det gode liv", og hverken glittede og ofte upersonlige billeder eller andres livsstil er særligt velegnede at bygge på, hvis man gerne vil have et hjem, som virkelig opfylder ens behov og ønsker, siger forfatteren, arkitekt Thomas Dickson.

- Så kommer man til at gå efter det, der er trendy i øjeblikket, men misser muligheden for at skabe den bolig, som man i virkeligheden har mest brug for, konstaterer han.

Det er ikke fordi, der er noget i vejen med at lade sig inspirere af det, som andre gør. Men hvis man kopierer, får man sjældent et godt resultat ud af det. Ikke mindst fordi en boligreportage sjældent har mellemregningerne med. Hvad betyder det for lyset, at lampen hænger, hvor den gør? Hvorfor er væggen malet grå? Hvorfor har de tre sofaborde i stedet for ét, og hvorfor har mor sit eget værelse, mens far nøjes med et arbejdshjørne i stuen?

I stedet for at kopiere opfordrer Thomas Dickson til, at man går mere metodisk til værks og lader sig inspirere af den måde, som professionelle arkitekter og designere arbejder. Her er plads til visioner, vilde drømme og løse ideer, men også faser, hvor man får sat ord på behov og får tænkt de praktiske forhold og økonomien ind.

- Uanset, om man giver materialet til en professionel eller vælger at gøre det selv, er det en proces, som aldrig er spildt. Man får gjort sig nogle tanker om, hvad det er for et liv, man lever, i stedet for at man tager et boligblad og siger "Nej skat, ser det ikke fint ud? Skal vi ikke også bo sådan?"

En anden fordel er, at man bliver bevidst om, hvad man skal gøre først. For en ikke-professionel er det nemt at falde i en fælde, hvor man får disponeret boligen på en måde, som viser sig uhensigtsmæssig og er både dyr og besværlig at lave om.

- Mange starter deres ombygning med at foretage den største investering, for eksempel at skifte køkkenet ud eller tage fat i badeværelset, skifte vvs og få ordnet strøm. Bagefter finder man måske ud af, at det ikke ligger det rigtige sted, og så har man spildt en masse penge. Derfor kan det virkelig være en fordel at tænke nogle skridt frem i processen, lægge nogle planer og prøve at finde ud af, om det vil føre til det resultat, som man gerne vil have. Man skal ikke være mere rationel, end at man stadig kan føle, drømme og have visioner, men man skal på den anden side ikke være så irrationel, at man bare kaster pengene ud af vinduet, siger han.

Hvad synes svigerforældrene?

Der er flere lag af behov, når det gælder vores bolig, påpeger han. Der er de praktiske, som handler om, at der skal være varmt, at vi kan lave mad, have plads til vores ting og så videre. Så er der de følelsesmæssige behov. Boligen skal være et sted, hvor der er rart, hvor man kan slappe af og føle sig hjemme. Endelig er der de behov, der handler om identitet. Hvad er det for en historie, vi gerne vil fortælle om os selv, når andre kommer ind i vores hjem?

- Det er måske dem, der tit snyder os, fordi vi bliver optaget af, hvad de andre synes. Hvad mener svigerforældrene? Bor vi nu rigtigt? Jeg slår et slag for, at man blæser det et stykke eller i hvert fald kun lader det fylde, hvad det skal, og ikke mere. Af og til er folk ikke helt bevidste om, at de træffer nogle valg ud fra, hvad de har set i et boligblad eller hvordan deres venner bor, uden at reflektere nærmere over, hvorfor vennerne gør som de gør, eller hvor meget artiklen i boligbladet er værd, siger han.

Når vi kigger i boligmagasinerne og tænker, at vi vil bo på samme måde, er det så, fordi vi i virkeligheden håber, at så får vi også et glansbilledeliv?

- Vi går jo heller ikke og tænker med længsel på en Citroën Berlingo, vel? Vi ser en sportsvogn og tænker "Uuuuha!", indtil der er en, der får os til at vågne, ved at gøre opmærksom på, at der altså ikke er plads til en barnevogn i den Porsche.

Thomas Dickson kalder sin bog en anti-livsstilsbog. Målet har ikke været at skrive om, hvordan vi skal bo, men hvordan vi kan bo. Derfor er der også afsnit om bolighistorie og kapitler om, hvordan man kan arbejde med lys, farver og proportioner. Alligevel vil han gerne slå et slag for, at vi giver vores hjem noget personlighed og lader dem afspejle, hvad der interesserer os.

- PH skrev om, at der ikke er noget så hyggeligt som at komme hjem til folk, der har et eller andet, de nørkler med. Det er et udtryk for, at her leves et liv, som handler om noget. Her bliver skabt noget, her brænder man for noget. Det synes jeg er interessant, siger han og hiver det berømte amerikanske arkitektpar Ray og Charles Eames frem som eksempel.

- Da de blev færdige med deres hus omkring 1950, var der helt klinisk. Efterhånden som de fik rejst og lavet projekter, kom der mere og mere ind i huset: Smukke strandsten, afrikansk kunsthåndværk, et maleri. Lige pludselig havde de mere nips, end de fleste af os andre har, men det havde alt sammen en historie i stedet for at være købt nede i gavebutikken. Der er en tendens til, at vi ikke afslører så meget om os selv, men gerne vil bo som alle andre. Der synes jeg måske, at man skal slå gækken løs.

Vi ligner hinanden

Tror du, vi selv synes, at vi bor personligt?

- Ja. Alle mennesker tror, at de bor, klæder og opfører sig helt unikt, men i virkeligheden ligner vi alle sammen hinanden. Vi ligner i hvert fald den socialgruppe, som bor i det samme kvarter, som vi selv bor i. Vi søger derhen, hvor der er nogen, som ligner os, og det er det samme, vi gør, med vores hjem, vores valg af bil og så videre. Hvis alle skal have et samtalekøkken, får vi det også, selv om vi måske i virkeligheden hellere vil lave mad i fred end at have svigermor til at stå og kigge over skulderen, når vi steger frikadeller. Men nu hører det sig til, og så river man en væg ned og laver et stort rum med disk, og så ender man alligevel med at lave maden, før gæsterne kommer.